Soldaten og Danserinden

3.0
Guitarsvingende amerikansk soldat (Presley), udstationeret i Tyskland i starten af 60’erne, er ivrig efter at skaffe penge til at åbne sin egen natklub. Derfor indgår han et væddemål om, at han kan score en utilnærmelig danserinde (Prowse). Men da hun falder for ham og han for hende, fortryder han væddemålet.

Elvis var lige vendt hjem fra Tyskland, efter at have aftjent sin værnepligt, da denne romantiske og musikalske komedie blev lavet og det hele er nøjagtigt så dybt uoriginalt og tyndbenet som det lyder.

Men det hænger sammen, er ikke uden charme, et glimt i øjet og sødmefuld romance og flere af filmens sange er forholdsvis gode. Nævnes skal numre som “Shoppin’ Around” og “Pocketfull Of Rainbows”.

Hører til blandt Kong Elvis’ bedre og mere kvalitative film, om ikke andet fordi den hænger sammen og ikke virker som billigt crap, og han forstår også virkelig at charmere sig ind hos den mere konservative del af publikum.

Men tænk at han nogle år forinden var den vilde rebel, synd de fik ham tæmmet i sådan en grad.
G.I. Blues