Elvis, What Happened?

1.0
Frømand (Presley) opdager sunket skat, og vil bjærge den, men andre er også ude efter skatten.

Svag musikalsk komedie, med Kongen i endnu en ydmygende rolle, som han (forståeligt nok) gør det dårligt i.

Handlingen er ujævnt fortalt efter den sædvanlige skematiske formular som de fleste Elvis film blev lavet over, her i en historie uden et eneste godt indslag. Sangene er direkte ringe og pinagtige og en fornærmelse mod fansene, og man kan undre sig over at Elvis var sådan en kujon, at han ikke turde sige fra til dette lort. Okay, pengene har han sikkert synes var gode, men derfor kunne han jo godt kræve bedre materiale end dette her.

Sangen “Yoga Is As Yoga Does” er en tåkrummende fejltagelse, men også scenen den er med i virker total grotesk, og tilmed siges det at Elvis selv var rasende over den scene, som han mente gjorde grin med hans personlige interesser for det alternative og okkulte. Men han lavede den, og det siger vel desværre alt.

Men ellers er her alt det sædvanlige med et par kønne piger Elvis kan gøre kur til, et slagsmål eller to og Elvis som charlatanen der alligevel er god nok, lige midt i centrum af begivenhederne. Det hele er her bare blevet så meget mere udvandet, ujævnt og kedeligt end tidligere og det er tydeligt at denne type Elvis-film spillede på sidste vers og gudskelov for det.

Heldigvis fejrede Elvis et bragende comeback året efter med sit Tv-show “Elvis”, hvor vi efter mange kedelige år i Hollywood endelig fik den ægte, rene og rå vare igen. Det show er langt bedre at se, hvis man skal se noget Elvis Presley in person.

Filmen her er måske ikke den værste Elvis-film der er lavet (selv om det er tæt på) og der findes film i almindelighed som er værre, men den fortjener altså ikke at få hele to stjerner.
Easy Come, Easy Go