Jarmusch+Benigni+Waits = filmguf
5.0
Jim Jarmusch's efterhånden 20 år gamle stykke indies filmhistorie er en herlig og enkel fortælling om skæbner, der tvinges sammen.
Zack (Tom Waits) er en DJ uden meget succes i livet. Da hans kæreste forlader ham, sættes han i en brandert til at køre en Jaguar, der gemmer et lig i bagagerummet, og han ender i en fængselscelle. I samme fængselscelle havner den slicke alfons Jack (John Lurie), hvis anholdelse er arrangeret af en af hans fjender, der sørgede for at politiet fandt ham, mens han forsøgte at overtale en ung pige til prostitution. De to keder sig bravt. For at fordrive tiden ender de to endda i slåskamp. De er begge to på bunden af livet i en fængselscelle i Louisiana, og deres begejstring for livet er på et meget lavt sted. Både i og uden for fængslet er de kørt fast i en sølle eksistens.
Da italieneren Bob (Roberto Benigni) dukker op i samme fængselscelle, sker der pludselig ting og sager. Bob (eller Roberto) er fyldt med en nysgerrighed og begejstring for selv de mindste ting i livet, hvilket uundgåeligt smitter af på både kynikeren Zack og den fortabte drømmer Jack. Selvfølgelig tror de ikke på ham, når han siger, at der er en vej ud af fængslet (i overført betydning: deres lortesituation i livet). Ikke før han viser dem vejen. Hele vejen. Helt til den stegte vilde kanin og den søde kone.
Jarmusch fortæller denne mere eller mindre optimistiske historie (slutningen er op til fortolkning: fik de rent faktisk noget ud af deres møde med Bob?) med stille scener, der implicit viser dramaet i stedet for at overfortælle det. De sort/hvide billeder sammen med Tom Waits hæse lyd er også fænomenalt. Starten af filmen er muligvis præget en smule af nogle dårlige skuespilspræstationer fra birollerne, men i det lange løb betyder det en vatpind. Dette er en herlig film, hvor Jarmusch får fanget et par vigtige ting om det at leve med sit kamera.
Zack (Tom Waits) er en DJ uden meget succes i livet. Da hans kæreste forlader ham, sættes han i en brandert til at køre en Jaguar, der gemmer et lig i bagagerummet, og han ender i en fængselscelle. I samme fængselscelle havner den slicke alfons Jack (John Lurie), hvis anholdelse er arrangeret af en af hans fjender, der sørgede for at politiet fandt ham, mens han forsøgte at overtale en ung pige til prostitution. De to keder sig bravt. For at fordrive tiden ender de to endda i slåskamp. De er begge to på bunden af livet i en fængselscelle i Louisiana, og deres begejstring for livet er på et meget lavt sted. Både i og uden for fængslet er de kørt fast i en sølle eksistens.
Da italieneren Bob (Roberto Benigni) dukker op i samme fængselscelle, sker der pludselig ting og sager. Bob (eller Roberto) er fyldt med en nysgerrighed og begejstring for selv de mindste ting i livet, hvilket uundgåeligt smitter af på både kynikeren Zack og den fortabte drømmer Jack. Selvfølgelig tror de ikke på ham, når han siger, at der er en vej ud af fængslet (i overført betydning: deres lortesituation i livet). Ikke før han viser dem vejen. Hele vejen. Helt til den stegte vilde kanin og den søde kone.
Jarmusch fortæller denne mere eller mindre optimistiske historie (slutningen er op til fortolkning: fik de rent faktisk noget ud af deres møde med Bob?) med stille scener, der implicit viser dramaet i stedet for at overfortælle det. De sort/hvide billeder sammen med Tom Waits hæse lyd er også fænomenalt. Starten af filmen er muligvis præget en smule af nogle dårlige skuespilspræstationer fra birollerne, men i det lange løb betyder det en vatpind. Dette er en herlig film, hvor Jarmusch får fanget et par vigtige ting om det at leve med sit kamera.
07/11-2005
