Vedkommende Drama

Narkohandleren Monty (Norton) er på vej i fængsel de næste 7 år og har et sidste døgn til at få taget afsked med vennerne, kæresten (Dawson), sin far (Cox) og ryddet op i et par løse ender.

Vedkommende og flot fotograferet drama, der foregår i New York, og med en veloplagt Norton i endnu en fantastisk præstation.

Filmen, der er instrueret af den engang kontroversielle Lee som ikke har formået at lave noget særligt den sidste del år, men her har lavet sin bedste film længe, er en historie om selvransagelse og byens puls.

Det er også en film om at turde se indad (både individuelt, men også som land, derfor ser vi også ground zero hvor world trade center styrtede i grus), bedst udtrykt i fantastisk (og politisk) scene, hvor vi virkelig kan identificere Lee’s kendetegn, hvor Norton foran et spejl anklager mere eller mindre alle former for kulturer og mennesker i byen for deres fejl, for til sidst at se sig selv.

Det er ganske enkelt en menneskeklog og tankevækkende fortælling vi præsenteres for, hvor Lee får tegnet så gode og ægte portrætter af sine personer og deres interaktion mellem hinanden, at vi både kan identificere os med dem og holde af dem, trods deres mangler og genkende mange ting fra vores egent liv, med venskaber, uvenskaber og ofre.

Den er solidt og godt drejet og den simple historie er fyldt med interessante aspekter og så er det en af den slags film, hvor skuespillerne for tid til at vise hvad de kan og hvor folk som Pepper, Hoffman, den smukke Dawson og Cox lyser op i store biroller.

Musikken af Terence Blanchard skal ligeledes fremhæves, den understreger og formidler på smukkeste vis filmens temaer.

Trods filmens store kvaliteter er 5 stjerner ved at være lige i overkanten, men 4 stjerner ville ganske enkelt ikke kunne forsvares.

Tak til Emil Schultz for at have vist mig denne fantastiske film (og tak for tjekkisk øl;o)