Et sandt mesterværk
6.0
Ligesom "Episode 4: A New Hope" startede den klassiske Star wars-trilogi i en ret lys og bevidst let/naiv stil, således starter også "Episode 1: The Phantom Menace" den nye trilogi (bestående af de tre prequels) op i en forholdsvis lys og naiv stil. Vi er tilbage i den tid, som Obi-Wan Kenobi i "A new hope" refererede til, da han omtalte lyssværdet som et våben "fra en mere civiliseret tid". Logisk nok er her derfor ikke nogen knusende overmagt i skikkelse af kejserimperiet, kun nogle mindre konflikter skabt af en slags konføderation der har skabt en handelsblokade mod Dronning Amidalas planet Naboo.
Den lette og lyse tone genspejler i høj grad tonen i "A new hope", som specielt var tilstede indtil mordene på Lukes onkel og tante. I "The phantom Menace bliver tonen mere mørk og melankolsk, da Anakin må forlade sin mor og den planet han er født på og tage med jedien Qui-Gon for at blive jedilærling. Ofte ser vi Darth Sidous' hemmelige møder med Darth Maul og med konføderationsfolkene.
Forskellen på fremstillingen af skurkene og farerne i "A New Hope" og "The Phantom Menace" ligger netop i sidstnævntes titel: fjenden er usynlig og opererer i det skjulte og via intriger, modsat i den klasssiske trilogi, hvor Darth Vader og imperiet udgjorde den helt åbenlyse fare, altså også for personerne i historien, ikke kun for publikum.
Mange af dem der elsker den klassiske trilogi havde tydeligvis helst NU OG HER set Darth Vader som den fuldfærdige morderiske skurk med sort hjelm og astmatisk åndedræt i stedet for som en lille 9-årig dreng. Men at starte med at se Anakin Skywalker som en uskyldig, god dreng er en logisk konsekvens af de oplysninger som alle Star Wars-elskere i årevis har kendt fra den klassiske trilogi. Jeg tænker på alle de ting, Obi-Wan og Yoda, samt Darth Vader fortæller om fortiden, om klonkrigene, om Anakins fald til den mørke side, om hans evner som pilot, om udryddelsen af jediordenen, om venskabet mellem Obi-Wan og Anakin, om den farlige kejser, som Yoda ikke møder en eneste gang i den klassiske trilogi (så det er ud fra fortidige begivenheder at Yoda har erfaret hvor farlig kejseren er), o.s.v. ...
Som sloganet til "Episode 1" lød: "Enhver saga har en begyndelse." Det samme har ondskaben og den kunne ikke bare starte for fuld blus med det samme. Først måtte vi i "The Phantom Menace" fornemme og se, at det var "en mere civiliseret tid", og at jedierne var dem der bevarede freden i universet. (jævnfør den gamle Obi-Wans replik til Luke: "for thousands of generations the jedi knights were the keepers of peace in the old republic."
Bemærk at man i "A new hope" hele tiden snakker om republikken, men at man aldrig ser dens repræsentanter. Det gør man dog logisk nok i "The phantom menace". Ja, her præsenteres vi for "the old republic" i dens storhedstid, længe før kejseren ragede al magten til sig.
Vi får ikke nogen længere introduktion af Anakin Skywalker, kun nogle sparsomme oplysninger, og præcist sådan va det også med Luke Skywalker. De fremstilles meget enkelt, og det skyldes at vi eventyrets verden har med ærketyper at gøre. I forenklingens navn fremstilles de med lige tilpas mange gode karaktertræk og følelser og ønsker til at vi som publikum kan identificere os med dem. Derved fremstår farerne de udsættes for som universelle problemer.
I både "A new hope" og "The phantom menace" introduceres vi således med hovedpersonerne på sådan en måde, at der lige akkurat er tilstrækkeligt vi ved om deres personligheder og typer til at vi kan holde af dem (eller være imod dem, hvis det er skurkene).
"The phantom menace" imponerer med den friskhed og veloplagthed, hvormed den præsenterer Star Wars-universet for os. Den lader som om vi ikke før har set universet, hvilket jo også er sandt for mange nye fans, der er kommet til på grundlag de nye prequels. Derfor er den lyse og mere lette tone, der dominerer cirka halvdelen af filmen særdeles passende.
Den anden halvdel er markant mørkere og mere dyster: alle scenerne med Darth Sidious og Darth Maul, scenerne med jedirådets skepsis overfor Anakin ... jf. Obi-Wan: "The boy is dangerous.", jedirådets bekymring over at høre om en Sithfyrste, den afsluttende duel mellem Obi-Wan+Qui-Gon og Darth Maul, begravelsen, bekymringen om hvad der skal blive af denne lille knægt med de særlige evner, ja, "the chosen one".
Liam Neeson tilfører med sit sikre skuespil figuren Qui-Gon Jin en værdighed og ro og autoritet, som man ellers kunne ville have troet, at Alec Quiness kunne have præsteret. Natalie Portman er ret god i rollen som meget viljefast og kontant dronning en fuldt troværdig moder til prinsesse Leia. Ewan MacGregor leverer en perfekt ung udgave af Obi-Wan Kenobi fint karakteriseret ved Qui-Gons replikker til ham om, at han dels har meget at lære endnu, men ikke desto mindre er meget visere end Qui-Gon selv (noget man allerede ser i Episode 2: Attack of the Clones".) Barneskuespilleren Jake Lloyd spiller rollen som den 9-årig Anakin fint. Skulle man synes, han virker lidt barnlig og naiv, kunne det mon så skyldes at børn faktisk ER banlige og naive??
"The phantom menace" lever fuldt op til den klassiske trilogi, og den udvider endog Star Wars-universet og tilføjer flere aspekter, hvilket faktisk gør de i forvejen gode Episoder 4, 5 og 6 til endnu bedre film.
Her uddybes den tragiske forhistorie til den klassiske trilogi, men vi starter blødt, helt fra begyndelsen, hvilket er med til at forstærke den tragedie, der ligger bag forvandlingen af den gode Anakin, Lukes far, til det onde monster Darth Vader.
Musikken er om muligt bedre end nogensinde. Nummeret "Duel of the fates" er det flotteste enkeltnummer jeg har hørt siden imperiets tema; den der dystre marchagtige melodi. Billederne er perfekte og filmen har nok nogle af de flotteste sekvenser i hele Star Wars-serien: såsom billederne fra planeten Naboo, podracet og den afsluttende lyssværds-duel, som helt klart er den bedste nogensinde, omend skarpt forfulgt af Lukes duel med Darth Vader sidst i "Return of the Jedi" og Anakins duel med Obi-Wan i "Revenge of the Sith".
Filmen er et mesterværk.
Den lette og lyse tone genspejler i høj grad tonen i "A new hope", som specielt var tilstede indtil mordene på Lukes onkel og tante. I "The phantom Menace bliver tonen mere mørk og melankolsk, da Anakin må forlade sin mor og den planet han er født på og tage med jedien Qui-Gon for at blive jedilærling. Ofte ser vi Darth Sidous' hemmelige møder med Darth Maul og med konføderationsfolkene.
Forskellen på fremstillingen af skurkene og farerne i "A New Hope" og "The Phantom Menace" ligger netop i sidstnævntes titel: fjenden er usynlig og opererer i det skjulte og via intriger, modsat i den klasssiske trilogi, hvor Darth Vader og imperiet udgjorde den helt åbenlyse fare, altså også for personerne i historien, ikke kun for publikum.
Mange af dem der elsker den klassiske trilogi havde tydeligvis helst NU OG HER set Darth Vader som den fuldfærdige morderiske skurk med sort hjelm og astmatisk åndedræt i stedet for som en lille 9-årig dreng. Men at starte med at se Anakin Skywalker som en uskyldig, god dreng er en logisk konsekvens af de oplysninger som alle Star Wars-elskere i årevis har kendt fra den klassiske trilogi. Jeg tænker på alle de ting, Obi-Wan og Yoda, samt Darth Vader fortæller om fortiden, om klonkrigene, om Anakins fald til den mørke side, om hans evner som pilot, om udryddelsen af jediordenen, om venskabet mellem Obi-Wan og Anakin, om den farlige kejser, som Yoda ikke møder en eneste gang i den klassiske trilogi (så det er ud fra fortidige begivenheder at Yoda har erfaret hvor farlig kejseren er), o.s.v. ...
Som sloganet til "Episode 1" lød: "Enhver saga har en begyndelse." Det samme har ondskaben og den kunne ikke bare starte for fuld blus med det samme. Først måtte vi i "The Phantom Menace" fornemme og se, at det var "en mere civiliseret tid", og at jedierne var dem der bevarede freden i universet. (jævnfør den gamle Obi-Wans replik til Luke: "for thousands of generations the jedi knights were the keepers of peace in the old republic."
Bemærk at man i "A new hope" hele tiden snakker om republikken, men at man aldrig ser dens repræsentanter. Det gør man dog logisk nok i "The phantom menace". Ja, her præsenteres vi for "the old republic" i dens storhedstid, længe før kejseren ragede al magten til sig.
Vi får ikke nogen længere introduktion af Anakin Skywalker, kun nogle sparsomme oplysninger, og præcist sådan va det også med Luke Skywalker. De fremstilles meget enkelt, og det skyldes at vi eventyrets verden har med ærketyper at gøre. I forenklingens navn fremstilles de med lige tilpas mange gode karaktertræk og følelser og ønsker til at vi som publikum kan identificere os med dem. Derved fremstår farerne de udsættes for som universelle problemer.
I både "A new hope" og "The phantom menace" introduceres vi således med hovedpersonerne på sådan en måde, at der lige akkurat er tilstrækkeligt vi ved om deres personligheder og typer til at vi kan holde af dem (eller være imod dem, hvis det er skurkene).
"The phantom menace" imponerer med den friskhed og veloplagthed, hvormed den præsenterer Star Wars-universet for os. Den lader som om vi ikke før har set universet, hvilket jo også er sandt for mange nye fans, der er kommet til på grundlag de nye prequels. Derfor er den lyse og mere lette tone, der dominerer cirka halvdelen af filmen særdeles passende.
Den anden halvdel er markant mørkere og mere dyster: alle scenerne med Darth Sidious og Darth Maul, scenerne med jedirådets skepsis overfor Anakin ... jf. Obi-Wan: "The boy is dangerous.", jedirådets bekymring over at høre om en Sithfyrste, den afsluttende duel mellem Obi-Wan+Qui-Gon og Darth Maul, begravelsen, bekymringen om hvad der skal blive af denne lille knægt med de særlige evner, ja, "the chosen one".
Liam Neeson tilfører med sit sikre skuespil figuren Qui-Gon Jin en værdighed og ro og autoritet, som man ellers kunne ville have troet, at Alec Quiness kunne have præsteret. Natalie Portman er ret god i rollen som meget viljefast og kontant dronning en fuldt troværdig moder til prinsesse Leia. Ewan MacGregor leverer en perfekt ung udgave af Obi-Wan Kenobi fint karakteriseret ved Qui-Gons replikker til ham om, at han dels har meget at lære endnu, men ikke desto mindre er meget visere end Qui-Gon selv (noget man allerede ser i Episode 2: Attack of the Clones".) Barneskuespilleren Jake Lloyd spiller rollen som den 9-årig Anakin fint. Skulle man synes, han virker lidt barnlig og naiv, kunne det mon så skyldes at børn faktisk ER banlige og naive??
"The phantom menace" lever fuldt op til den klassiske trilogi, og den udvider endog Star Wars-universet og tilføjer flere aspekter, hvilket faktisk gør de i forvejen gode Episoder 4, 5 og 6 til endnu bedre film.
Her uddybes den tragiske forhistorie til den klassiske trilogi, men vi starter blødt, helt fra begyndelsen, hvilket er med til at forstærke den tragedie, der ligger bag forvandlingen af den gode Anakin, Lukes far, til det onde monster Darth Vader.
Musikken er om muligt bedre end nogensinde. Nummeret "Duel of the fates" er det flotteste enkeltnummer jeg har hørt siden imperiets tema; den der dystre marchagtige melodi. Billederne er perfekte og filmen har nok nogle af de flotteste sekvenser i hele Star Wars-serien: såsom billederne fra planeten Naboo, podracet og den afsluttende lyssværds-duel, som helt klart er den bedste nogensinde, omend skarpt forfulgt af Lukes duel med Darth Vader sidst i "Return of the Jedi" og Anakins duel med Obi-Wan i "Revenge of the Sith".
Filmen er et mesterværk.
08/11-2005
