Let's Forget About The Stars
1.0
Jess Wade (Presley) narres af sin gamle bande, og får skyld for at have stjålet en gylden kanon.
Det er muligt at Elvis har gået med et ønske om at blive taget alvorligt som skuespiller, og han har sikkert også haft et ønske om at lave en western i stil med dem vi har set fra Sergio Leone.
Men når han så endelig igen laver en film, som ikke hører til i den lette genre og hvor han ikke synger i filmen, så er det desværre noget forfærdeligt lort som dette her.
Titelmelodien lyder ellers lovende, men historie, skuespil (især Elvis) og mere eller mindre alt andet virker totalt uinspireret og ligner venstrehåndsarbejde eller det der er værre. Havde man dog blot gidet ofre lidt penge og talent, eller købt sig til nogle talentfulde folk til at lave den, som for eksempel netop Leone, så havde vi muligvis fået en i det mindste anstændig film, som Elvis kunne have været bare lidt stolt af.
Nu sidder man i stedet og er irriteret over, at når Kongen endelig er fri for at optræde i yderst jævne og indimellem pinlige (u)musikalske komedier, som han havde lavet en del af på dette tidspunkt, så fremkommer han med noget som er endnu værre.
Jeg vil ikke udelukke, at min bedømmelse kunne være en kendelse hård, men skuffelsen over dette makværk kan ikke få mig til at give den højere. Øv siger jeg bare.
Det er muligt at Elvis har gået med et ønske om at blive taget alvorligt som skuespiller, og han har sikkert også haft et ønske om at lave en western i stil med dem vi har set fra Sergio Leone.
Men når han så endelig igen laver en film, som ikke hører til i den lette genre og hvor han ikke synger i filmen, så er det desværre noget forfærdeligt lort som dette her.
Titelmelodien lyder ellers lovende, men historie, skuespil (især Elvis) og mere eller mindre alt andet virker totalt uinspireret og ligner venstrehåndsarbejde eller det der er værre. Havde man dog blot gidet ofre lidt penge og talent, eller købt sig til nogle talentfulde folk til at lave den, som for eksempel netop Leone, så havde vi muligvis fået en i det mindste anstændig film, som Elvis kunne have været bare lidt stolt af.
Nu sidder man i stedet og er irriteret over, at når Kongen endelig er fri for at optræde i yderst jævne og indimellem pinlige (u)musikalske komedier, som han havde lavet en del af på dette tidspunkt, så fremkommer han med noget som er endnu værre.
Jeg vil ikke udelukke, at min bedømmelse kunne være en kendelse hård, men skuffelsen over dette makværk kan ikke få mig til at give den højere. Øv siger jeg bare.
09/11-2005
