Teenagedød
5.0
Jeg fik som så mange andre først øjnene op for Sofia Coppola, da hun rettede blikket mod ensomme gaijins i et ensomt hotel i Tokyo i ”Lost in Translation”. ”The Virgin Suicides” havde jeg hørt om før, men ”Lost in Translation” gav mig virkelig lyst til at se den.
I bund og grund handler den som sit forlag om teenageliv og teenagedød. Lisbon-søstrene er godt gemt væk af deres strenge forældre (ikke mindst den dybt religiøse mor (Kathleen Turner)), specielt efter den yngste 13-årige tager sit eget liv under en fest. Præsten registerer det som et uheld, og livet går videre for de andre piger. Vi ser deres liv og færden gennem øjnene på pubertetsknægtene i kvarteret, der er dybt fascinerede af disse væsener. Piger lader til at vide alt om dem, men de ved intet om pigerne. Det lærer de dog i løbet af filmen.
De lærer måske mere end forældrene gør. Specielt ved at følge den 14-årige og seksuelt blomstrende og udfordrende Lux (Kirsten Dunst), der forfører den ene dreng efter den anden på skolen. Ingen lader dog til at nærme sig hendes person. Kun Don Juanen Trip Fontaine (Josh Harnett). Meget af filmen beskriver deres historie, og hvilke konsekvenser den får for pigerne. Vi ved fra starten, at pigerne begår selvmord. Spørgsmålet er, hvordan de ender i den situation. Trip Fontaine og Lux's historie er blot en del af svaret. Dråben der får bægeret til at flyde over. Resten af forklaringen kan findes i detaljerne af filmen. Naboerne, faren, moren, de uforløste teenagedrømme. Filmen giver heldigvis ikke en eksplicit forklaring, hvilket ville være for trivielt og banaliserende.
Filmens kerne ligger i hele beskrivelsen af teenagedrømme og følelser. Den katastrofale undervurderingen af disse. Og det er fortalt med en dejlig portion ironi, der gør en lys film ud af dette mørke tema. Læg for eksempel mærke til, hvor den voksne Trip Fontaine fortæller sin historie fra. Denne ironiske detale er i fin sammenhæng med resten af filmens tema og pointe.
I bund og grund handler den som sit forlag om teenageliv og teenagedød. Lisbon-søstrene er godt gemt væk af deres strenge forældre (ikke mindst den dybt religiøse mor (Kathleen Turner)), specielt efter den yngste 13-årige tager sit eget liv under en fest. Præsten registerer det som et uheld, og livet går videre for de andre piger. Vi ser deres liv og færden gennem øjnene på pubertetsknægtene i kvarteret, der er dybt fascinerede af disse væsener. Piger lader til at vide alt om dem, men de ved intet om pigerne. Det lærer de dog i løbet af filmen.
De lærer måske mere end forældrene gør. Specielt ved at følge den 14-årige og seksuelt blomstrende og udfordrende Lux (Kirsten Dunst), der forfører den ene dreng efter den anden på skolen. Ingen lader dog til at nærme sig hendes person. Kun Don Juanen Trip Fontaine (Josh Harnett). Meget af filmen beskriver deres historie, og hvilke konsekvenser den får for pigerne. Vi ved fra starten, at pigerne begår selvmord. Spørgsmålet er, hvordan de ender i den situation. Trip Fontaine og Lux's historie er blot en del af svaret. Dråben der får bægeret til at flyde over. Resten af forklaringen kan findes i detaljerne af filmen. Naboerne, faren, moren, de uforløste teenagedrømme. Filmen giver heldigvis ikke en eksplicit forklaring, hvilket ville være for trivielt og banaliserende.
Filmens kerne ligger i hele beskrivelsen af teenagedrømme og følelser. Den katastrofale undervurderingen af disse. Og det er fortalt med en dejlig portion ironi, der gør en lys film ud af dette mørke tema. Læg for eksempel mærke til, hvor den voksne Trip Fontaine fortæller sin historie fra. Denne ironiske detale er i fin sammenhæng med resten af filmens tema og pointe.
10/11-2005
