Angsten For Det Ukendte
4.0
En mystisk tåge rammer en lille kystby og grusomme ting sker.
”The Fog” er en gammeldags spøgelsesfilm, af den slags man for eksempel fortæller, siddende foran et bål om natten og det er også lige netop sådan at Carpenter har valgt at åbne sin film op, for derefter at lade os se hvad der sker, når historie bliver til virkelighed, altså indenfor filmens egne rammer.
Fortællingen er ganske simpel, giver sig ikke tid til større psykologiske udredninger og det er ærlig talt slet ikke vildt uhyggeligt (lidt skræmmende er det nu i flere scener).
Men det fungerer alligevel i al sin enkelthed, da handlingen, der blot er en hævn-tema, fortælles med et fint fremdrev, hænger godt sammen, underholder og er meget stemningsfuld på en klassisk måde, foruden at filmen er pænt lavet og stramt fortalt, altså uden for mange ligegyldigheder.
Desuden er den fri for irriterende skrigende teenager-tendenser, men har en god blanding af rigtige mennesker i forskellige aldre. Man kan i et par scener måske kritisere den for, at de ikke altid opfører sig lige troværdigt, men på den anden side, hvem ved hvad der er troværdigt i en spøgelsesfilm, der i sig selv ikke ligefrem er sandsynlig.
På skuespiller-siden er den intet at råbe hurra for, men alligevel overbevisende nok til at man tror på karaktererne, så de holder i forhold til plottet.
Musikken er skrevet, som han også har gjort flere gange før og efter, af Carpenter selv og selv om den er meget minimalistisk og minder om det andet han har lavet, så er den uhyre effektiv og understøtter godt filmen, uden at overdrive det der sker.
Det er ikke stor filmkunst Carpenter bringer os, hvad vi vel heller ikke forventer af ham, men det er effektiv og solid underholdning, fra en mand der dengang kunne skrue en god film sammen.
”The Fog” er en gammeldags spøgelsesfilm, af den slags man for eksempel fortæller, siddende foran et bål om natten og det er også lige netop sådan at Carpenter har valgt at åbne sin film op, for derefter at lade os se hvad der sker, når historie bliver til virkelighed, altså indenfor filmens egne rammer.
Fortællingen er ganske simpel, giver sig ikke tid til større psykologiske udredninger og det er ærlig talt slet ikke vildt uhyggeligt (lidt skræmmende er det nu i flere scener).
Men det fungerer alligevel i al sin enkelthed, da handlingen, der blot er en hævn-tema, fortælles med et fint fremdrev, hænger godt sammen, underholder og er meget stemningsfuld på en klassisk måde, foruden at filmen er pænt lavet og stramt fortalt, altså uden for mange ligegyldigheder.
Desuden er den fri for irriterende skrigende teenager-tendenser, men har en god blanding af rigtige mennesker i forskellige aldre. Man kan i et par scener måske kritisere den for, at de ikke altid opfører sig lige troværdigt, men på den anden side, hvem ved hvad der er troværdigt i en spøgelsesfilm, der i sig selv ikke ligefrem er sandsynlig.
På skuespiller-siden er den intet at råbe hurra for, men alligevel overbevisende nok til at man tror på karaktererne, så de holder i forhold til plottet.
Musikken er skrevet, som han også har gjort flere gange før og efter, af Carpenter selv og selv om den er meget minimalistisk og minder om det andet han har lavet, så er den uhyre effektiv og understøtter godt filmen, uden at overdrive det der sker.
Det er ikke stor filmkunst Carpenter bringer os, hvad vi vel heller ikke forventer af ham, men det er effektiv og solid underholdning, fra en mand der dengang kunne skrue en god film sammen.
10/11-2005
