Kitanos kaotiske mareridt
2.0
Jeg var til den officielle japanske premiere i Yurakucho, Tokyo, på Kitano Takeshis nyeste film, hvor Kitano selv deltog. At Kitano personligt dukkede op og undskyldte gjorde dog ikke filmen bedre.
En af de film der vækkede min interesse for ny japansk film er Kitanos fabelagtige “Hana-Bi”, hvor han poetisk bruger yakuza-genren til at fortælle en historie om menneskelig tragedie. Dette er for mig at se stadigvæk hans bedste film. Før og efter denne har han også lavet en del hårdkogte yakuza-film, men i Japan er han mest kendt som en TV-geinin eller entertainer. I “Minna Yatteru ka” viste han sit TV-ansigt til at lave en crazy-komedie, der drev det hele længere ud end Monty Python. Det kaotiske og surrealistiske element var hele tiden forbundet med et komisk element i den film, så selv om den måske ikke havde en dragende historie eller et interessant tema (ud over pubertets- og toilethumor), så fungerede filmen i sin helhed.
I “Takeshi's” forsøger Kitano at bringe alle elementer af sine film sammen i en stor medley godt blandet med hvad han nu kunne finde fra sine tv-programmer. “Takeshis'” er i bund og grund en syret potpourri af scener fra “Hana-Bi”, “Sonatine”, “Kikujiro” med mere. Midt i det hele mixer Kitano en transvetitsangerinde og nogle hippe tapdancers ind i det hele med en DJ og en masse yakuza der skyder på hinanden, mens deres stillinger udgør til forskellige stjernetegn. Der er også en neger, der løber med en kæmpe lygte på hovedet, to sumofede kæmper der evigt ter sig tosset, en yakuza der dag og nat står og fortæller dumme jokes til sin kæreste i en lejlighedsopgang.
Et eller andet sted er der også noget der ligner en historie. Efter filmen indrømmede Kitano selv, at han ikke rigtig kunne finde ud af historien, men der er noget der ligner lidt. Som et bindeled i kaosset er der en fortælling, hvor to versioner af Kitano selv mødes. Den ene version af Kitano er en taber i livet, der arbejder i en convenience store til minimumsløn, mens han drømmer om at være som den anden version af Kitano, et succesfuldt rigt og dumt svin der tramper på alt og alle. Vi følger for det meste den stakkels taber Kitano, og alle de bizarre ting der foregår i filmen er som regel serveret som hans dagdrømmeri, hvis de da er serveret overhovedet. Som regel leder den ene bizarre handling til den næste. En orm i en blomsterbuket som den succesfulde Kitano modtager efter en afsluttet film bliver til en avantgarde forestilling i en natklub, hvor den føromtalte transvetit synger sange, om hvor hårdt livet er.
Tematisk ser “Takeshis'” ud til at være en meget personlig og intim film, som Kitano (instruktøren) har brugt til at kæmpe med sine egne dæmoner. Det dumme svin Kitano der skyder på det hele mod den forsigtige Kitano, der mangler al selvtillid. Selv denne historie er meget tynd i filmen. Den får aldrig plads til udvikle sig. Det meste af filmen er fyld og insidejokes, hvilket får mig til at tro at hele filmen i sig selv er en indforstået vittighed. De vittigheder, der optræder mere eksplicit i filmen, er ganske platte og ikke specielt sjove. Selv en hyldest til Itami Juzos “Tampopo” i en scene i en ramen-butik mislykkedes.
Efter filmen blev vist fortalte Kitano, at han mente, at denne film var meget lettere at forstå end Godard. Jeg mener bestemt ikke, at denne film kan sammenlignes med de fleste af Godards film. Godard tager stilling til sin omverden i sine film. Kitano har i “Takeshis'” lavet en hjemmevideo fra sin egen drømmeverden.
Han nævnte også at han indspillede og klippede filmen under en depression, hvilket nok har præget udfaldet. Filmen kan ses til nøds, hvis man er vild med Kitanos mindreværdskomplekser og al hans sære humor. Ellers er der ganske lidt at komme efter.
Kitano laver fænomenale impressionistiske film med ganske få abstraktioner. “Takeshis'” er en stor pærevælling af ligegyldige abstraktioner.
En af de film der vækkede min interesse for ny japansk film er Kitanos fabelagtige “Hana-Bi”, hvor han poetisk bruger yakuza-genren til at fortælle en historie om menneskelig tragedie. Dette er for mig at se stadigvæk hans bedste film. Før og efter denne har han også lavet en del hårdkogte yakuza-film, men i Japan er han mest kendt som en TV-geinin eller entertainer. I “Minna Yatteru ka” viste han sit TV-ansigt til at lave en crazy-komedie, der drev det hele længere ud end Monty Python. Det kaotiske og surrealistiske element var hele tiden forbundet med et komisk element i den film, så selv om den måske ikke havde en dragende historie eller et interessant tema (ud over pubertets- og toilethumor), så fungerede filmen i sin helhed.
I “Takeshi's” forsøger Kitano at bringe alle elementer af sine film sammen i en stor medley godt blandet med hvad han nu kunne finde fra sine tv-programmer. “Takeshis'” er i bund og grund en syret potpourri af scener fra “Hana-Bi”, “Sonatine”, “Kikujiro” med mere. Midt i det hele mixer Kitano en transvetitsangerinde og nogle hippe tapdancers ind i det hele med en DJ og en masse yakuza der skyder på hinanden, mens deres stillinger udgør til forskellige stjernetegn. Der er også en neger, der løber med en kæmpe lygte på hovedet, to sumofede kæmper der evigt ter sig tosset, en yakuza der dag og nat står og fortæller dumme jokes til sin kæreste i en lejlighedsopgang.
Et eller andet sted er der også noget der ligner en historie. Efter filmen indrømmede Kitano selv, at han ikke rigtig kunne finde ud af historien, men der er noget der ligner lidt. Som et bindeled i kaosset er der en fortælling, hvor to versioner af Kitano selv mødes. Den ene version af Kitano er en taber i livet, der arbejder i en convenience store til minimumsløn, mens han drømmer om at være som den anden version af Kitano, et succesfuldt rigt og dumt svin der tramper på alt og alle. Vi følger for det meste den stakkels taber Kitano, og alle de bizarre ting der foregår i filmen er som regel serveret som hans dagdrømmeri, hvis de da er serveret overhovedet. Som regel leder den ene bizarre handling til den næste. En orm i en blomsterbuket som den succesfulde Kitano modtager efter en afsluttet film bliver til en avantgarde forestilling i en natklub, hvor den føromtalte transvetit synger sange, om hvor hårdt livet er.
Tematisk ser “Takeshis'” ud til at være en meget personlig og intim film, som Kitano (instruktøren) har brugt til at kæmpe med sine egne dæmoner. Det dumme svin Kitano der skyder på det hele mod den forsigtige Kitano, der mangler al selvtillid. Selv denne historie er meget tynd i filmen. Den får aldrig plads til udvikle sig. Det meste af filmen er fyld og insidejokes, hvilket får mig til at tro at hele filmen i sig selv er en indforstået vittighed. De vittigheder, der optræder mere eksplicit i filmen, er ganske platte og ikke specielt sjove. Selv en hyldest til Itami Juzos “Tampopo” i en scene i en ramen-butik mislykkedes.
Efter filmen blev vist fortalte Kitano, at han mente, at denne film var meget lettere at forstå end Godard. Jeg mener bestemt ikke, at denne film kan sammenlignes med de fleste af Godards film. Godard tager stilling til sin omverden i sine film. Kitano har i “Takeshis'” lavet en hjemmevideo fra sin egen drømmeverden.
Han nævnte også at han indspillede og klippede filmen under en depression, hvilket nok har præget udfaldet. Filmen kan ses til nøds, hvis man er vild med Kitanos mindreværdskomplekser og al hans sære humor. Ellers er der ganske lidt at komme efter.
Kitano laver fænomenale impressionistiske film med ganske få abstraktioner. “Takeshis'” er en stor pærevælling af ligegyldige abstraktioner.
11/11-2005
