Frodig Hawn
2.0
Afdanket groupie (Hawn) opsøger sin gamle veninde (Sarandon), hun ikke har set i 20 år og som har lagt det vilde liv bag sig.
Letfordøjeligt komisk drama, der holdes oppe af den stærke præstation af Hawn, der vist aldrig er set så kvindelig og frodig før.
Dramaet er nu til at overse, for selv om filmen underholder og har et par gode aspekter, der desværre ikke udforskes, så folder det sig aldrig ud i fuldt flor og bliver en film der går i dybden med sin egen problematikker omkring venskab og dens filosoferen over livet.
Når man samtidig vælger de politisk korrekte og nemme løsninger og en af filmens bærende personer, spillet meget jævnt af Sarandon, ikke virker særlig troværdig, hendes omvæltning sker på nul tid og det skift man hører om i fortiden fra groupie til mønsterborger er heller ikke sandsynligt, så ødelægger man noget der kunne være blevet en god film.
Det starter ellers godt, hvor vi følger Hawn’s karakter, der ikke vil erkende at tiden er løbet fra hende, da hun fyres fra sig job på en natklub og derfor tager sin bil og kører mod Phoenix (tynd symbolik i øvrigt) og på vejen møder en neurotisk (er de ikke altid det på film?) forfatter spillet godt af Rush, der i bund og grund ikke får den helt store betydning for filmen. Men da vi kommer til selve filmens kerne, så ender det hele tamt og alt, alt for forudsigeligt, uden at turde gøre konflikterne til noget særligt, som der ellers er lagt op til. Synd og skam.
Letfordøjeligt komisk drama, der holdes oppe af den stærke præstation af Hawn, der vist aldrig er set så kvindelig og frodig før.
Dramaet er nu til at overse, for selv om filmen underholder og har et par gode aspekter, der desværre ikke udforskes, så folder det sig aldrig ud i fuldt flor og bliver en film der går i dybden med sin egen problematikker omkring venskab og dens filosoferen over livet.
Når man samtidig vælger de politisk korrekte og nemme løsninger og en af filmens bærende personer, spillet meget jævnt af Sarandon, ikke virker særlig troværdig, hendes omvæltning sker på nul tid og det skift man hører om i fortiden fra groupie til mønsterborger er heller ikke sandsynligt, så ødelægger man noget der kunne være blevet en god film.
Det starter ellers godt, hvor vi følger Hawn’s karakter, der ikke vil erkende at tiden er løbet fra hende, da hun fyres fra sig job på en natklub og derfor tager sin bil og kører mod Phoenix (tynd symbolik i øvrigt) og på vejen møder en neurotisk (er de ikke altid det på film?) forfatter spillet godt af Rush, der i bund og grund ikke får den helt store betydning for filmen. Men da vi kommer til selve filmens kerne, så ender det hele tamt og alt, alt for forudsigeligt, uden at turde gøre konflikterne til noget særligt, som der ellers er lagt op til. Synd og skam.
12/11-2005
