One Dumb Dummy
1.0
Den morderiske dukke Chuck (Dourif) og hans intrigante kone Tiffany (Tilly) har fået en søn eller er det en datter, Glen eller Glenda (Boyd) og han/hun er ikke ond, det må han/hun lære.
Efter den forholdsvis overraskende vellykkede og morsomme ”Bride Of Chucky”, er vi nu kommet til femte del af denne serie og sikken en omgang møg der serveres.
Der kastes om sig med referencer til filmen selv, filmbranchen i almindelighed og andre film i en uskøn og overeksponeret pærevælling, som var det i sig selv morsomt, men uden at være det eller underholdende for den sags skyld, der er blot anstrengende.
Imens hældes der den ene liter blod ud efter den anden, for at skabe lidt gys i en film er absolut ikke er uhyggelig og ikke formår at fremkalde et eneste fornøjeligt øjeblik i en historie så rodet, trods den spinkle ide den er bygget på, at det virker som om at den spillefilmsdebuterende instruktør Mancini, der har skrevet manuskript til alle filmene, ikke har anet hvad han havde gang i og ikke selv har vist hvad det hele gik ud på.
Velproportionerede Tilly der både spiller noget der skal forestille hende selv og lægger stemme til dukken Tiffany, ”filosoferer” pinligt og hysterisk over sin egen manglende succes og at hun må medvirke i sådanne elendige B-film som denne (Gud hvor er det dog rigtigt, elendig er den) og det lige så man krummer tæer.
Ideen med dukkerne er for længst blevet forvandlet til en indholdsløs kliche, derfor prøvede man også i forrige film at gøre den til mere sort komedie end gyser. Her prøver man så bare at bygge mere på og gøre det endnu mere grotesk, men på så billig en baggrund og proppet med uopfindsomme påfund, at man ikke engang keder sig, men irriteres og provokeres grusomt over, at de regner en for værende så dum.
Ideen med Chucky og Tiffany’s barn virker endvidere dybt puerilt (nej, ikke ironisk ment) og udføres så pauvert som det kan gøres, mens han/hun er så uudholdelig at høre på, latterlig at overvære og tåbelig at se på at man får lyst til at kværke folkene der står bag dette gennemførte ringe makværk, der kun kan kaldes en fornærmelse mod tænkende mennesker.
Efter den forholdsvis overraskende vellykkede og morsomme ”Bride Of Chucky”, er vi nu kommet til femte del af denne serie og sikken en omgang møg der serveres.
Der kastes om sig med referencer til filmen selv, filmbranchen i almindelighed og andre film i en uskøn og overeksponeret pærevælling, som var det i sig selv morsomt, men uden at være det eller underholdende for den sags skyld, der er blot anstrengende.
Imens hældes der den ene liter blod ud efter den anden, for at skabe lidt gys i en film er absolut ikke er uhyggelig og ikke formår at fremkalde et eneste fornøjeligt øjeblik i en historie så rodet, trods den spinkle ide den er bygget på, at det virker som om at den spillefilmsdebuterende instruktør Mancini, der har skrevet manuskript til alle filmene, ikke har anet hvad han havde gang i og ikke selv har vist hvad det hele gik ud på.
Velproportionerede Tilly der både spiller noget der skal forestille hende selv og lægger stemme til dukken Tiffany, ”filosoferer” pinligt og hysterisk over sin egen manglende succes og at hun må medvirke i sådanne elendige B-film som denne (Gud hvor er det dog rigtigt, elendig er den) og det lige så man krummer tæer.
Ideen med dukkerne er for længst blevet forvandlet til en indholdsløs kliche, derfor prøvede man også i forrige film at gøre den til mere sort komedie end gyser. Her prøver man så bare at bygge mere på og gøre det endnu mere grotesk, men på så billig en baggrund og proppet med uopfindsomme påfund, at man ikke engang keder sig, men irriteres og provokeres grusomt over, at de regner en for værende så dum.
Ideen med Chucky og Tiffany’s barn virker endvidere dybt puerilt (nej, ikke ironisk ment) og udføres så pauvert som det kan gøres, mens han/hun er så uudholdelig at høre på, latterlig at overvære og tåbelig at se på at man får lyst til at kværke folkene der står bag dette gennemførte ringe makværk, der kun kan kaldes en fornærmelse mod tænkende mennesker.
12/11-2005
