Kærligheden Kalder, Men Hvorhen?

Ung kvinde (Witherspoon) med begyndende succes som tøj-designer i New York, skal snart giftes med populær og rig politiker (Demsey), men må lige vende en tur hjem til Alabama for at få styr på et par mindre heldige ting.

Instruktør Tennant er ikke en filmskaber, der har formået at levere noget imponerende og i teorien gør han det vel heller ikke denne gang.

Alligevel er der noget med denne romantiske komedie der ramte mig lige i hjertet. Handlingen følger da indrømmet en klichefyldt, men styrer dog heldigvis udenom et par enkelte af de helt store, og lettere forudsigelig vej og den store opfindsomhed er der ikke at finde.

Historien om pigen der lever det søde liv, har fundet den tilsyneladende perfekte mand og lagt sin fortid som pige fra landet, hvad hun er frygteligt flov over, bag sig, men møder kærligheden fra dengang, der er den fuldstændige kontrast til hendes nuværende mand og liv, den er set før og mange gange (det i sig selv gør selvfølgelig ikke en film dårlig) og det er i egentlig både gement og nedsættende.

Det er derudover også både virkelighedsfjernt og pop-romantik af den slags man næppe møder i den virkelige verden og det er en kærlighedsfantasi for drømmere, men det virker og det er der flere grunde til.

Først og fremmest er det fordi Witherspoon, som jeg ellers ikke har de høje tanker om, spiller så gennemført charmerende og skønt, at hendes person smitter af langt ud over filmstrimlen. Men også Lucas gør en fin indsats som manden hun måske, måske ikke elsker og er med til at trække helhedsindtrykket op.

Tillige er filmen befolket af herlige små og store skæve personligheder, som man først tror der bliver unfair latterliggjort, men som filmen skrider frem, vinder så mange sympati point at man ender med at opdage, at filmen ikke får os til at grine af dem, men med dem og det er en vigtig forskel. '

Det er hverken dybt, originalt og filmens kernepunkter er populistiske og moralske, men den rammer ikke desto mindre plet i et par aspekter omkring tilværelsen og kærligheden på en måde jeg i hvert fald kunne relatere til.

På musik-siden er filmen spækket med flere fede numre, der får denne aldrig kedelige lille film til at svinge helt frem til slutningen.

Jeg skal gerne erkende at jeg måske har bedømt den en anelse for højt, men med de rette forventninger føler jeg at filmen holder og da mine forventninger var helt i bund, blev jeg positivt overrasket. Man skal vel heller ikke sætte sig til at se en amerikansk romantisk komedie af denne art og så forvente dyb originalitet og den slags, det ville være et ualmindeligt dumt udgangspunkt.

Vi ved jo på forhånd vi får en gang sentimental sludder, men den kan indimellem også være tiltrængt.