Stille sprængstof

”Napoleon Dynamite” blev med al sin offbeat charme til det største sleeper hit i USA i 2004, hvor den måned efter måned udvidede til flere og flere biografer. Og den fortjener det, for det er en absolut dejlig komedie, som jeg ikke havde troet komme kunne ud af et filmland som USA, der hylder de store og stærke vindere. ”Napoleon Dynamite” hylder nemlig i stedet de små og skæve eksistenser.

Den skæveste af dem alle er Napoleon selv. Han har altid øjnene halvt lukket, kæften står altid på klem, og håret er den største rodebunke af krøller nogensinde set på film. Og han taler altid i en småvred tone. Hans bror Kip netdater og køber lort på TV-shop (karatekurser og tidsmaskiner). Hans onkel, der er på besøg efter bedstemoren faldt af en motocross, lever i 1982, og han drømmer om dengang, han næsten var med Footballholdet, når han ikke sælger større bryster til kvinderne i nabolaget.

Filmen er en serie af skøre indfald. Da onklen tjener 100 dollars på en dag, siger Napoleon at det kan han da sagtens gøre, hvorefter han tager på verdens klammeste hønsefarm, hvor de drikker æg til frokost, og han kommer hjem med 6 dollars. Napoleon får også en ven i den mexicanske immigrant, og han har også noget kørende med Debbie, der tager glamourbilleder.

Den er langtude, men stadig troværdig. Et billede af de skæve ting i hverdagen, set ud fra nogle ikke helt almindelige menneskers vinkler. Jeg kan godt forstå hvorfor den blev populær. Det bedste ved Hollywood er at de også sætter penge i denne slags semiindependent film, hvor instruktører ikke nødvendigvis skal appellere til masserne. De kan i stedet, som tilfældet også er med Napoleon, kigge lidt på de eksistenser, der heldigvis ikke er som resten af flokken.