It's such a fine line between stupid, and clever.
5.0
”Spinal Tap” er en af de sjoveste mockumentaries, jeg har set.
Filmen er præsenteret som en dokumentar af Marty DiBergi (instruktøren Rob Reiner selv), der følger bandet Spinal Tap på sin Heavy Metal tour i USA efter en karriere, hvor de har skiftet image og trommeslager, som vinden blæser. Bandet er fuldkommen fiktivt, men så absolut troværdigt. Det ligner en dokumentar om et rigtig rockband uhyggeligt meget med al selvfedheden og pompøsiteten som et hvert rockband må have.
Forsanger David St. Hubbins (Michael McKean) er sammen med sin kæreste overbevist om, at han har et eller andet dybt spirituelt at sige. En af sangene handler om Stonehenge, hvor åbningslinjerne lyder: ”In ancient times, hundreds of years before the dawn of history, an ancient race of people... the Druids. No one knows who they were or what they were doing...”, hvorefter dværge danser rundt om en miniatureudgave af Stonehenge. Denne absurditet er håndteret ufatteligt godt og overbevisende. På den ene side får vi ondt af drengene, og på den anden side kan vi ikke holde latteren tilbage.
Filmen bryder den ene illusion efter den anden om rock og rockverdenen. Helt fra agurker i underbukserne til kommerciel tilpasning. Men filmen ydmyger ikke blot karaktererne. Den respekterer deres leg, uanset hvor lidt bandet forstår sig selv og sin plads i verden. Og fordi den respekterer karaktererne, så betyder det noget for os, publikum, når de gennemgår den ene vanskelighed efter den anden.
Filmen er præsenteret som en dokumentar af Marty DiBergi (instruktøren Rob Reiner selv), der følger bandet Spinal Tap på sin Heavy Metal tour i USA efter en karriere, hvor de har skiftet image og trommeslager, som vinden blæser. Bandet er fuldkommen fiktivt, men så absolut troværdigt. Det ligner en dokumentar om et rigtig rockband uhyggeligt meget med al selvfedheden og pompøsiteten som et hvert rockband må have.
Forsanger David St. Hubbins (Michael McKean) er sammen med sin kæreste overbevist om, at han har et eller andet dybt spirituelt at sige. En af sangene handler om Stonehenge, hvor åbningslinjerne lyder: ”In ancient times, hundreds of years before the dawn of history, an ancient race of people... the Druids. No one knows who they were or what they were doing...”, hvorefter dværge danser rundt om en miniatureudgave af Stonehenge. Denne absurditet er håndteret ufatteligt godt og overbevisende. På den ene side får vi ondt af drengene, og på den anden side kan vi ikke holde latteren tilbage.
Filmen bryder den ene illusion efter den anden om rock og rockverdenen. Helt fra agurker i underbukserne til kommerciel tilpasning. Men filmen ydmyger ikke blot karaktererne. Den respekterer deres leg, uanset hvor lidt bandet forstår sig selv og sin plads i verden. Og fordi den respekterer karaktererne, så betyder det noget for os, publikum, når de gennemgår den ene vanskelighed efter den anden.
15/11-2005
