For sportens skyld
3.0
Til at begynde med må jeg tilslutte mig Ardi Móns kritik af Coster Waldaus mumleri, som dels er ekstremt, og dels ganske enkelt ikke virker sandsynligt for en befalingsmand i hæren.
Aage Rais' film beskæftiger sig med et interessant emne, hvilket titlen også understreger: Nemlig nogle af de sociale konsekvenser af den vestlige civilisations stadigt mere fjerne forestilling om krig.
Filmens væsentligste problem er dens ujævne udførelse: Det ene øjeblik begejstres jeg over filmens rå stemning udmærket anført af Coster Waldaus skumle enspænder af en elitesoldat, samt det visuelle indtryk af stilheden og den lurende fare i det grå, fugtige natur (selv om Estland næppe ligner Bosnien!). Men i det næste irriteres jeg over personadfærd og replikker, som jeg ganske enkelt ikke finder troværdige.
Et andet problem er "elitepsykopatens" overordnede motiv til at opføre sig som et regulært dumt svin. Flere steder antydes det, at han nærmest ØNSKER, at vor unge, nervøse helt skal gøre en ende på hans usle tilværelse. Men hvis filmen essentielt ønsker at være en "duel" mellem de to FN-soldater, virker det underligt med hele lejesoldat-eventyret og de mange bifigurer, mens vi intet indblik får i d'herrers forestillingsverden. Derved forbliver Coster Waldaus elitesoldat i den unuancerede rolle som ubegribelig, kold dræber og provokatør hele vejen gennem filmen.
Unge Widerberg er god som virkelighedsfjern ung svensker (han manifesterer genstanden for filmens samfundskritik), mens englænderen, der ikke kan ramme en ladeport, nærmest er latterlig. Hvorvidt den tyske under cover-journalist (Julia Jäger) nogensinde kunne ende i dét selskab er nok også tvivlsomt.
Alt i alt et kvalitetsmæssigt noget ujævnt krigsdrama, som lider af utilstrækkelige replikker samt det totale fravær af mental indsigt i filmens to hovedpersoner.
Aage Rais' film beskæftiger sig med et interessant emne, hvilket titlen også understreger: Nemlig nogle af de sociale konsekvenser af den vestlige civilisations stadigt mere fjerne forestilling om krig.
Filmens væsentligste problem er dens ujævne udførelse: Det ene øjeblik begejstres jeg over filmens rå stemning udmærket anført af Coster Waldaus skumle enspænder af en elitesoldat, samt det visuelle indtryk af stilheden og den lurende fare i det grå, fugtige natur (selv om Estland næppe ligner Bosnien!). Men i det næste irriteres jeg over personadfærd og replikker, som jeg ganske enkelt ikke finder troværdige.
Et andet problem er "elitepsykopatens" overordnede motiv til at opføre sig som et regulært dumt svin. Flere steder antydes det, at han nærmest ØNSKER, at vor unge, nervøse helt skal gøre en ende på hans usle tilværelse. Men hvis filmen essentielt ønsker at være en "duel" mellem de to FN-soldater, virker det underligt med hele lejesoldat-eventyret og de mange bifigurer, mens vi intet indblik får i d'herrers forestillingsverden. Derved forbliver Coster Waldaus elitesoldat i den unuancerede rolle som ubegribelig, kold dræber og provokatør hele vejen gennem filmen.
Unge Widerberg er god som virkelighedsfjern ung svensker (han manifesterer genstanden for filmens samfundskritik), mens englænderen, der ikke kan ramme en ladeport, nærmest er latterlig. Hvorvidt den tyske under cover-journalist (Julia Jäger) nogensinde kunne ende i dét selskab er nok også tvivlsomt.
Alt i alt et kvalitetsmæssigt noget ujævnt krigsdrama, som lider af utilstrækkelige replikker samt det totale fravær af mental indsigt i filmens to hovedpersoner.
15/11-2005
