En ung, vred juvel i filmhistorien
6.0
Jeg har længe ventet på at denne klassiker i moderne filmkunst fik sin plads her på Scope. Oshima Nagisa er en af mine favoritinstruktører, og ”Seishun Zankoku Monogatari” er en af mine absolut mest elskede film.
”Seishun Zankoku Monogatari” handler om de to vilde unge Makoto (Kuwano Miyuki, der blandt andet har spillet med i Kurosawas ”Akahige (Red Beard)", Ozu Yasujiros ”Akibiyori (Late Autumn)”) og Kiyoshi (Kawazu Yusuke, der blandt andet har spillet med i Suzuki Seijuns ”Kenka Ereji(Fighting Elegy)”, Masumura Yasuzos ”Manji”, og Kobayashi Masakis ”Ningen no Jôken II+III(Human Condition)"). Makoto er i starten af filmen en forholdsvis almindelig og uskyldig gymnasiepige, der som alle andre unge piger eftertragtes af liderlige mænd. En aften køres hun hjem af en sådan, der på det nærmeste forsøger at voldtage hende. Kiyoshi stopper det, og tæsker manden sønder og sammen. Derefter tager han hende med ud på motorbåd, hvorefter han tager hende på floden. Me Tarzan, you Jane. Det viser sig, at Kiyoshi er lidt af en oprører, der har set sig vred på samfundet. Hans første svar er knytnæven. I starten af filmen ender han straks i et bandeslagsmål med nogle alfonser, der forsøger at få fat i Makoto. Makoto fascineres af denne frie sjæl, og hun flytter ind hos ham under storesøsterens protest og farens ligegyldige mine. Kiyoshi roder hende ud i et trick, hvor hun lader sig samle op af klamme gamle mænd, der kører hende på et hotel, hvorefter Kiyoshi giver dem tæsk og tager deres penge.
Det bliver dog ikke ved at gå godt imellem dem. Men filmens pointe er ikke at vise, hvor slemt det går, når man laver amoralske ting og begår forbrydelser. Filmen er hele vejen sympatisk for de to unges opgør med deres omgivelser. I starten er det måske ikke til at forstå eller acceptere Kiyoshis handlinger eller væsen. Specielt ikke de ting han gør overfor Makoto, som er filmens omdrejningspunkt, hvad angår sympati og medfølelse. Men henimod slutningen lærer vi at forstå ham og hans håbløse vrede bedre. Samfundet er uforbederligt. Mænd vil altid tyrannisere kvinder. Ældre vil altid tyrannisere de unge. De venligste patriarker viser sig hurtigt at have mørke og onde intentioner. Det lykkedes ikke for de tidligere generationer, i filmen symboliseret ved søsteren, at bryde igennem muren med deres drømme og idealer. Det vil heller ikke lykkedes for den nye efterkrigstidsgeneration, der ingen drømme har. Blot vrede, energi, passion, sex, vold.
Der er lavet mange film om ungdomsoprør og de nye idealer efter ”Seishun Zankoku Monogatari”, men få har været så rammende og energiske som denne. Kuwano Miyuki spiller fantastisk med sin umiddelbart naive Makoto, der i sidste ende rummer mere dybde og styrke end man skulle tro. Kawazu Yusukes Kiyoshi gennemgår også en forvandling i filmen, og på samme måde som med Michel i ”A Bout de Souffle” fatter vi sympati for denne ellers utilregnelige og tilsyneladende ubarmhjertige karakter. Filmen starter med klicheer fra en kærligheds- og ungdomshistorie til at vise mennesker i en historie med noget på hjerte.
Absolut en af de bedste film jeg har set, og en film, der har vækket inspiration i den indre historiefortæller på samme måde som ”A Bout de Souffle” gjorde det Jeg er blevet mere og mere hooket på japansk og fransk Nouvelle Vague, og film, der bearbejder mennesker fortabt i tomme og kyniske samfundsstrukturer, som de ikke har mulighed for at påvirke. Jeg får lyst til at lave film. Og det samme gjorde Godard, der så denne film fire år efter den blev lavet. Godard har sagt, at Oshima i denne film lavede en rigtig Nouvelle Vague før ham og Truffaut. Det er dog tydeligt at forholdet er gensidigt. Nouvelle Vague var en stormflod i Europa, men en Tsunami i Japan.
”Seishun Zankoku Monogatari” handler om de to vilde unge Makoto (Kuwano Miyuki, der blandt andet har spillet med i Kurosawas ”Akahige (Red Beard)", Ozu Yasujiros ”Akibiyori (Late Autumn)”) og Kiyoshi (Kawazu Yusuke, der blandt andet har spillet med i Suzuki Seijuns ”Kenka Ereji(Fighting Elegy)”, Masumura Yasuzos ”Manji”, og Kobayashi Masakis ”Ningen no Jôken II+III(Human Condition)"). Makoto er i starten af filmen en forholdsvis almindelig og uskyldig gymnasiepige, der som alle andre unge piger eftertragtes af liderlige mænd. En aften køres hun hjem af en sådan, der på det nærmeste forsøger at voldtage hende. Kiyoshi stopper det, og tæsker manden sønder og sammen. Derefter tager han hende med ud på motorbåd, hvorefter han tager hende på floden. Me Tarzan, you Jane. Det viser sig, at Kiyoshi er lidt af en oprører, der har set sig vred på samfundet. Hans første svar er knytnæven. I starten af filmen ender han straks i et bandeslagsmål med nogle alfonser, der forsøger at få fat i Makoto. Makoto fascineres af denne frie sjæl, og hun flytter ind hos ham under storesøsterens protest og farens ligegyldige mine. Kiyoshi roder hende ud i et trick, hvor hun lader sig samle op af klamme gamle mænd, der kører hende på et hotel, hvorefter Kiyoshi giver dem tæsk og tager deres penge.
Det bliver dog ikke ved at gå godt imellem dem. Men filmens pointe er ikke at vise, hvor slemt det går, når man laver amoralske ting og begår forbrydelser. Filmen er hele vejen sympatisk for de to unges opgør med deres omgivelser. I starten er det måske ikke til at forstå eller acceptere Kiyoshis handlinger eller væsen. Specielt ikke de ting han gør overfor Makoto, som er filmens omdrejningspunkt, hvad angår sympati og medfølelse. Men henimod slutningen lærer vi at forstå ham og hans håbløse vrede bedre. Samfundet er uforbederligt. Mænd vil altid tyrannisere kvinder. Ældre vil altid tyrannisere de unge. De venligste patriarker viser sig hurtigt at have mørke og onde intentioner. Det lykkedes ikke for de tidligere generationer, i filmen symboliseret ved søsteren, at bryde igennem muren med deres drømme og idealer. Det vil heller ikke lykkedes for den nye efterkrigstidsgeneration, der ingen drømme har. Blot vrede, energi, passion, sex, vold.
Der er lavet mange film om ungdomsoprør og de nye idealer efter ”Seishun Zankoku Monogatari”, men få har været så rammende og energiske som denne. Kuwano Miyuki spiller fantastisk med sin umiddelbart naive Makoto, der i sidste ende rummer mere dybde og styrke end man skulle tro. Kawazu Yusukes Kiyoshi gennemgår også en forvandling i filmen, og på samme måde som med Michel i ”A Bout de Souffle” fatter vi sympati for denne ellers utilregnelige og tilsyneladende ubarmhjertige karakter. Filmen starter med klicheer fra en kærligheds- og ungdomshistorie til at vise mennesker i en historie med noget på hjerte.
Absolut en af de bedste film jeg har set, og en film, der har vækket inspiration i den indre historiefortæller på samme måde som ”A Bout de Souffle” gjorde det Jeg er blevet mere og mere hooket på japansk og fransk Nouvelle Vague, og film, der bearbejder mennesker fortabt i tomme og kyniske samfundsstrukturer, som de ikke har mulighed for at påvirke. Jeg får lyst til at lave film. Og det samme gjorde Godard, der så denne film fire år efter den blev lavet. Godard har sagt, at Oshima i denne film lavede en rigtig Nouvelle Vague før ham og Truffaut. Det er dog tydeligt at forholdet er gensidigt. Nouvelle Vague var en stormflod i Europa, men en Tsunami i Japan.
16/11-2005
