En Overlang Forlovelse
4.0
Den ejegode Mathilde (Tautou) tror ikke på, at hendes forlovede er død ved fronten under første verdenskrig og begynder en desperat søgen efter ham.
At Jeunet er en fremragende billedmager, har han bevist mange gange og her er det ingen undtagelse. At hans film så ofte også har en vedkommende og interessant historie, gør ham til en af de store instruktører i fransk film.
Efter den lettere overvurderede, men visuelt fantasirige og flotte ”Le Fabuleux Destin D’Amélie Poulain” finder jeg der er mere bid i ham her og at han er tilbage med en fortælling der ikke drukner så meget i lyserød lyrik, men til gengæld, trods filmens mange fremragende kvaliteter, lever så rigeligt op til sin titel, for den føles meget lang.
Historien om en romantisk drømmer, godt spillet af Tautou, der er på grund af den helt store kærlighed, nægter at opgive håbet om at hendes forlovede er i live, er et billede på den uskyldighed som verden mister i krigen og samtidig et billede på en virkelighedsfornægtende person, der ender med at være så opslugt af sin tro, at hun næsten glemmer selv at leve.
Jeunet viser sig så i slutningen at være en ægte optimist og giver os troen på, at den ægte kærlighed både kan overleve de værste kriser og genfindes, og at man kan komme ud på den anden side af en personlig krise og lære at leve igen. Det er både smukt og stærkt at Jeunet ikke blot vælger en typisk tragisk slutning, som ellers ofte ses i de mere seriøse filmværker.
Handlingen er multifacetteret, den har flere lag og mange spændende side-historier, der alle hænger sammen med selve kernefortællingen, men den tager sig også lige rigeligt med tid med at komme hen hvor den skal og det så meget, at det trækker ned, for man begynder indimellem at kede sig en anelse, selv om filmen byder på mange mindeværdige og spændende øjeblikke.
Men uanset hvad man mener om historien, det gode skuespil man præsenteres for af de mange skuespillere og meget mere, så er det i filmens fornemme billed-stil, der med flere forskellige teknikker gøres poetisk og unik, så man fascineres og betages filmen igennem, at filmen den vinder. Jeunet er en levende fortæller og har en eksklusiv visuel sans, der er de færreste forundt og tager os med på fantastisk rejse i hans specielle og enestående univers.
At Jeunet er en fremragende billedmager, har han bevist mange gange og her er det ingen undtagelse. At hans film så ofte også har en vedkommende og interessant historie, gør ham til en af de store instruktører i fransk film.
Efter den lettere overvurderede, men visuelt fantasirige og flotte ”Le Fabuleux Destin D’Amélie Poulain” finder jeg der er mere bid i ham her og at han er tilbage med en fortælling der ikke drukner så meget i lyserød lyrik, men til gengæld, trods filmens mange fremragende kvaliteter, lever så rigeligt op til sin titel, for den føles meget lang.
Historien om en romantisk drømmer, godt spillet af Tautou, der er på grund af den helt store kærlighed, nægter at opgive håbet om at hendes forlovede er i live, er et billede på den uskyldighed som verden mister i krigen og samtidig et billede på en virkelighedsfornægtende person, der ender med at være så opslugt af sin tro, at hun næsten glemmer selv at leve.
Jeunet viser sig så i slutningen at være en ægte optimist og giver os troen på, at den ægte kærlighed både kan overleve de værste kriser og genfindes, og at man kan komme ud på den anden side af en personlig krise og lære at leve igen. Det er både smukt og stærkt at Jeunet ikke blot vælger en typisk tragisk slutning, som ellers ofte ses i de mere seriøse filmværker.
Handlingen er multifacetteret, den har flere lag og mange spændende side-historier, der alle hænger sammen med selve kernefortællingen, men den tager sig også lige rigeligt med tid med at komme hen hvor den skal og det så meget, at det trækker ned, for man begynder indimellem at kede sig en anelse, selv om filmen byder på mange mindeværdige og spændende øjeblikke.
Men uanset hvad man mener om historien, det gode skuespil man præsenteres for af de mange skuespillere og meget mere, så er det i filmens fornemme billed-stil, der med flere forskellige teknikker gøres poetisk og unik, så man fascineres og betages filmen igennem, at filmen den vinder. Jeunet er en levende fortæller og har en eksklusiv visuel sans, der er de færreste forundt og tager os med på fantastisk rejse i hans specielle og enestående univers.
16/11-2005
