De dræbende trivialiteter
5.0
Jeg så mange ligheder i Gus Van Sants poetiske billedfortælling med Koreeda Hirokazus film, og til dels også Tsai Ming-Liangs film. Her taler kameraet i stedet for personerne. Og fordi personerne der optræder i filmen for det meste er stille (eller fordi deres snak ikke har nogen nævneværdig betydning for plottet), så virker personerne realistiske, komplekse og interessante. Filmen er lavet på baggrund af Columbine episoden, hvor to unge high school studerende, der følte, at de ingen plads havde i samfundet, kynisk og koldt skød deres medstuderende ned. Fuldkommen blottet for medmenneskelighed, og en handling der signalerer fuldkommen desperation.
Filmen giver ingen enkle svar på denne begivenhed. Den genopfører drabene og giver os ny forståelse af det moderne liv for unge i vores tid. Den første del af filmen består udelukkende af langsom karakterskildring og miljøskildring af teenagernes hverdag. De lange sekvenser hvor karaktererne går rundt på skolegangene bliver aldrig kedelige. De giver os et tæt blik på hverdagen og livet på skolen så realistisk og smukt, som det kan gøres. En smuk og kompleks skildring af hverdagstrivialiteter. Mangelen er plot og fastpresset spændingsintensivering kan være ødelæggende for enhver film. Men her fungerer det.
Der er måske snarere tale om poesi end om en fortælling. Men da filmen bryder ud i det, som vi ud fra præmisset allerede ved venter, virker det uhyggeligt effektivt, da vi kender karaktererne ved at have set dem i deres trummerum om formiddagen. Vi har anerkendt den nørdede piges frygt for sin omverden (og vi har set nogle af hendes unikke sider, så vi ikke bare kan kategorisere hende som en nørdet pige), vi har anerkendt en drengs talent for fotografi, vi har følt med drengen, hvis far kører spritkørsel.
Hvad Gus Van Sant gør i denne film, er at han sætter billeder på de tragedier, som vi blot kender som anonyme billeder fra nyhederne. Han forbinder det uforståelige med det forståelige. Selv de to massemordere menneskeliggøres i en scene fra en af drengenes hjem, hvor moren laver pandekager. Den ene af drengene spiller Beethoven, mens den anden spiller skydespil. De advarer en af studiekammeraterne, før de begynder at lege. Og legen ender i et umenneskeligt og koldt blodbad. Filmen gør ikke deres handling mere forståelig, men den bringer os tættere på, og den fremprovokerer tanker og følelser om ikke blot handlingen, men om disse unge menneskers liv og omgivelser.
Filmen er en flot præstation af amatørskuespillere, der improviserer igennem filmen. Teknisk benytter den digitale kameraer fænomenalt flot og effektivt. Filmen er en fantastisk historie, uden en egentlig historie. En (for amerikansk film) anderledes måde at lave film på, der fortjener sin anerkendelse. Måske med undtagelse af guldpalmerne, som ”Dogville” eller ”Les Invasions Barbares” burde have vundet det år. Men det gør ikke Gus Van Sants til en ringere film.
Filmen giver ingen enkle svar på denne begivenhed. Den genopfører drabene og giver os ny forståelse af det moderne liv for unge i vores tid. Den første del af filmen består udelukkende af langsom karakterskildring og miljøskildring af teenagernes hverdag. De lange sekvenser hvor karaktererne går rundt på skolegangene bliver aldrig kedelige. De giver os et tæt blik på hverdagen og livet på skolen så realistisk og smukt, som det kan gøres. En smuk og kompleks skildring af hverdagstrivialiteter. Mangelen er plot og fastpresset spændingsintensivering kan være ødelæggende for enhver film. Men her fungerer det.
Der er måske snarere tale om poesi end om en fortælling. Men da filmen bryder ud i det, som vi ud fra præmisset allerede ved venter, virker det uhyggeligt effektivt, da vi kender karaktererne ved at have set dem i deres trummerum om formiddagen. Vi har anerkendt den nørdede piges frygt for sin omverden (og vi har set nogle af hendes unikke sider, så vi ikke bare kan kategorisere hende som en nørdet pige), vi har anerkendt en drengs talent for fotografi, vi har følt med drengen, hvis far kører spritkørsel.
Hvad Gus Van Sant gør i denne film, er at han sætter billeder på de tragedier, som vi blot kender som anonyme billeder fra nyhederne. Han forbinder det uforståelige med det forståelige. Selv de to massemordere menneskeliggøres i en scene fra en af drengenes hjem, hvor moren laver pandekager. Den ene af drengene spiller Beethoven, mens den anden spiller skydespil. De advarer en af studiekammeraterne, før de begynder at lege. Og legen ender i et umenneskeligt og koldt blodbad. Filmen gør ikke deres handling mere forståelig, men den bringer os tættere på, og den fremprovokerer tanker og følelser om ikke blot handlingen, men om disse unge menneskers liv og omgivelser.
Filmen er en flot præstation af amatørskuespillere, der improviserer igennem filmen. Teknisk benytter den digitale kameraer fænomenalt flot og effektivt. Filmen er en fantastisk historie, uden en egentlig historie. En (for amerikansk film) anderledes måde at lave film på, der fortjener sin anerkendelse. Måske med undtagelse af guldpalmerne, som ”Dogville” eller ”Les Invasions Barbares” burde have vundet det år. Men det gør ikke Gus Van Sants til en ringere film.
17/11-2005
