Svært underholdende...
4.0
Et ret tilfredsstillende science-fiction spektakel af wunder-kind Steven Spielberg.
Filmens største force er efter min mening at effekterne er helt fantastisk designet. Lige siden jeg læste Klodernes Kamp som barn (både bogen og i "Illustrerede Klassikere") har jeg ønsket mig at se de klassiske Tripods på den store skærm. Og de er bare gennemført designet og animeret - til tider endda skræmmende. Som usårlige zombier vader de igennem storbyerne og forvandler både mennesker og bygninger til atomer med den klassiske "death-ray".
(Som sædavnligt fattede Filmland ikke en brik af det hele - godt at det elendige program nu er en saga blot.)
Scenen i paranoide Tim Robbins kælder er meget imponerende udført - en hyldest til samme scene i indspildningen fra 50'erne hvor tentaklen bare var lavet af blinkende julelys og et støvsuger rør. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om at at Ray slår Robbins' karakter ihjel - det er ikke helt konsistent med hvem Ray er synes jeg. Men ok, jeg aner ikke havd en "dead-beat" far, der er igang med en større bonding oplevelse med sin datter, ville gøre i den situation.
Spilbergs brug af panikslagne menneskemasser i krise situationer er måske enda endnu mere skræmmende. Efter den store bølge af angreb falder USAs infrastruktur sammen, hvilket bringer det bedste og værste frem i befolkningen.
Tom Cruise spiller udmærket som i den selvoptagede hovedrolle, men det er ikke ovveraskende Dakota Fanning, der stjæler showet. Der er blevet sagt meget om HG Wells klasiske slutning hvor bacillerne dræber rumvæsenerne. Den blev brugt i den oprindelige indspildning, plagieret i ID4 og gjort til grin i Mars Attacks. Jeg havde lidt håbet på at de ville finde en måde at indarbejde hovedrollen i akltivt at bringe rumvæsenerne i knæ, men på den anden side kunne det let være blevet kvalmende hero-agtigt.
I stedet fokuserer David Koepp og Spielberg på Cuise's distancerede forhold til sine børn, og hvordan han finder sin faderrolle under ekstreme forhold. Ganske sødt egentlig, men samtidig siger den hvad alle krigsliderlige politikere, diktatorer og manipulatører har sagt gennem tiderne:
At en fælles fjende bringer os tættere på hinanden. Det er desværre sandt...
Filmens største force er efter min mening at effekterne er helt fantastisk designet. Lige siden jeg læste Klodernes Kamp som barn (både bogen og i "Illustrerede Klassikere") har jeg ønsket mig at se de klassiske Tripods på den store skærm. Og de er bare gennemført designet og animeret - til tider endda skræmmende. Som usårlige zombier vader de igennem storbyerne og forvandler både mennesker og bygninger til atomer med den klassiske "death-ray".
(Som sædavnligt fattede Filmland ikke en brik af det hele - godt at det elendige program nu er en saga blot.)
Scenen i paranoide Tim Robbins kælder er meget imponerende udført - en hyldest til samme scene i indspildningen fra 50'erne hvor tentaklen bare var lavet af blinkende julelys og et støvsuger rør. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om at at Ray slår Robbins' karakter ihjel - det er ikke helt konsistent med hvem Ray er synes jeg. Men ok, jeg aner ikke havd en "dead-beat" far, der er igang med en større bonding oplevelse med sin datter, ville gøre i den situation.
Spilbergs brug af panikslagne menneskemasser i krise situationer er måske enda endnu mere skræmmende. Efter den store bølge af angreb falder USAs infrastruktur sammen, hvilket bringer det bedste og værste frem i befolkningen.
Tom Cruise spiller udmærket som i den selvoptagede hovedrolle, men det er ikke ovveraskende Dakota Fanning, der stjæler showet. Der er blevet sagt meget om HG Wells klasiske slutning hvor bacillerne dræber rumvæsenerne. Den blev brugt i den oprindelige indspildning, plagieret i ID4 og gjort til grin i Mars Attacks. Jeg havde lidt håbet på at de ville finde en måde at indarbejde hovedrollen i akltivt at bringe rumvæsenerne i knæ, men på den anden side kunne det let være blevet kvalmende hero-agtigt.
I stedet fokuserer David Koepp og Spielberg på Cuise's distancerede forhold til sine børn, og hvordan han finder sin faderrolle under ekstreme forhold. Ganske sødt egentlig, men samtidig siger den hvad alle krigsliderlige politikere, diktatorer og manipulatører har sagt gennem tiderne:
At en fælles fjende bringer os tættere på hinanden. Det er desværre sandt...
18/11-2005
