Et spil om nærhed og oprigtighed
4.0
Jeg fandt filmen vellykket og skærende i sin skildring af moderne (eller måske rettere postmoderne) menneskers opfattelse og udfoldelse af kærlighed og sex.
Dan (Jude Law), der lever af at skrive dødsannoncer, mens ham kæmper med en forfatterkarriere, forelsker sig ved første blik i den unge amerikanske pige Alice (Natalie Portman), da hun bliver kørt ned af en bil. Filmen springer uden fyld eller forklarende tidsmarkering nogle måneder eller år frem i tiden. Dan har skrevet en bog om sit forhold til Alice, og da han fotograferes til bogen, forelsker han sig i fotografen Anna (Julia Roberts). Dan sender i al sin modbydelighed hudlægen Larry (Clive Owen) til Anna, efter at Dan via nettet har udgivet sig for at være hende i en sexfantasiversion. Misforståelsen bringer Anna og Larry sammen. Men Dan er forelsket i Anna, hvilket Larry ikke tillader. Og det hele bliver mere og mere ubehageligt. I sidste ende vises nye sider af selv Alices karakter, som vi ellers har sympatiseret med hele filmen igennem. Men hun er måske i virkeligheden den, der nyder dette spil af løgne om oprigtighed mest.
Filmen viser kærlighedspil fra den værste side. De spiller spillet for spillets skyld. Der er ikke tale om oprigtig omsorg. Om at give afkald på dele af sit liv for at hjælpe sin partner igennem det. Nej, her er mennesket forelsket i forelskelsen. Og illusionerne brydes en for en. Ikke mindst for protagonisten Dan, der i starten indser, at legen havde alvorlige konsekvenser. Filmen er vittigt skrevet, og vanvittig godt spillet. Specielt taget i betragtning at karaktererne ingen familie eller støttepunkter har ud over hinanden. Det hele er kogt ned til konfrontationerne, hvilket gør, at filmen konstant er medrivende, hvis man blot har den mindste interesse for karaktererne. Kun folk, der tør se de værste sider af sig selv igennem personerne i denne film, vil kunne tåle den. Enhver der ligesom dem lever for samme spil, vil forsøge at afvise, at filmen kan bunde i virkelige menneskelig adfærd. Men det gør filmen. Den sætter billeder på nogle sider af menneskelig adfærd, der gør ondt at se på.
Filmens svage punkt er den korte tid til fire store hovedpersoner, der alle udvikler sig meget igennem filmens løb. Jeg forstår til dels godt de kommentarer, der går på, at karaktererne i filmen er overfladiske. Som sagt har karaktererne få nuancer, der lader os komme tæt ind på dem. Men det er netop en af pointerne ved filmen. At vi moderne mennesker ikke lader andre folk komme tæt ind på os. Vi bruger sarkasme og løgne og tomme ord til at undgå at blive et offer i spillet.
Dan (Jude Law), der lever af at skrive dødsannoncer, mens ham kæmper med en forfatterkarriere, forelsker sig ved første blik i den unge amerikanske pige Alice (Natalie Portman), da hun bliver kørt ned af en bil. Filmen springer uden fyld eller forklarende tidsmarkering nogle måneder eller år frem i tiden. Dan har skrevet en bog om sit forhold til Alice, og da han fotograferes til bogen, forelsker han sig i fotografen Anna (Julia Roberts). Dan sender i al sin modbydelighed hudlægen Larry (Clive Owen) til Anna, efter at Dan via nettet har udgivet sig for at være hende i en sexfantasiversion. Misforståelsen bringer Anna og Larry sammen. Men Dan er forelsket i Anna, hvilket Larry ikke tillader. Og det hele bliver mere og mere ubehageligt. I sidste ende vises nye sider af selv Alices karakter, som vi ellers har sympatiseret med hele filmen igennem. Men hun er måske i virkeligheden den, der nyder dette spil af løgne om oprigtighed mest.
Filmen viser kærlighedspil fra den værste side. De spiller spillet for spillets skyld. Der er ikke tale om oprigtig omsorg. Om at give afkald på dele af sit liv for at hjælpe sin partner igennem det. Nej, her er mennesket forelsket i forelskelsen. Og illusionerne brydes en for en. Ikke mindst for protagonisten Dan, der i starten indser, at legen havde alvorlige konsekvenser. Filmen er vittigt skrevet, og vanvittig godt spillet. Specielt taget i betragtning at karaktererne ingen familie eller støttepunkter har ud over hinanden. Det hele er kogt ned til konfrontationerne, hvilket gør, at filmen konstant er medrivende, hvis man blot har den mindste interesse for karaktererne. Kun folk, der tør se de værste sider af sig selv igennem personerne i denne film, vil kunne tåle den. Enhver der ligesom dem lever for samme spil, vil forsøge at afvise, at filmen kan bunde i virkelige menneskelig adfærd. Men det gør filmen. Den sætter billeder på nogle sider af menneskelig adfærd, der gør ondt at se på.
Filmens svage punkt er den korte tid til fire store hovedpersoner, der alle udvikler sig meget igennem filmens løb. Jeg forstår til dels godt de kommentarer, der går på, at karaktererne i filmen er overfladiske. Som sagt har karaktererne få nuancer, der lader os komme tæt ind på dem. Men det er netop en af pointerne ved filmen. At vi moderne mennesker ikke lader andre folk komme tæt ind på os. Vi bruger sarkasme og løgne og tomme ord til at undgå at blive et offer i spillet.
21/11-2005
