Buddhistisk billedorgasme
6.0
Kim Ki-Duk er nok en af de mest interessante koreanske instruktører for tiden. Han er måske ikke så populær som Park Chan-Wook ("Oldboy"), men han er en meget mere behersket og intelligent filmskaber. ”Forår, Sommer, Efterår, Vinter og Forår igen” er den bedste film, jeg har set af ham til dato. Hans film er ikke seværdige på grund af en ung energi eller lignende. Kim Ki-Duk er snarere en af de sjældne filmskabere, hvis film bliver mere raffinerede som tiden går.
Han studerede oprindeligt kunst i Frankrig, hvilket tydeligvis har præget hans film. ”Forår...” er en af de absolut smukkeste film, jeg har set i år. Den minder i høj grad om ”The Isle”, da handlingen udelukkende foregår i et flydende hus på en sø. Denne gang er huset dog et tempel fremfor et fiskersted. Meget passende at templet flyder på søen, da Buddhisme lægger megen vægt på det flyvske og ukonstante i livet. Man kunne sætte sig ned i to timer og blot se billederne af templet og søen og glemme historien. Så smukt er det. En isskulptur af Buddha i et vandfald. En sutra indhugget i træ, malet i forskellige farver. De røde blade på træerne der omgiver søen. Det er som om hvert billede indeholder en sjæl.
Men nok om billderne. Noget ganske interessant ved filmen er, at historien er fortalt i brudstykker. Forår fortæller om hovedpersonens barndom som lærling til en gammel munk, der bor på søen. Drengen lader til at være det reneste og mest uskyldige menneske på jorden, indtil vi ser den menneskelige natur komme over ham, da han driller små dyr ved at binde sten om deres ben. At pålægge andre en byrde, at binde andre, er et vigtigt tema i filmen. I sommersegmentet ser vi hovedpersonen som ung. Han har fået interesse for det andet køn, som det jo hører sig til i den alder. Da en syg pige besøger templet, kommer sexlysten over ham. Han binder på ny et væsen ud fra egne følelser og ønsker.
Sommer og efterårsegmenterne ligner på mange måder ”The Isle”. Men her sætter Kim Kiduk det i en anden sammenhæng. Her er han mere interesseret i at vise de uundgåelige konsekvenser ved at følge menneskelig natur. Jeg mener ikke, at han prædiker her. Den gamle mand irettesætter sin lærling et par gange, men han ved udmærket godt, hvordan livet udfolder sig. Han kan blot se det udfolde sig. Filmen ender som titlen antyder i en cyklus, hvor hovedpersonen er blevet en gammel mand, der nu må se til, mens hans lærling må gå samme vej som ham.
Smukke billeder, smuk historie, smuk film.
Han studerede oprindeligt kunst i Frankrig, hvilket tydeligvis har præget hans film. ”Forår...” er en af de absolut smukkeste film, jeg har set i år. Den minder i høj grad om ”The Isle”, da handlingen udelukkende foregår i et flydende hus på en sø. Denne gang er huset dog et tempel fremfor et fiskersted. Meget passende at templet flyder på søen, da Buddhisme lægger megen vægt på det flyvske og ukonstante i livet. Man kunne sætte sig ned i to timer og blot se billederne af templet og søen og glemme historien. Så smukt er det. En isskulptur af Buddha i et vandfald. En sutra indhugget i træ, malet i forskellige farver. De røde blade på træerne der omgiver søen. Det er som om hvert billede indeholder en sjæl.
Men nok om billderne. Noget ganske interessant ved filmen er, at historien er fortalt i brudstykker. Forår fortæller om hovedpersonens barndom som lærling til en gammel munk, der bor på søen. Drengen lader til at være det reneste og mest uskyldige menneske på jorden, indtil vi ser den menneskelige natur komme over ham, da han driller små dyr ved at binde sten om deres ben. At pålægge andre en byrde, at binde andre, er et vigtigt tema i filmen. I sommersegmentet ser vi hovedpersonen som ung. Han har fået interesse for det andet køn, som det jo hører sig til i den alder. Da en syg pige besøger templet, kommer sexlysten over ham. Han binder på ny et væsen ud fra egne følelser og ønsker.
Sommer og efterårsegmenterne ligner på mange måder ”The Isle”. Men her sætter Kim Kiduk det i en anden sammenhæng. Her er han mere interesseret i at vise de uundgåelige konsekvenser ved at følge menneskelig natur. Jeg mener ikke, at han prædiker her. Den gamle mand irettesætter sin lærling et par gange, men han ved udmærket godt, hvordan livet udfolder sig. Han kan blot se det udfolde sig. Filmen ender som titlen antyder i en cyklus, hvor hovedpersonen er blevet en gammel mand, der nu må se til, mens hans lærling må gå samme vej som ham.
Smukke billeder, smuk historie, smuk film.
24/11-2005
