Den flydende verden
6.0
Ozu Yasujiro er en af de absolut største filmskabere, som mange indenfor filmbranchen sætter større pris på end Kurosawa. Ozus store styrke er at budskabet i alle sine film er universelt og forståeligt for alle og enhver. Ozu formår at fortælle den helt banale historie med en kæmpestor dybde og detaljerigdom og overbevisning. Der findes filmeksperter større end jeg, der har lavet bedre og mere dybdegående analyser af Ozus "Floating Weeds", så jeg vil nøjes med blot at beskrive mit førsteindtryk.
”Ukikusa” gør mig helt nostalgisk over en tid og et sted, som jeg aldrig har været i. Nemlig i en lille havneby i 1950'ernes Japan, hvor en teatertrup kommer til byen. Ozu sætter fra starten en uimodståelig stemning og varme i sin film med små menneskelige detaljer, som de færreste filmskabere ikke kunne drømme om at have med i sine film. Og derfor bliver Ozus film så nære og menneskelige. Ikke bare de stille billeder af en tom ølflaske forrest i billedet med havet og et kridhvidt fyrtårn på en varm solskinsdag som baggrund. Billeder som dem sætter langsomt ro i sjælen som at sidde på en sommerhusterrasse med en kold øl i hånden og kigge ud over en græsplæne. Også billeder af mennesker i færd med dybt banale ting som et barn, der spiser en vandmelon og spytter kernerne ud, eller et barn, der under et opvisningstog i byen løber hen og tisser op ad en mur i teaterkostume. Eller en kvinde gjort uret, der halvt vemodigt og halvt arrigt ryger en cigaret på et værtshus. Det er i detaljerne, at denne film stråler. Det er i detaljerne, at livet stråler.
Som sagt kommer teatertruppen ledt af den efterhånden smågamle Komajurô (Nakamura Ganjirô). Det er en livlig flok, der laver kabuki, dans, komedie og anden underholdning. De er en flok mennesker, der ikke er bundne af hjemstavne eller familier. Mændene i truppen er altid på udkig efter kvinder og sprut, og der er fede tider, når de kommer til en ny by og flirter med pigerne i byen. Selv om det godt kan gå galt, når man lægger an på en sød ung pige i en barberforretning, der tilkalder mor og barberkniven, når hun ikke bryder sig om tilnærmelserne. Nåja, skidt sker.
Komajurô er efterhånden ved at være gammel, og han vil gerne slå rødder. Han har allerede slået en lille rod nogle år tilbage i den havneby som truppen besøger, og den rod har vokset sig stor og er blevet den flotte unge mand Kiyoshi (Kawaguchi Hiroshi) med en god uddannelse og et godt liv foran sig. Komajurô vil uden at afsløre sig selv som drengens far slå sig ned med ham og hans mor og efterlade hans trup. Han vil ikke længere være ukigusa eller floating weed, som titlen hentyder til.
Men Sumiko (Kyô Machiko, der mest er kendt som kvinden i Kurosawas ”Rashômon”, men også har spillet med i Mizoguchis ”Ugetsu” og Teshigaharas ”Face of a Stranger”), den ledende kvindelige skuespiller i truppen, lader ikke Komajurô uden videre smide hende væk. A woman scorned. Efter et voldsomt skænderi med Komajurô i voldsomt regnvejr, hvor de dog begge holder sig under hvert sit halvtag for ikke at blive våde, beslutter Sumiko sig for at få den smukke unge skuespillerinde Kayo (gudeskønne Wakao Aya fra ”Manji” og en million andre Masumura Yasuzo film) til at forføre sønnen Kiyoshi, og dermed vise Komajurô, at sønnen er lige så pigeglad og flydende som Komajurô selv.
Intet går selvfølgelig som planlagt, da Kiyoshi og Kayo forelsker sig i hinanden. Scenen hvor Komajurô opdager dette er fantastisk, og ligeså er scenen hvor Komajurô, uundgåeligt, konfrontrerer sønnen med, at han er hans far, mens sønnen overrasker med, at han selv har en vilje. Hele portrættet af Komajurô som den gamle patriark, der kun vil have del i forholdet, når det er belejligt, er fænomenalt. Han vil kun forblive 'onkel' for knægten. Han vil ikke binde sig. Han kan ikke slå sig ned. Meget sigende om mennesker. Meget sigende om forhold. I det hele taget en film, der har meget at sige, men hele vejen igennem serverer det lettere og mere umiddelbart end al anden kunstig film.
Jeg har aldrig været så langt vestpå ude på landet i Japan, og jeg har aldrig oplevet 1950'erne, men alligevel så kender jeg de her mennesker, og jeg forstår fuldt ud, hvad de går igennem. Det her er en film, som jeg vil kunne se mange gange igen. Jeg har lyst til at møde disse mennesker igen. En klassiker ved første syn.
”Ukikusa” gør mig helt nostalgisk over en tid og et sted, som jeg aldrig har været i. Nemlig i en lille havneby i 1950'ernes Japan, hvor en teatertrup kommer til byen. Ozu sætter fra starten en uimodståelig stemning og varme i sin film med små menneskelige detaljer, som de færreste filmskabere ikke kunne drømme om at have med i sine film. Og derfor bliver Ozus film så nære og menneskelige. Ikke bare de stille billeder af en tom ølflaske forrest i billedet med havet og et kridhvidt fyrtårn på en varm solskinsdag som baggrund. Billeder som dem sætter langsomt ro i sjælen som at sidde på en sommerhusterrasse med en kold øl i hånden og kigge ud over en græsplæne. Også billeder af mennesker i færd med dybt banale ting som et barn, der spiser en vandmelon og spytter kernerne ud, eller et barn, der under et opvisningstog i byen løber hen og tisser op ad en mur i teaterkostume. Eller en kvinde gjort uret, der halvt vemodigt og halvt arrigt ryger en cigaret på et værtshus. Det er i detaljerne, at denne film stråler. Det er i detaljerne, at livet stråler.
Som sagt kommer teatertruppen ledt af den efterhånden smågamle Komajurô (Nakamura Ganjirô). Det er en livlig flok, der laver kabuki, dans, komedie og anden underholdning. De er en flok mennesker, der ikke er bundne af hjemstavne eller familier. Mændene i truppen er altid på udkig efter kvinder og sprut, og der er fede tider, når de kommer til en ny by og flirter med pigerne i byen. Selv om det godt kan gå galt, når man lægger an på en sød ung pige i en barberforretning, der tilkalder mor og barberkniven, når hun ikke bryder sig om tilnærmelserne. Nåja, skidt sker.
Komajurô er efterhånden ved at være gammel, og han vil gerne slå rødder. Han har allerede slået en lille rod nogle år tilbage i den havneby som truppen besøger, og den rod har vokset sig stor og er blevet den flotte unge mand Kiyoshi (Kawaguchi Hiroshi) med en god uddannelse og et godt liv foran sig. Komajurô vil uden at afsløre sig selv som drengens far slå sig ned med ham og hans mor og efterlade hans trup. Han vil ikke længere være ukigusa eller floating weed, som titlen hentyder til.
Men Sumiko (Kyô Machiko, der mest er kendt som kvinden i Kurosawas ”Rashômon”, men også har spillet med i Mizoguchis ”Ugetsu” og Teshigaharas ”Face of a Stranger”), den ledende kvindelige skuespiller i truppen, lader ikke Komajurô uden videre smide hende væk. A woman scorned. Efter et voldsomt skænderi med Komajurô i voldsomt regnvejr, hvor de dog begge holder sig under hvert sit halvtag for ikke at blive våde, beslutter Sumiko sig for at få den smukke unge skuespillerinde Kayo (gudeskønne Wakao Aya fra ”Manji” og en million andre Masumura Yasuzo film) til at forføre sønnen Kiyoshi, og dermed vise Komajurô, at sønnen er lige så pigeglad og flydende som Komajurô selv.
Intet går selvfølgelig som planlagt, da Kiyoshi og Kayo forelsker sig i hinanden. Scenen hvor Komajurô opdager dette er fantastisk, og ligeså er scenen hvor Komajurô, uundgåeligt, konfrontrerer sønnen med, at han er hans far, mens sønnen overrasker med, at han selv har en vilje. Hele portrættet af Komajurô som den gamle patriark, der kun vil have del i forholdet, når det er belejligt, er fænomenalt. Han vil kun forblive 'onkel' for knægten. Han vil ikke binde sig. Han kan ikke slå sig ned. Meget sigende om mennesker. Meget sigende om forhold. I det hele taget en film, der har meget at sige, men hele vejen igennem serverer det lettere og mere umiddelbart end al anden kunstig film.
Jeg har aldrig været så langt vestpå ude på landet i Japan, og jeg har aldrig oplevet 1950'erne, men alligevel så kender jeg de her mennesker, og jeg forstår fuldt ud, hvad de går igennem. Det her er en film, som jeg vil kunne se mange gange igen. Jeg har lyst til at møde disse mennesker igen. En klassiker ved første syn.
24/11-2005
