Stræben uden mål

5.0
Brian De Palmas ”Scarface” baseret på et manuskript af Oliver Stone over en film af samme navn fra 1930'erne fungerer så godt som den gør i kraft af Al Pacinos store præstation. Det er måske svært at vurdere filmen i dag, da den er efterlignet utallige gange. Den har haft og har et stort følge.

I modsætning til sin rolle i ”Godfather” spiller Pacino her en utilregnelig og impulsiv forbryder, der vil det hele og ingenting. Der er ingen moralkodeks. Blot den amerikanske drøm. Han starter med intet. Mindre end intet. I starten af 1980'erne tømte Castro sine fængsler og sendte fangerne til USA, hvilket medførte en ny kriminalitetsbølge i Florida. Det er den baggrund som ”Scarface” er sat i.

Tony starter som flygtning. Han får green card af en mafiaboss til gengæld for at myrde en fjende i flygtningelejren. Men Tony er ikke tilfreds med at arbejde på en grillbar og være småkriminel. Han vil have ”what's coming to him.” Han vil have verden. Han vil have mafiabossens kvinde (Michelle Pfeiffer). Han vil beskytte sin søster. Han vil have neon, drinks, penge, kokain. Han virker i starten på mafiabossen som en bonderøv, der vil være en god håndlanger. Men det er Tony ikke tilfreds med. Han går skridtet længere. Og skridtet efter dette. Han har måske ikke ressourcerne og magten fra starten. Men han har kæften til at overgå dem alle. Som han siger, han er ærlig, selv når han lyver. Han har nosser.

Men efterhånden viser det sig, at der er ting som Tony af natur aldrig vil kunne få hænderne i. Nok slår han kongen ihjel som en anden Macbeth. Nok stjæler han konen. Men hvad derfra? Hvad når han har bevist, at hans har nosser af stål?

Filmen viser smukt dilemmaet i denne realistiske figur. Denne tragiske mand der stræber uden mål. Der er blind overfor alt andet end sit ideal. Og ironisk nok er han selv en idealfigur for mange unge i dag. Dette er en af de mest populære film i hip hop branchen. Så kan man håbe at unge i det miljø kan lære af denne film, at magt alene ikke er noget at stræbe efter. Tony med coke på næsetippen er et deprimerende syn. Al Pacino er en fantastisk skuespiller.
Scarface