Dukkerne skyder på det hele

4.0
Matt Stone og Trey Parkers vanvittige dukkefilm om Hollywood film og den ligeså vanvittige internationale situation for tiden skyder på det hele, og den rammer specielt plet hvad angår Bruckheimer film og actionfilmklichéer.

En broadway dukkeskuespiller hyres af en A-team lignende politienhed, Team America, til at infiltrere og kæmpe mod terrorister. Efter enheden sprænger pyramiderne, Eiffeltårnet, Triumfbuen og Sfinksen i luften, mens de efterlader tusindvis af døde efter sig, bliver de hængt ud i offentligheden. Ikke mindst af skuespillerforeningen FAG ledet af Alec Baldwin, der hjælper Kim Jong Il med en fredskonference, som Kim Jong Il bruger som et dække for at gøre resten af verden underudviklet.

Historien bygger på alle actionfilmsklichéer i hollywood. Film som ”Stealth” og ”Pearl Harbour” hvor figurerne er så fokuserede på deres egne affærer, at de overser, at de er i gang med at forvolde mere skade end gavn. Filmen er en spoof på al Hollywood, og samtidig gør den grin med den nye internationale politiske situation med Bush som sheriffen for det hele. I en vulgær værtshusanalogi får den også forklaret hele logikken ved at dele verden op i pussies, dicks and assholes. Det er aldrig helt til at sige, hvor filmen står politisk, da den gør grin med det hele. Jeg faldt sammen af grin så mange steder i filmen, at det er svært at pointere hvad præcist der er morsomt ved den.

Den minder om de gamle crazy comedies såsom ”Hot Shots”, men dens indre logik fungerer langt bedre, fordi der faktisk ikke er så stor forskel på figurerne i Jerry Bruckheimer film og figurerne i denne film. Den går naturligvis over grænsen i sin stereotypificering af terrorister og helte, og den spiller klichéerne så meget ud, at Hollywood virkelig må være blind, hvis producenterne af platte actionfilm ikke kan se problemerne i deres egne film.
Team America: World Police