Den Dræbende Grådighed
3.0
Bande lejer sig ind hos ældre dame, under dække af at de er et musikband, der skal øve i hendes kælder. Sandheden er at de skal røve et nærliggende kasino og da udlejeren opdager dette, skal hun gøres tavs, hvilket ikke er så nemt som det lyder.
Hvorfor de normalt på alle måder, så dybt originale Coen brødre har valgt at kaste sig over et remake af denne britiske klassiker fra 1955 er mig lidt en gåde, men vellykket er den altså ikke, ikke set i forhold til mange af deres andre film.
Den har da sine momenter af underfundig humor og flere morsomme og spydige replikker i deres efterhånden velkendte stil, og den holder stadig.
Der er bare for meget slinger i valsen, i en handling der i lange perioder kører i tomgang og fremstår intetsigende.
Der spilles ellers også fornemt, særligt Hanks giver den hele armen som bizar sydstats gentleman, der i virkeligheden er mere usympatisk end charmerende. Men det nytter intet, for selv det nok så gode spil giver ikke karaktererne den gunst der skal til, for at vi enten kan identificere os med dem, eller i det mindste leve os ind i dem. De fremtræder mere irriterende end egentlig spændende og ender som interesseløse skikkelser i et kunstigt univers, hvor formen er vigtigere end indholdet.
Formen er så til gengæld rigtig flot, med gode billeder, fin musik (som næsten altid i Coen universet) og et forsøg på at præsentere originale indfald (selv om Coen brødrene har vist større flair for det kreative end her) i en uoriginal handling, om en gruppe mennesker der alle ender med at betale prisen for deres egen grådighed, hvilket er forudsigeligt fra starten af.
Hvorfor de normalt på alle måder, så dybt originale Coen brødre har valgt at kaste sig over et remake af denne britiske klassiker fra 1955 er mig lidt en gåde, men vellykket er den altså ikke, ikke set i forhold til mange af deres andre film.
Den har da sine momenter af underfundig humor og flere morsomme og spydige replikker i deres efterhånden velkendte stil, og den holder stadig.
Der er bare for meget slinger i valsen, i en handling der i lange perioder kører i tomgang og fremstår intetsigende.
Der spilles ellers også fornemt, særligt Hanks giver den hele armen som bizar sydstats gentleman, der i virkeligheden er mere usympatisk end charmerende. Men det nytter intet, for selv det nok så gode spil giver ikke karaktererne den gunst der skal til, for at vi enten kan identificere os med dem, eller i det mindste leve os ind i dem. De fremtræder mere irriterende end egentlig spændende og ender som interesseløse skikkelser i et kunstigt univers, hvor formen er vigtigere end indholdet.
Formen er så til gengæld rigtig flot, med gode billeder, fin musik (som næsten altid i Coen universet) og et forsøg på at præsentere originale indfald (selv om Coen brødrene har vist større flair for det kreative end her) i en uoriginal handling, om en gruppe mennesker der alle ender med at betale prisen for deres egen grådighed, hvilket er forudsigeligt fra starten af.
25/11-2005
