Kultklassiker uden bid

Lad det være sagt med det samme: jeg er ikke den store fan af splatterfilm! Derfor er det altid et uretfærdigt udgangspunkt, jeg starter ved, selvom jeg selvfølgelig forsøger at være objektiv. Evil Dead 2 er dog en af de mest elskede splatterfilm, som jeg har givet hårdest kritik.

Jeg er faktisk rigtig glad for både etteren og især den stilistisk anderledes Army of Darkness, men Evil Dead 2 behagede mig slet ikke. Måske var det det faktum, at den blot er et remake af etteren, der i første omgang skuffede mig. Jeg havde forventet, at der ville forekomme en form for udvikling i historie, men blot at genindspille etteren under et sequel-navn var simpelthen for lavt. Da jeg var kommet over denne ærgerlige start, var det første der ramte mig, at den var blevet en hel del flottere end etteren. Væk var det udprægede b-films præg, som var karakteristisk for Evil Dead - uden at man kan tale om high production value, selvfølgelig. Om dette var godt eller skidt kunne jeg ikke helt gøre op med mig selv, men det faktum, at intet længere var originalt var klart det største slag i hovedet. Kamerabevægelserne og de kreative påfund var næste ens, blot pudset lidt til.

Den største differance fra etteren lå klart i filmens forsøg på en mere humoristisk tilgang til Evil Dead-universet. Etteren tog sig selv en hel del mere seriøst, og det kan man synes om, hvad man vil, men Evil Dead 2 satte sig imellem to stole. Den var hverken uhyggelig som etteren eller morsom som Army of Darkness. I stedet var den bare plat og lidet underholdende. Bruce Campbell var stadig en eminent b-film skuespiller med gode kommentarer og et karismatisk ydre, men det reddede ikke mit indtryk af denne mislykkede toer (remake) i Evil Dead-trilogien.