Kultklassiker med bid i

Her er tale om en af de få splatterfilm, som rent faktisk formår at skræmme og skabe en knugende uhyggelig stemning på trods af de ringe effekter og latterlige monstre. Hvordan formår Raimi med et mikroskopisk budget at ramme en atmosfære, som i så høj grad præger Evil Dead?

For det første må kamerabevægelserne og -vinklerne nævnes. Det er hamrende originalt at lade fjenden være en mystisk, usynlig ånd, der bevæger sig gennem skoven i et hastigt tempo, som konstant følges af tilskueren i et point of view-skud. Dette er en ret speciel effekt, da man føler, at man bliver sat i ondskabens rolle. Man spørger sig selv, hvorfor man skal være på de ondes side... men får intet svar, så der lægges op til fortolkning på dette område. Genrelt er kamerabevægelserne virtuose og meget pågående, hvilket passer til de overspillende aktører og det urealistiske plot. Kameravinklerne formår at bringe en vis kunstnerisk sans ind i det ellers typiske b-films præg.

Mise-en-scene er hele tiden velvalgt, og det konstruerer en uhyggelig stemning sammen med musikken og især træernes voldtægt i starten af filmen. Man kan måske klantre filmen for at mangle noget af den humor, som toeren bringer, men etteren fungerer alligevel godt som gyser.

Her er altså tale om en vaskeægte splattergyser, der virker efter hensigten. Personligt er jeg mere til det mere sofistikerede gysere som Rosemary's Baby og Eksorcisten, men Evil Dead fungerer eksemplarisk inden for sin genre.