Vand Den Blomst og Fjern Det Lig Tak!
2.0
Den tidligere MP’er Jay (Harmon), der nu arbejder som strisser, skal sammen med den højtstående officer Caldwell (Connery), der ikke kan fordrage ham, opklare et mord indenfor militæret. Det bliver ikke bedre af, at Jay har en affære med Caldwell’s datter (Ryan).
”Presidio” er at betegne som actionthriller, men ikke desto mindre fylder kærlighedsdelen ualmindeligt og også utilgiveligt meget og trækker tempoet totalt ud af filmen.
Der sker heller ikke meget og særligt spændende bliver det ikke, mens selve filmens twist ikke giver det store at tænke over.
Dette kunne man leve med, hvis selve romancen og karakterer havde haft noget at byde på, hvad de desværre ikke har. Begge dele er så flade og banale at man nærmest burde mene det var uladsiggørligt.
For at etablere Connery’s rolle og vise hvilken kyniker vi skal opfatte ham som, er den første scene vi møder ham i på gerningsstedet, hvor liget af den kvindelige soldat næsten ligger for fødderne af ham, mens han brokker sig over hvordan man har vandet en plante forkert. Det er så pinligt ringe at man krummer tæer. Værre bliver det i en scene, hvor han skal forstille at være fuld og han snakker om hvor smuk Frihedsgudinden er og hvor meget han elsker Amerika, eller en anden scene hvor han banker en rocker med sin tommelfinger. Hvis ikke det var så uudholdeligt, var det næsten lige før det kunne være morsomt.
Jeg mindes nu heller ikke ofte at have set Connery spille så dårligt, men rollen opfordrer heller ikke til mere. Harmon gør det måske en anelse bedre, men det er ualmindeligt svært at tro på ham som hård negl og som skuespiller har han i sig selv ikke den store gennemslagskraft. Ryan er bare irriterende som vi kender hende fra utallige roller.
Romancen mellem hende og Harmon er tillige cirka lige så dyb som en flad tallerken og så dramatisk som et afsnit af ”Blomsterbørns Børn/Family Ties”.
Men kan man se igennem fingre med den kvalmende patriotisme, den billige romance og de få actionscener, mens man må finde sig i at en masse ligegyldige og/eller kedelige scener trækkes ud i det uendelige, så er instruktør Hyams film da nydeligt lavet rent teknisk, men den store filmskaber har han nu heller aldrig været.
”Presidio” er at betegne som actionthriller, men ikke desto mindre fylder kærlighedsdelen ualmindeligt og også utilgiveligt meget og trækker tempoet totalt ud af filmen.
Der sker heller ikke meget og særligt spændende bliver det ikke, mens selve filmens twist ikke giver det store at tænke over.
Dette kunne man leve med, hvis selve romancen og karakterer havde haft noget at byde på, hvad de desværre ikke har. Begge dele er så flade og banale at man nærmest burde mene det var uladsiggørligt.
For at etablere Connery’s rolle og vise hvilken kyniker vi skal opfatte ham som, er den første scene vi møder ham i på gerningsstedet, hvor liget af den kvindelige soldat næsten ligger for fødderne af ham, mens han brokker sig over hvordan man har vandet en plante forkert. Det er så pinligt ringe at man krummer tæer. Værre bliver det i en scene, hvor han skal forstille at være fuld og han snakker om hvor smuk Frihedsgudinden er og hvor meget han elsker Amerika, eller en anden scene hvor han banker en rocker med sin tommelfinger. Hvis ikke det var så uudholdeligt, var det næsten lige før det kunne være morsomt.
Jeg mindes nu heller ikke ofte at have set Connery spille så dårligt, men rollen opfordrer heller ikke til mere. Harmon gør det måske en anelse bedre, men det er ualmindeligt svært at tro på ham som hård negl og som skuespiller har han i sig selv ikke den store gennemslagskraft. Ryan er bare irriterende som vi kender hende fra utallige roller.
Romancen mellem hende og Harmon er tillige cirka lige så dyb som en flad tallerken og så dramatisk som et afsnit af ”Blomsterbørns Børn/Family Ties”.
Men kan man se igennem fingre med den kvalmende patriotisme, den billige romance og de få actionscener, mens man må finde sig i at en masse ligegyldige og/eller kedelige scener trækkes ud i det uendelige, så er instruktør Hyams film da nydeligt lavet rent teknisk, men den store filmskaber har han nu heller aldrig været.
26/11-2005
