Gilliam's Mislykkede Leg Med Folkeeventyrene
2.0
Brødrene Grimm (Damon, Ledger) lever af at narre naive landsbyfolk, til at betale dem penge for at fordrive hekse, spøgelser og andet overnaturligt, som de selv ved hjælp af tricks har skabt. Men en dag fanges de af en fransk officer (Pryce) og sendes til byen Marbaden, der viser sig virkelig at være hjemsøgt.
Den ellers så normalt begavede og visuelt kreative instruktør Gilliam, der har stået bag fremragende film som blandt andet ”Brazil” og ”Twelve Monkeys”, har igennem årene, siden sine dage som animator for Monty Python, leveret mange mindeværdige film.
Desværre er den nok så fantasifulde historie om de tyske eventyrfortællere Grimm, der i den virkelige verden blev berømte for at samle og nedfælde gamle fabler, ikke blevet videre vellykket, faktisk tværtimod. Tematisk minder den mig pudsigt nok mest om en af Gilliam’s andre mindre gode film, ”The Adventures Of Baron Munchausen”, der dog var bedre end denne her.
Som udgangspunkt er ideen med at lade vore to anti-helte opleve et vanvittigt eventyr, hvor de undervejs får inspiration til deres senere bøger, slet ikke dårlig og går godt i tråd Gilliam’s måde at tænke sine film på, hvor handlingen ofte foregår et sted mellem fantasi og virkelighed og leger med disse begreber.
Filmen er beklageligvis så elendigt og hysterisk overspillet, at det hurtigt bliver trættende. Særligt Damon, Ledger og svenske Stormare falder fælt igennem, mens Pryce med krukket spil følger godt med. Handlingen føles også overeksponeret og lige rigeligt flagrende mellem det barokke, det alvorsfulde, det usandsynlige og det virkelighedsnære, sikkert bevidst fra Gilliam’s side, men uden at det lykkes ham at trække en linie, om hvor han i sidste ende rent faktisk vil hen. Især de mere stille og seriøse scener virker forbavsende mislykkede. Men heller ikke de mange tempofyldte og eventyrlige optrin kommer helt til sin ret. De svinger mellem forloren stilstand og højspændt anstrengthed, i en ustadig og febrilsk historie der ofte er forundrende stiv i sin iscenesættelse af actionscenerne.
Derfor ender det som en omgang miskmask af alt og ingenting, hvor man ikke rigtigt kan fornemme hvad man egentlig skal med eller mene om det hele, uden at Gilliam da har fat i lidt af det han kendes for i andre af sine produktioner.
Scenografisk er filmen, ikke overraskende ganske flot at se på med mange fine detaljer, sine steder en anelse kunstig, men nok en del af stilen, og de mættende uglamourøse billeder er stilige nok, men lidt udtryksløse i deres snit til min smag og ikke så visionære som vi før har set Gilliam. Også effekterne lader sig se, selv om man kan finde dem bedre.
Musikken af Dario Marianelli er til gengæld helt ved siden af. I sig selv er den intet særligt og lyder som meget man har hørt før, men den føles ualmindelig højtidelig til et univers som Gilliam’s, særligt her og formidler en helt forkert stemning ifølge mig, i forhold til hvad filmen prøver at skildre.
Normalt har jeg altid været ualmindeligt glad for Gilliam’s filmkunst, derfor er skuffelsen også så meget større over dette fejlslåede værk, så jeg vil ikke undsige at min bedømmelse måske er påvirket af dette, men uanset hvad, god er den altså ikke.
Den ellers så normalt begavede og visuelt kreative instruktør Gilliam, der har stået bag fremragende film som blandt andet ”Brazil” og ”Twelve Monkeys”, har igennem årene, siden sine dage som animator for Monty Python, leveret mange mindeværdige film.
Desværre er den nok så fantasifulde historie om de tyske eventyrfortællere Grimm, der i den virkelige verden blev berømte for at samle og nedfælde gamle fabler, ikke blevet videre vellykket, faktisk tværtimod. Tematisk minder den mig pudsigt nok mest om en af Gilliam’s andre mindre gode film, ”The Adventures Of Baron Munchausen”, der dog var bedre end denne her.
Som udgangspunkt er ideen med at lade vore to anti-helte opleve et vanvittigt eventyr, hvor de undervejs får inspiration til deres senere bøger, slet ikke dårlig og går godt i tråd Gilliam’s måde at tænke sine film på, hvor handlingen ofte foregår et sted mellem fantasi og virkelighed og leger med disse begreber.
Filmen er beklageligvis så elendigt og hysterisk overspillet, at det hurtigt bliver trættende. Særligt Damon, Ledger og svenske Stormare falder fælt igennem, mens Pryce med krukket spil følger godt med. Handlingen føles også overeksponeret og lige rigeligt flagrende mellem det barokke, det alvorsfulde, det usandsynlige og det virkelighedsnære, sikkert bevidst fra Gilliam’s side, men uden at det lykkes ham at trække en linie, om hvor han i sidste ende rent faktisk vil hen. Især de mere stille og seriøse scener virker forbavsende mislykkede. Men heller ikke de mange tempofyldte og eventyrlige optrin kommer helt til sin ret. De svinger mellem forloren stilstand og højspændt anstrengthed, i en ustadig og febrilsk historie der ofte er forundrende stiv i sin iscenesættelse af actionscenerne.
Derfor ender det som en omgang miskmask af alt og ingenting, hvor man ikke rigtigt kan fornemme hvad man egentlig skal med eller mene om det hele, uden at Gilliam da har fat i lidt af det han kendes for i andre af sine produktioner.
Scenografisk er filmen, ikke overraskende ganske flot at se på med mange fine detaljer, sine steder en anelse kunstig, men nok en del af stilen, og de mættende uglamourøse billeder er stilige nok, men lidt udtryksløse i deres snit til min smag og ikke så visionære som vi før har set Gilliam. Også effekterne lader sig se, selv om man kan finde dem bedre.
Musikken af Dario Marianelli er til gengæld helt ved siden af. I sig selv er den intet særligt og lyder som meget man har hørt før, men den føles ualmindelig højtidelig til et univers som Gilliam’s, særligt her og formidler en helt forkert stemning ifølge mig, i forhold til hvad filmen prøver at skildre.
Normalt har jeg altid været ualmindeligt glad for Gilliam’s filmkunst, derfor er skuffelsen også så meget større over dette fejlslåede værk, så jeg vil ikke undsige at min bedømmelse måske er påvirket af dette, men uanset hvad, god er den altså ikke.
27/11-2005
