En Slange I Paradis
3.0
Gavflabet strisser (Murphy) fra Detroit jagter en vens morder og sporene peger mod Los Angeles og Beverly Hills.
Murphy var efter film som ”48 Hrs” og ”Trading Places” blevet et kendt ansigt, men med succesen med ”Beverly Hills Cop” blev han forvandlet til superstjerne.
Oprindeligt var Sylvester Stallone hyret til at spille hovedrollen og han var involveret i projektet et godt stykke inde i for-produktionen, men lavede så mange ændringer i manuskriptet og indlagde en hel del actionscener, så man mente den ville være for dyr til hvad man ville ofre.
Med ham ude, blev der så plads til at hyre Murphy og give den en mere humoristisk indfaldsvinkel og føre den tilbage til en actionkomedie, med hovedvægten på komedie, frem for en actionfilm med humor (Mange af Stallone’s ideer brugte han i ”Cobra”).
Med Bruckheimer/Simpson som producenter og med Brest i instruktørsædet, er der også kommet en nydeligt designet og underholdende film ud af det.
Den er fint castet, har sine morsomme øjeblikke, er velfortalt, teknisk velfungerende og har sine udmærkede (men få) actionmomenter og massere af god musik.
Murphy spiller rollen overbevisende til genren, uden at prøve at gøre den hverken dybere eller mere intellektuel end den kan tåle og han kan klare. Brest formår også fint at holde ham lidt i snor, så han ikke overspiller (for meget, for overspillet er en del af hans styrke) og går over i det hysteriske. Også Reinhold og Ashton er gode og udgør et fint makkerpar, med flere underfundige replikker.
Handlingen er intet særligt, men den virker fint som katalysator for ”kultursammenstødet”, hvor Murphy’s figur fra gaden møder det fashionable Beverly Hills, politiet og andre mennesker der og de situationer der kommer ud af det.
Musikken af tyske Harold Faltermeyer, naturligvis anført af filmens tema ”Alex F”, der vel er næsten mere berømt end selve filmen, er yderst iørefaldende, men der er også mange gode (og tidstypiske) sange med.
Men trods de mange pæne ting man kan sige om filmen, så er den også nem at kritisere. Den er overfladisk i både handling og dens karakterudvikling og den kører hårdt på det sikre. Det er en strømlinet og glat produktion, både hvad angår stilen, humoren og indholdet og som sådan skal jeg gerne erkende, at den altid har kedet mig en smule.
Den er ganske enkelt for timet og tilrettelagt, så den kører på skinner mod sit sikre mål. Filmen er på mange måder ellers en god repræsentant for 80’erne og tiden dengang.
Murphy var efter film som ”48 Hrs” og ”Trading Places” blevet et kendt ansigt, men med succesen med ”Beverly Hills Cop” blev han forvandlet til superstjerne.
Oprindeligt var Sylvester Stallone hyret til at spille hovedrollen og han var involveret i projektet et godt stykke inde i for-produktionen, men lavede så mange ændringer i manuskriptet og indlagde en hel del actionscener, så man mente den ville være for dyr til hvad man ville ofre.
Med ham ude, blev der så plads til at hyre Murphy og give den en mere humoristisk indfaldsvinkel og føre den tilbage til en actionkomedie, med hovedvægten på komedie, frem for en actionfilm med humor (Mange af Stallone’s ideer brugte han i ”Cobra”).
Med Bruckheimer/Simpson som producenter og med Brest i instruktørsædet, er der også kommet en nydeligt designet og underholdende film ud af det.
Den er fint castet, har sine morsomme øjeblikke, er velfortalt, teknisk velfungerende og har sine udmærkede (men få) actionmomenter og massere af god musik.
Murphy spiller rollen overbevisende til genren, uden at prøve at gøre den hverken dybere eller mere intellektuel end den kan tåle og han kan klare. Brest formår også fint at holde ham lidt i snor, så han ikke overspiller (for meget, for overspillet er en del af hans styrke) og går over i det hysteriske. Også Reinhold og Ashton er gode og udgør et fint makkerpar, med flere underfundige replikker.
Handlingen er intet særligt, men den virker fint som katalysator for ”kultursammenstødet”, hvor Murphy’s figur fra gaden møder det fashionable Beverly Hills, politiet og andre mennesker der og de situationer der kommer ud af det.
Musikken af tyske Harold Faltermeyer, naturligvis anført af filmens tema ”Alex F”, der vel er næsten mere berømt end selve filmen, er yderst iørefaldende, men der er også mange gode (og tidstypiske) sange med.
Men trods de mange pæne ting man kan sige om filmen, så er den også nem at kritisere. Den er overfladisk i både handling og dens karakterudvikling og den kører hårdt på det sikre. Det er en strømlinet og glat produktion, både hvad angår stilen, humoren og indholdet og som sådan skal jeg gerne erkende, at den altid har kedet mig en smule.
Den er ganske enkelt for timet og tilrettelagt, så den kører på skinner mod sit sikre mål. Filmen er på mange måder ellers en god repræsentant for 80’erne og tiden dengang.
30/11-2005
