Spinkel Gentagelse Reddes Af Intens Billedside

Gavflaben Alex (Murphy), der stadig er strisser i Detroit, tager atter til det eksklusive Beverly Hills, da hans nu gode ven, politikaptajnen Andrew (Cox) udsættes for et mordforsøg.

Ideen med en rapmundet og streetwise politimand fra Detroit’s hårde kvarter, der tager til de riges paradis i Californien og de situationer der kommer ud af det, var allerede udtømt i første film, så derfor virker en efterfølger blot som en spinkel og fantasiløs gentagelse og ækel kommerciel spekulation (den første var indrømmet også blot et kommercielt produkt).

Filmen fik da også en del hårdere kritik i sin tid, men blev ikke desto mindre en stor økonomisk succes.

Personligt fandt jeg dog større glæde af denne i sin tid, da jeg så den i biografen, end jeg gjorde da jeg så første del tilbage i 84. I dag finder jeg dem mere eller mindre lige gode, men af forskellige grunde.

Instruktør Scott har ikke helt så godt fat i Murphy, som Brest havde det, så Murphy får i flere scener lov til at køre den for langt ud, hvor han virker forceret og overspændt i sit forsøg på at få publikum til at grine. Af den grund bliver der længere mellem grinene.

Også mødet mellem de riges paradis og gadedrengen Alex, som der selvfølgelig må og skal spilles lidt på, virker ikke helt så godt, blandt andet fordi det blot er en gentagelse af hvad vi har set og ideerne til disse situationer ofte bliver for udmarvede, i forsøget på at få dem til at funktionere og overgå etteren. Heldigvis er der ikke for mange af dem, eller de fylder i hvert fald ikke så meget at filmen bliver ødelagt af det.

Selve handlingen er også så uoriginal som den kommer og hele plottet virker dybt utroværdigt og endnu mere usandsynlig, da det kan være svært at tro på det hele en gang til. Men nu det er en actionkomedie, så må man vel prøve at acceptere dette, også selv om historien samtidig i Scott’s instruktion virker mere ujævn og slingrende.

Der er stadig massere af musik i filmen og også et par enkelte solide hits. Men naturligvis kan underlægningsmusikken, igen af Faltermeyer, ikke længere beskyldes for at virke så frisk, da den jo skal ramme den stemning den gjorde i første film og folk jo forventer, at høre blandt andet filmens ”Alex F” tema igen. Men bortset fra det, så fungerer den effektivt og understøtter fint filmen.

Hvad gør så filmen god alligevel. Personligt kan jeg godt lide Scott’s mere intense billed- og klippestil, der giver filmen et mere råt og barks udtryk og bedre får den spænding frem, som man som tilskuer skal føle. Det giver også filmen en mindre poleret og glat tone, der klæder den, selv om det stadig er en skabelonskåret vare.

Der sker også en del mere, actiondelen er forstærket og byder på et par rigtig solide sekvenser, der for mig opvejer filmens mangler på andre punkter og hæver den til en underholdende metervare, der kan måle sig med første film.

I filmens mange biroller, og filmen er stadig godt castet, er Reinhold og Ashton stadig gode som det klassiske makkerpar, der kan sende hinanden skæve blikke og underfundige replikker, med et glimt i øjet og en charmerende efterklang. At Reinhold’s karakter så er blevet lige kørt langt nok ud, er til at leve med.

Som skurkens, der spilles koldt af tyske Prochnow, håndlanger ses det danske skideskur Brigitte Nielsen og hende har jeg ærlig talt aldrig kunne døje og hun ejer ikke skyggen af talent. Hun er alligevel indrømmet et okay valg, da hendes statur passer fint til en kold og morderisk kælling (hvorfor har jeg ikke svært ved at se hende sådan:o).

Så positiv og negativ kritik taget i betragtning, så er anden del af dette produkt en udmærkede actionkomedie, hvis man holder sine forventninger nede, og der bydes på solidt produceret tanketom underholdning.