Ti År Er Lang Tid
3.0
Politimanden Alex’s (Murphy) chef dræbes under en aktion i Detroit og Alex optager forfølgelsen af morderen. Sporet leder ham til, ja gæt hvor.
Ti år efter den første film og syv år efter del to, vender Murphy tilbage til rollen der i sin tid gjorde ham til superstar.
De sidste par år havde karrieren gået ned af bakke for ham og populariteten været faldende, mens flere af hans sidste film ikke har klaret sig synderligt godt ved billetlugerne. Hvad var så mere oplagt en at prøve at genoplive en af hans største succeser og se om man atter kunne få pengene til at rulle og karrieren til at ryge til tops.
Til at instruere løjerne hyrede man så den rutinerede og forholdsvis alsidige Landis, der også stod bag ”Coming To America” fra 1988 og som gav Murphy en af hans sidste rigtige store hits. Ikke meget hjalp det dog, da filmen ikke blev den store succes.
Da jeg første gang så den, fandt jeg den heller ikke særlig god og dårligere end de forrige film i serien, men ved gensyn må jeg konstatere at jeg synes den næsten lever op til de to andre film trods alt.
Indledningen er faktisk ret god, hvis man tænker på ”Beverly Hills Cop” som en decideret actionfilm med lidt humor kastet ind (her kan en del skuffelse jo så ligge, selv om den var godt på vej i den retning i del 2). Filmen kan så undervejs tage en noget flakkende kurs, da den veksler mellem det mere typiske action-ramasjang, morsomme situationer og det dybt platte og unødvendige, som det specielle våben, der både har cd-afspiller, mikrobølgeovn og andre tåbeligheder. Det er som om man ikke rigtigt har kunne bestemme sig for, eller turde vælge en mere tydelig retning for hvor filmen skulle gå hen ad og holde sig til den mere rene actionfilm, som den ellers mest lægger op til.
Men den underholder og det gør den altså fint, hvis man har de rette og dermed små forventninger. Der sker en masse, ikke alt måske lige gennemtænkt eller logisk, og der er massere af pudsige optrin. Handlingen er hvad den er, ikke særlig god i sig selv, men man har klogeligt valgt ikke at spille så ret meget på mødet mellem Murphy’s Alex og rigmandsbydelen og i stedet for lade meget af filmen foregå i en forlystelsespark, hvad der både kan virke som en god og en dårlig ide på samme tid.
Teknisk er den solidt lavet og kan betegnes som godt håndværk, men ikke særlig visionært eller modigt.
Den er langt fra så godt castet som de to første og man savner Ashton fra de første film som makker til Reinholdt, men skuepillerne fungerer alligevel upåklageligt til at få det hele til at virke.
Det er hverken stor kunst eller nogen stor film i sig selv og selv om den måske mest prøver at leve på tidligere tiders bedrifter, så kan den faktisk godt klare at stå alene og bruges til en dag på sofaen, hvor man af en eller anden grund alligevel ikke får rejst sig.
Ti år efter den første film og syv år efter del to, vender Murphy tilbage til rollen der i sin tid gjorde ham til superstar.
De sidste par år havde karrieren gået ned af bakke for ham og populariteten været faldende, mens flere af hans sidste film ikke har klaret sig synderligt godt ved billetlugerne. Hvad var så mere oplagt en at prøve at genoplive en af hans største succeser og se om man atter kunne få pengene til at rulle og karrieren til at ryge til tops.
Til at instruere løjerne hyrede man så den rutinerede og forholdsvis alsidige Landis, der også stod bag ”Coming To America” fra 1988 og som gav Murphy en af hans sidste rigtige store hits. Ikke meget hjalp det dog, da filmen ikke blev den store succes.
Da jeg første gang så den, fandt jeg den heller ikke særlig god og dårligere end de forrige film i serien, men ved gensyn må jeg konstatere at jeg synes den næsten lever op til de to andre film trods alt.
Indledningen er faktisk ret god, hvis man tænker på ”Beverly Hills Cop” som en decideret actionfilm med lidt humor kastet ind (her kan en del skuffelse jo så ligge, selv om den var godt på vej i den retning i del 2). Filmen kan så undervejs tage en noget flakkende kurs, da den veksler mellem det mere typiske action-ramasjang, morsomme situationer og det dybt platte og unødvendige, som det specielle våben, der både har cd-afspiller, mikrobølgeovn og andre tåbeligheder. Det er som om man ikke rigtigt har kunne bestemme sig for, eller turde vælge en mere tydelig retning for hvor filmen skulle gå hen ad og holde sig til den mere rene actionfilm, som den ellers mest lægger op til.
Men den underholder og det gør den altså fint, hvis man har de rette og dermed små forventninger. Der sker en masse, ikke alt måske lige gennemtænkt eller logisk, og der er massere af pudsige optrin. Handlingen er hvad den er, ikke særlig god i sig selv, men man har klogeligt valgt ikke at spille så ret meget på mødet mellem Murphy’s Alex og rigmandsbydelen og i stedet for lade meget af filmen foregå i en forlystelsespark, hvad der både kan virke som en god og en dårlig ide på samme tid.
Teknisk er den solidt lavet og kan betegnes som godt håndværk, men ikke særlig visionært eller modigt.
Den er langt fra så godt castet som de to første og man savner Ashton fra de første film som makker til Reinholdt, men skuepillerne fungerer alligevel upåklageligt til at få det hele til at virke.
Det er hverken stor kunst eller nogen stor film i sig selv og selv om den måske mest prøver at leve på tidligere tiders bedrifter, så kan den faktisk godt klare at stå alene og bruges til en dag på sofaen, hvor man af en eller anden grund alligevel ikke får rejst sig.
01/12-2005
