En af filmhistoriens mest origianle
6.0
Det er sagt, at der er tre film, der for alvor har brudt med konventionerne inden for filmkunsten. Den ene er En nations fødsel og den anden Citizen Kane. Åndeløs er den tredje. Hvad er det så, der gør denne franske perle til en af filmhistoriens største og mest konventionsbrydende film?
Som en af de første rigtige filmnørder, der selv fik lov til at lave film, havde Godard et had/kærlighed forhold til Hollywood. Dette smitter af på Åndeløs.
Historien er temmelig uoriginal, og minder mest af alt om en typisk Hollywood-genrefilm. Her er skruppeløse gangstere, et forelsket par og skuddueller. Skuespillerne Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg er også begge smukke og karismatiske nok til at være Hollywood-skuespillere, og Belmondo går flere gange og sammenligner sig selv med Humphrey Bogart. Dialogen er fantastisk velskrevet, og de to skuespillere leverer den med milimeterpræcision.
Men det der falder tilskueren i øjnene først, er, at filmens narrativ er yderst anti-Hollywood. Hvor en almindelig kanonisk narrativ ville have vist de vigtige begivenheder (drabet på politimanden, afslutningen) over et længere suspenseopbyggende forløb, vælger Godard at lægge vægt på snakke-scenerne mellem Seberg og Belmondo (i soveværelset og i Paris' gader). Denne i klassisk Hollywood-forstand afvigende narrative struktur bliver underbygget af dens klipning. Godard benytter jump-cuts i flere scener, blandt andet i bilen, hvor Seberg fortæller Belmondo om sit liv. Eller i scenen, hvor politibetjenten bliver skudt. Her klippes abrupt, og al kontinuitet i klipningen aflives. Det er blandt andet disse nyskabelser, der gør, at Åndeløs står tilbage som et uvurderligt filmisk kunstværk.
Åndeløs var med til at starte den franske nybølge primært sammen med Truffauts Ung flugt. Men Åndeløs er den filmisk mest originale af de to, og den har om nogen film sat sine spor i den europæiske kunstfilmscene.
Som en af de første rigtige filmnørder, der selv fik lov til at lave film, havde Godard et had/kærlighed forhold til Hollywood. Dette smitter af på Åndeløs.
Historien er temmelig uoriginal, og minder mest af alt om en typisk Hollywood-genrefilm. Her er skruppeløse gangstere, et forelsket par og skuddueller. Skuespillerne Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg er også begge smukke og karismatiske nok til at være Hollywood-skuespillere, og Belmondo går flere gange og sammenligner sig selv med Humphrey Bogart. Dialogen er fantastisk velskrevet, og de to skuespillere leverer den med milimeterpræcision.
Men det der falder tilskueren i øjnene først, er, at filmens narrativ er yderst anti-Hollywood. Hvor en almindelig kanonisk narrativ ville have vist de vigtige begivenheder (drabet på politimanden, afslutningen) over et længere suspenseopbyggende forløb, vælger Godard at lægge vægt på snakke-scenerne mellem Seberg og Belmondo (i soveværelset og i Paris' gader). Denne i klassisk Hollywood-forstand afvigende narrative struktur bliver underbygget af dens klipning. Godard benytter jump-cuts i flere scener, blandt andet i bilen, hvor Seberg fortæller Belmondo om sit liv. Eller i scenen, hvor politibetjenten bliver skudt. Her klippes abrupt, og al kontinuitet i klipningen aflives. Det er blandt andet disse nyskabelser, der gør, at Åndeløs står tilbage som et uvurderligt filmisk kunstværk.
Åndeløs var med til at starte den franske nybølge primært sammen med Truffauts Ung flugt. Men Åndeløs er den filmisk mest originale af de to, og den har om nogen film sat sine spor i den europæiske kunstfilmscene.
02/12-2005
