Mifunes fordrukne sang

Før Kitano Takeshi spillede den blinde sværdkæmper Zatoichi i en opdateret version, tilhørte rollen skuespilleren Katsu Shintarou i en lang række film i 1960'erne og 1970'erne. Disse film om Zatoichi udgør en af de bedste sværdkamps- eller chambarafilmserier nogensinde.

I denne 20ende film hvor Katsu Shintarô igen igen igen igen spiller sit livs rolle som den blinde massør og godmodige småbandit Zatôichi, der altid holder med klarer sig igennem skærene i den korrupte verden. Vi ved for det første, at han nok skal klare den, da der tale om en filmserie på rigtig mange afsnit. Egon Olsen kunne jo heller ikke kradse af på Olsenbandens højdepunkt, da Nordisk Film jo uden tvivl vil presse mere ud af successen. Vi ved efterhånden også, at Zatoichi vil kæmpe for de svage, selv om han måske er lidt af en småbandit. Så meget er der efterhånden blevet etableret af tradition i de første 19 film. Mønstret brydes ikke i denne film. Men til gengæld udfoldes plottet så komplekst med så mange karakterer, at det er utroligt at kabalen går op.

Den absolut vigtigste og mest spændende karakter i filmen er Mifune Toshiro, der giver den igen som sin gode gamle Yojimbo-rolle. Han er ikke den præcist samme Sanjurô, som han spillede i Kurosawas fantastiske film, der prægede genren og Zatoichi-serien så meget. Faktisk er yojimboen i starten af filmen en drukken sut, der lader til at handle udelukkende ud fra grådighed. Så lavt har han sunket, at han kæmper for den lusede lus af en yakuza i byen, Masagoro (Yonekura Masakane), der udnytter yojimboens kæreste, barpigen Umeno (fantastiske Wakao Ayako, der i mine øjne var den største filmstjerne i 1960'erne). Zatoichi har også et godt kendskab til byen og igen til pigen Umeno. Masagoro lover sin yojimbo 100 ryo, hvis han slår Zatoichi ihjel. Det ender i en sjov og elegant scene, hvor den blinde massør jonglerer rundt med en døddrukken og grovmundet samurai.

Zatoichi og yojimboens spil er det mest fantastiske ved filmen. Deres indbyrdes kamp er mere en kamp på mundhuggeri og drillerier, end det er et spørgsmål om at udgyde blod. I mange henseender er dette mere end letbenet komedie, end det er en blodig sværdkampsfilm. Og dog. Med instruktør Okamoto Kihachi bag rattet på sin første Zatoichi film, er der masser af smukt koreograferet sværddans. Man kunne jo ikke forvente andet af manden bag ”Kiru”.

Samtidig er plottet ganske komplekst og spændende med intensivering ovenpå intensivering. Det viser sig, at yakuzaens far, silkehandleren Eboshiya, er involveret i guldmønterivirksomhed, hvor han gemmer store summer fra Edo. Der er agenter fra Edo og involverede i landsbyen, og efterhånden viser det sig, at alt og alle langsomt er hvad de giver sig ud for. Det hele er udført enormt elegant og med stor præcision. Samtidig er filmen som altid smukt fotograferet.

Der er tale om noget af det fineste indenfor underholdningsfilm. Langt, langt bedre end hvad Kitano kunne præstere. Skær de komiske elementer ud, og filmen kunne ligne et mesterværk. Men så ville det jo ikke være en Zatoichi film. Nej, den er skam god, som den er.

Nok er dette film nr. 20, men det er godt sted at starte, og få vækket appetiten efter mere Zatoichi. Se den om ikke andet for Mifune.