Old boys on the block
4.0
Park Chan-wooks anden film i hans hævn-trilogi er den mest velkendte efter at have vundet en af de store priser ved Cannes, da Tarantino var formand for juryen. Den er også blevet umådelig populær rundt omkring i verden. Den er under alle omstændigheder bedre end den første del, ”Sympathy for Mr. Vengeance”, der ikke sagde mig så meget med sine mange karakterer og rodede plot.
”Oldboy”, der er baseret på en japansk manga af samme navn, har også mange plottwists, men den holder fokusset på hovedpersonen Oh Daesu (Choi Minsik), der spærres inde i et hotelværelse i 15 år uden at vide hvorfor. Da han slipper ud, er han arrig efter hævn. Hans situation gøres dog mere kompleks ved at han forelsker sig i sushikokken Mido (Kang Hye-jeong). Mens han søger hævn, finder han langsomt ud af, hvorfor han er blevet spærret inde, men det hele er ikke så enkelt, som han troede.
Filmens plotudvikling er enormt spændende at følge, og Choi Minsik giver en pragtpræstation, når han står på grænsen til at lukke sit indre monster ud. Det sagt, så er det lidt for billig en løsning at bruge hypnose som plotinstrument. Det svarer jo næsten til, at det hele er en drøm. Klimakset burde også bunde mere i Daesus personlighed fremfor den skumle skurks. Den skumle skurk udvikler sig heller ikke så meget i løbet af filmen, og han har ikke så mange dimensioner at spille med heller. Dette gør filmen til lidt af en konstrueret leg med det ekstreme, frem for et nuanceret blik ind i menneskets indre mørke.
Med hensyn til det mørke tema som filmen leger med (ud over det åbenlyse hævntema, der smukt vendes 180 grader), så er dette portrætteret langt bedre og mere interessant i for eksempel Imamura Shoheis ”The Pornographers”. I "Oldboy" er temaet mest af alt et instrument for plottet. Men som sagt så er det et enormt spændende plot at følge, og ”Oldboy” er en fænomenalt flot voldsfilm.
Filmen har i hvert fald ikke dæmpet min interesse for Park Chan-wooks film, og jeg vil da også inden længe tage ind og se "Sympathy for Lady Vengeance", den tredje del af trilogien, der kører i japanske biografer for tiden.
”Oldboy”, der er baseret på en japansk manga af samme navn, har også mange plottwists, men den holder fokusset på hovedpersonen Oh Daesu (Choi Minsik), der spærres inde i et hotelværelse i 15 år uden at vide hvorfor. Da han slipper ud, er han arrig efter hævn. Hans situation gøres dog mere kompleks ved at han forelsker sig i sushikokken Mido (Kang Hye-jeong). Mens han søger hævn, finder han langsomt ud af, hvorfor han er blevet spærret inde, men det hele er ikke så enkelt, som han troede.
Filmens plotudvikling er enormt spændende at følge, og Choi Minsik giver en pragtpræstation, når han står på grænsen til at lukke sit indre monster ud. Det sagt, så er det lidt for billig en løsning at bruge hypnose som plotinstrument. Det svarer jo næsten til, at det hele er en drøm. Klimakset burde også bunde mere i Daesus personlighed fremfor den skumle skurks. Den skumle skurk udvikler sig heller ikke så meget i løbet af filmen, og han har ikke så mange dimensioner at spille med heller. Dette gør filmen til lidt af en konstrueret leg med det ekstreme, frem for et nuanceret blik ind i menneskets indre mørke.
Med hensyn til det mørke tema som filmen leger med (ud over det åbenlyse hævntema, der smukt vendes 180 grader), så er dette portrætteret langt bedre og mere interessant i for eksempel Imamura Shoheis ”The Pornographers”. I "Oldboy" er temaet mest af alt et instrument for plottet. Men som sagt så er det et enormt spændende plot at følge, og ”Oldboy” er en fænomenalt flot voldsfilm.
Filmen har i hvert fald ikke dæmpet min interesse for Park Chan-wooks film, og jeg vil da også inden længe tage ind og se "Sympathy for Lady Vengeance", den tredje del af trilogien, der kører i japanske biografer for tiden.
02/12-2005
