Plastik med sjæl
5.0
Animationsfilm er hyggelige og lune på en kold decemberaften. Jeg brød mig ikke specielt meget om den oprindelige ”Toy Story” fra 1995, der virkede ganske kold på mig dengang. "Toy Story" virker på mig mere som et brand, der skal sælge penalhuse og Happy Meals, end som en film. Men Pixar har leveret nogle ganske gode og lune film i ”The Incredibles” og ”Monsters Inc.”, så jeg gav den en chance.
”Toy Story 2” kører måske ganske meget på de sentimentale følelser for børn, men den er skam sjov og underholdende for voksne også. Woody (Tom Hanks) er begyndt at indse, at livet for et gammelt stykke legetøj ikke er evigt. En dag vil hans ejer blive træt af ham eller slide ham op. Da moren en dag holder loppemarked, forsøger Woody at redde en plasticpingvin, der er gået i stykker, fra et blive solgt for et par kroner. Woody ender selv med at blive samlet op af en legetøjssamler, og det viser sig, at han er et værdifuldt popkulturklenodie, der kan sælges for mange penge til et legetøjsmuseum i Tokyo.
Hans ven astronautfiguren Buzz Lightyear (Tim Allen) sætter en redningsaktion i gang sammen med Mr. Potato Head, Slinky Dog og Rex. De løber ind i problemer med at komme over vejen og med Buzz Lightyears plastic dobbeltgænger, der ligesom Buzz i den oprindelige film ikke aner, at han er et legetøj. Imellemtiden forsøger cowgirlen Jessie (Joan Cusack) og guldgraveren Stinky Pete (Kelsey ”Frasier” Grammer) at overtale Woody til at blive i samlingen, så de ikke ender i deres mørke kasser igen.
Filmen er sjovt nok et kæmpefranchise, der lærer børn og forældre, at børn skal have lov at være børn i stedet for at være ofre i markedsspekulationer og brug og smid væk kulturer. Der er samtidig en masse sjove referencer til moderne popkultur, ikke mindst da Buzz må konfrontere superskurken Evil Emperor Zurg, og han finder ud af, at skurken er mere end blot nemesis. ”Toy Story 2” er en animationsfilm for børn og barnlige sjæle af en høj kvalitet med meget mere sjæl end standardunderholdningen rettet mod børn. Den går ikke blot efter en lav fællesnævner for børnene. Den har meget mere respekt for dem.
”Toy Story 2” kører måske ganske meget på de sentimentale følelser for børn, men den er skam sjov og underholdende for voksne også. Woody (Tom Hanks) er begyndt at indse, at livet for et gammelt stykke legetøj ikke er evigt. En dag vil hans ejer blive træt af ham eller slide ham op. Da moren en dag holder loppemarked, forsøger Woody at redde en plasticpingvin, der er gået i stykker, fra et blive solgt for et par kroner. Woody ender selv med at blive samlet op af en legetøjssamler, og det viser sig, at han er et værdifuldt popkulturklenodie, der kan sælges for mange penge til et legetøjsmuseum i Tokyo.
Hans ven astronautfiguren Buzz Lightyear (Tim Allen) sætter en redningsaktion i gang sammen med Mr. Potato Head, Slinky Dog og Rex. De løber ind i problemer med at komme over vejen og med Buzz Lightyears plastic dobbeltgænger, der ligesom Buzz i den oprindelige film ikke aner, at han er et legetøj. Imellemtiden forsøger cowgirlen Jessie (Joan Cusack) og guldgraveren Stinky Pete (Kelsey ”Frasier” Grammer) at overtale Woody til at blive i samlingen, så de ikke ender i deres mørke kasser igen.
Filmen er sjovt nok et kæmpefranchise, der lærer børn og forældre, at børn skal have lov at være børn i stedet for at være ofre i markedsspekulationer og brug og smid væk kulturer. Der er samtidig en masse sjove referencer til moderne popkultur, ikke mindst da Buzz må konfrontere superskurken Evil Emperor Zurg, og han finder ud af, at skurken er mere end blot nemesis. ”Toy Story 2” er en animationsfilm for børn og barnlige sjæle af en høj kvalitet med meget mere sjæl end standardunderholdningen rettet mod børn. Den går ikke blot efter en lav fællesnævner for børnene. Den har meget mere respekt for dem.
04/12-2005
