forslidt floskel
2.0
Den tyske instruktør Robert Schwenkte (hvis filmiske erfaring ikke ligefrem er imponerende) er med Flightplan rykket til den amerikanske mainstream filmindustri, men leverer intet andet end et uophidsende og til tider direkte tåbelig produkt, hvis stupiditet kun kan anfægte til uforståenhed overfor producenternes (blandt andet den magtfulde og oftest egentlig kvalitative Brian Grazer) ønske om at kaste penge i denne mislykkede film. Flightplan er tydeligvis inspireret af David Finchers innovative og ret så fremragende Panic Room (og flere af Hitchcocks klassiske film, som Panic Room ligeledes havde hentet stor inspiration hos), men Schwenkte når (naturligvis) ikke Finchers talent til sokkeholderne, og Flightplan ender ultimativt med at være endnu et overflødigt samlebåndsprodukt, som kun amerikanerne kan kreere.
Associationer og de dragende paralleller til Panic Room undermineres naturligvis ikke af Jodie Fosters indladenhed i projektet, men man forstår simpelthen ikke hvorfor denne brillante karakterskuespiller vil udlåne sit umådelige talent til en film af denne svage kaliber. Foster overbeviser mestendels af tiden udmærket som den traumatiserede og psykisk ustabile enke, der på mystificerende vis mister sit barn på et enormt og moderne fly. Indledningsvis er genren det psykologiske drama/thriller, som Schwenkte håndterer med nogenlunde kompetence, men omtrent halvvejs i filmen går der regulær og banal ´psykopat med ondskabsfuld agenda´ i filmen, og det fragmentariske og umotiverede genreskift (med dertilhørende uspændende kat-efter-mus jagt, osv.) trækker stærkt ned i helhedsbedømmelsen, hvor Foster ligeledes ikke kan opretholde plausibilitet eller bare en standardinteresse for hendes karakter. Skylden hertil skal dog falde på manuskriptforfatterne Peter A. Dowling og Billy Ray, der ikke ligefrem har hensat dem selv i det originale tankespor.
Flightplan byder på en admirabel birolle-cast, som enten ikke har læst det substansløse manuskript, eller bare har gået efter de nemme og uudfordrende roller (læs: penge). Peter Sarsgaard kæmper en brav kamp med hans ekstrem karikerede og utroværdige karakter, mens talentfulde folk som Sean Bean og Erika Christensen bare må stå og observere passivt fra sidelinien. Klicheerne hober sig nådesløst op under spilletiden, og det er en stor skam, da Flightplan lægger stærkt ud med en interessant historie, akkompagneret af nydelige visuelle idéer. Schwenkte viser sig dog ikke at være interesseret i karakterernes psykologi eller give bare en nogenlunde håndgribelig skildring af denne, men forfalder i stedet til en skematisk historieudfoldelse, hvor alle spændingsgenrens konventioner serveres med en tæerkrummende højtidelighed (især slutningen er ufrivillig komisk, hvor alle ender skal samles på politisk korrekt og uanstødelig vis). Flightplan kan derfor kun kategoriseres som spildt potentiale af den værste slags, og seværdigheden (og de to stjerner) skal i stedet findes i det visuelle aspekt, der har enkelte guldkorn at byde på (blandt andet en ekstrem flot refleksionssekvens i et trangt badeværelse). Flightplan er naturligvis en velproduceret affære, men når indholdet er så tomt og intetsigende, er der ingen lyst fra publikums side til engagement i filmens univers. En ueffektiv og småkedelig film, hvis banaliteter man havde håbet på, at Hollywood endelig havde lagt bag sig. Tilsyneladende ikke.
Associationer og de dragende paralleller til Panic Room undermineres naturligvis ikke af Jodie Fosters indladenhed i projektet, men man forstår simpelthen ikke hvorfor denne brillante karakterskuespiller vil udlåne sit umådelige talent til en film af denne svage kaliber. Foster overbeviser mestendels af tiden udmærket som den traumatiserede og psykisk ustabile enke, der på mystificerende vis mister sit barn på et enormt og moderne fly. Indledningsvis er genren det psykologiske drama/thriller, som Schwenkte håndterer med nogenlunde kompetence, men omtrent halvvejs i filmen går der regulær og banal ´psykopat med ondskabsfuld agenda´ i filmen, og det fragmentariske og umotiverede genreskift (med dertilhørende uspændende kat-efter-mus jagt, osv.) trækker stærkt ned i helhedsbedømmelsen, hvor Foster ligeledes ikke kan opretholde plausibilitet eller bare en standardinteresse for hendes karakter. Skylden hertil skal dog falde på manuskriptforfatterne Peter A. Dowling og Billy Ray, der ikke ligefrem har hensat dem selv i det originale tankespor.
Flightplan byder på en admirabel birolle-cast, som enten ikke har læst det substansløse manuskript, eller bare har gået efter de nemme og uudfordrende roller (læs: penge). Peter Sarsgaard kæmper en brav kamp med hans ekstrem karikerede og utroværdige karakter, mens talentfulde folk som Sean Bean og Erika Christensen bare må stå og observere passivt fra sidelinien. Klicheerne hober sig nådesløst op under spilletiden, og det er en stor skam, da Flightplan lægger stærkt ud med en interessant historie, akkompagneret af nydelige visuelle idéer. Schwenkte viser sig dog ikke at være interesseret i karakterernes psykologi eller give bare en nogenlunde håndgribelig skildring af denne, men forfalder i stedet til en skematisk historieudfoldelse, hvor alle spændingsgenrens konventioner serveres med en tæerkrummende højtidelighed (især slutningen er ufrivillig komisk, hvor alle ender skal samles på politisk korrekt og uanstødelig vis). Flightplan kan derfor kun kategoriseres som spildt potentiale af den værste slags, og seværdigheden (og de to stjerner) skal i stedet findes i det visuelle aspekt, der har enkelte guldkorn at byde på (blandt andet en ekstrem flot refleksionssekvens i et trangt badeværelse). Flightplan er naturligvis en velproduceret affære, men når indholdet er så tomt og intetsigende, er der ingen lyst fra publikums side til engagement i filmens univers. En ueffektiv og småkedelig film, hvis banaliteter man havde håbet på, at Hollywood endelig havde lagt bag sig. Tilsyneladende ikke.
04/12-2005
