Voldelig fiktion, fiktiv virkelighed

I David Cronenbergs ”A History of Violence” spiller Viggo Mortensen en typisk amerikansk familiefar i en typisk amerikansk lille by, der er mærkværdigt effektiv i voldelige situationer. Cronenberg udforsker i denne film noget af det samme territorium som Sam Peckinpah i ”Straw Dogs”, og alligevel ikke. I ”History of Violence” er volden mere stiliseret og sat i et typisk gangstermiljø som ud af en Hollywoodfilm eller den slags romaner.

Tom Stall (Viggo Mortensen) lever et stille og fredeligt liv med sin dejlige kone Edie (Maria Bello) og deres teenagesøn og lille datter. Han passer sin diner i den lille bymidte, mens hun arbejder som advokat. Det mest ophidsende der sker i familiens liv, er når Edie klæder sig ud som cheerleader i sengen, eller når sønnen får trudsler om bank fra sportsidioterne i skolen. Men en dag dukker to røvere op i Toms diner, og helvede bryder løs. Tom dræber de to i forsvar af en af sine ansatte, og han ender som en lokal helt. Men denne uønskede opmærksomhed leder også til nogle besøg fra nogle gangstere ledt af den arrede Fogarty (Ed Harris), der påstår, at Tom i virkeligheden er en gammel voldelig gangster fra Philadelphia ved navn Joey.

Hvem er Tom i virkeligheden? Dette spørgsmål bliver delvist besvaret i løbet af filmen. Men alligevel kan man spørge det samme spørgsmål hele vejen igennem filmen til den sidste scene. Hvad er det for en mand vi ser i sidste scene? Der, hvor ”A History of Violence” overgår langt de fleste andre voldelige film, er i denne kompleksitet. Vold, eller voldsfantasier, er en del af denne verden og en del af mennesket. Vi ser også den del i Edie og i sønnen. Men selv når grænserne er nået, så er mennesket ikke blot en ensidet voldspsykopat. Man kan diskutere, hvorvidt gangsterne i filmen er virkelige eller ej. Jeg vil mene, at de er en del af en fantasi. De er metaforer for, hvad der foregår inde i vores hovedpersons hoved.

Men nok om temaet. Filmen er utrolig flot spillet og instrueret. Jeg vil uden at afsløre noget igen påpege den sidste scene, hvor alt fortælles igennem billeder fremfor tekst. Jeg tvivler på, at film baseret på litterære forlæg ville kunne indeholde en tilsvarende scene, da det er umuligt at få de samme nuancer med som Cronenberg, Mortensen og Bello her skaber visuelt. ”A History of Violence” er baseret på en tegneserie (eller snarere en ”grafisk novelle”), som er et visuelt medie, der derfor er lettere at gøre til film. Vi har set mange filmatiseringer af superheltetegneserier og i ”Sin City”s tilfælde, supernoirfilmatiseringer, men denne film er i mine øjne den mest interessante filmatisering af en tegneserie, og en af de mest vellykkede amerikanske film i år.