- Modsætninger mødes og sød musik opstår -

At det netop blev Scorsese og ikke Spielberg (som fik tilbudt projektet), der lavede genindspilningen af ”Cape Fear” er nok ret heldigt. Scorseses dystre præg klælder nemlig filmen, og modsat mange andre instruktørerer der giver sig i kast med en genindspilning, tør Scorsese at gøre sin personlig.

Det er den underliggende historie, der er filmens es i ærmet. Nemlig historien om hvordan en morders tyranni går hen og redder en splittet familie fra at gå i opløsning. Et særdeles politisk ukorrekt budskab men ikke desto mindre uhyre fascinerende, idet Scorsese forstår at plante løgene taktisk, således at de først springer ud til allersidst, hvilket afslutter filmen noget nær perfekt.

Som spændingsfilm fungerer den også godt. Med Hitchcock som tydelig inspirationskilde er der et væld af nervepirrende scener at finde, og Scorsese forstår at kombinere den klassiske suspense med sin egen særegne intensitet. Af og til kan dramatikken måske godt virke en smule søgt, såsom under klimakset på båden, men helt over gevind går det dog aldrig.

Skuespillet er glimrende. Nick Nolte og Jessica Lange er begge gode, mens De Niro fornemt udtrykker den indædte vrede i skurkerollen. Prikken over i’et er Juliette Lewis, der er fantastisk som den generte og uskyldige datter. Selv overfor De Niro stjæler hun billedet.

”Cape Fear” er derfor en glimrende spændingsfilm. Filmen opnår stor intensitet blot gennem dens billeder, så lidt ærgerligt er det, at den tyr til effektjageri i visse scener, men ellers er der ikke meget at komme efter, og vigtigst af alt fornemmes Scorseses nærvær hele filmen igennem.