Maskulinitet i en nøddeskal

Denne film fortjener langt flere kommentarer på dette forum. Dete er uden tvivl noget af det bedste moderne amerikansk film har bragt. Martin Scorsese og DeNiro viser deres kæmpetalent til fulde i denne film, der når dybt ind til nogle sider af mennesket, som de fleste måske ikke ønsker at se.

Filmen er et helt utroligt flot portræt af bokseren Jake La Motta (Robert De Niro). I hans professionelle karriere kunne han tage så ufatteligt mange slag og selv give så tunge slag, at de færreste boksere turde møde ham i ringen. Privat er han tæt på at være ligeså stort et bæst, der ikke kunne kontrollere sig selv. Jake er maskulinitet i en nøddeskal. Da Jake møder sin anden kone Vicki (Cathy Moriarty) første gang er der blot masser af stilhed. Jake formår ikke at sige andet end en to-tre sætninger. Også da han viser hende rundt i lejligheden, er snak helt umuligt for ham. Han peger på et tomt fuglebur: ”It's a bird. It was a bird... it's dead now.” Han kan ikke håndtere følelser og samtale. Han udfører kun de mest basale handlinger i livet, at begære, at slås.

Filmen er godt nok baseret på hans egen biografi, men Paul Schrader, Scorsese og ikke mindst DeNiro formår at lave en nøgtern og ironisk fremstilling, der samtidig er fantastisk realistisk og rammende. I en af de første scener laver Jakes første kone en bøf til sin mand, hvilket Jake formår at forpurre totalt ved at agere husdiktator. Denne scene viser en mand, der reagerer fuldkommen ubehersket og voldsomt, men den rammer nogle af de ubehagelige sider af mennesket så præcist, at man ikke kan undgå at græmmes over de gange, man selv har reageret voldsomt over småting, og derved (muligvis tilsigtet) har ødelagt noget af sit forhold til en nær person, og dermed ødelagt en del af en selv. Denne scene er fantastisk flot. Og da Jakes bror Joey (Joe Pesci der også gør det fantastisk) i samme scene besøger Jake, spørger Jake sin bror Joey: ”What the fuck you trying to prove?”, efter Jake beder Joey om at slå ham i hovedet med alt, hvad han har. Blodet løber fra Jakes ar fra den sidste kamp, og han smiler uden at svare.

Som med Pacinos karakter i ”Scarface” ser vi ikke blot Jake sejre og opnå sine mål, vi ser også den videre kamp, og det uundgåelige fald. På sin vis har Jakes privatliv været et konstant fald, mens bokselivet har haft opture og nedture. Ligesom Scarface er han så optaget af sig selv, at han ender med at ødelægge alt for sig selv. Jakes sygelige jalousi over sin kone får ham på afstand af sin bror og alle andre. Denne kæmpe er på trods af sin kæmpe styrke fuldkommen usikker på sig selv. Og han har god grund til at være usikker, for det eneste sted han hører hjemme er i bokseringen. I bokseringen har han nogle andre dyr at slå på. I det private bliver han nød til at kæmpe mod sig selv.

Spørgsmålet i denne film er, kan Jake kontrollere sig selv, vise ømhed og ikke blot begær, være menneske og ikke blot dyr? Dette er et spørgsmål om mennesket i det hele taget. Usødet, råt, men mere kontrastfyldt og kompliceret end det umiddelbart ser ud til. Denne kompleksitet bliver i filmen understreget af den delikate musik, der følger de rå scener. Billederne i filmen er også fantastiske, og de viser forskellen på Jake i bokseringen og Jake i hjemmet. I bokseringen kommer vi helt tæt på ham. Vi får nærbillederne af Jake, der har styr på situationen selv når blodet sprøjte fra hver en mulig sprække i hans ansigt. Men i hjemmet er Jake altid sammen med mennesker, som han ikke ved, hvordan han skal forholde sig til. Man kan ikke blot overleve på maskuline instinkter alene. Uanset hvor mange tæsk Jake kan tage, så kan han ikke håndtere sit liv.