Forældet men forrygende

King Kong hører til en af filmhistoriens mest kendte værker, og jeg husker den helt tilbage fra min tidlige barndom, hvor den var rigtig underholdende - dog mest efter Kong kom ind i billedet.

I dag er jeg stadigvæk meget glad for filmen. Den appellerer til ens indre barn og er eskapisme på et højt niveau. Set med nutidens øjne er de historiske stop motion-effekter selvfølgelig uddateret i højeste grad, men det ændrer ikke ved, at Willis O'Brian og hans medhjælpere har ydet en beundringsværdig kraftpræstation ved skabelsen af Kong.

Skuespillet er faktisk ret skidt, og selvom Fay Wray er den mest interessante karakter i filmen, spiller hun hverken bedre eller dårligere end de andre. Men det gør heller ikke så meget, for det er ikke det, King Kong handler om. Den handler om effekter og eventyr, og på dette område skuffer filmen ikke!

Musikken er fantastisk og skabt af en af tidens helt store komponister: Max Steiner. Især i scenen hvor tilskueren for første gang ser kæmpeaben er musikken eminent og stemningsskabende. Og så understøtter underlægningsmusikken hele vejen igennem afvekslingen mellem det farefulde og eventyrlige overfor det dystre og melankolske.

For i sidste ende er King Kong en tragisk kærlighedshistorie, der er fortællingen om at være anderledes OG forelsket. En tragedie fordi dette selvfølgelig ikke kan gå eller accepteres. Det er ikke stor kunst, men fremragende håndværk og en god morale.

Skal ses af alle, der har interesse i klassiske film, men også af folk med hang til spænding og eventyr. Og selvfølgelig folk der vil se den nye version af Peter Jackson.