Ildsprudlende dilemmaer
5.0
Mange klager over, hvor meget fra bogen, der ikke er med i denne film. Inden man gør det, bør man overveje, om det ændrer den egentlige historie, at visse episoder er fjernet.
-Ville en intro hos familien Dursley fremhæve det væsentlige i historien? Næppe!
-Ville levende væsener i labyrinten gøre det? Tvivlsomt!
Mange fans af Harry Potter bøgerne har, forståeligt nok, svært ved at acceptere at der laves om på deres elskede eventyr, men man må forstå, at årsagen til de store beskæringer jo netop er at fremhæve det vigtige, og sådan ændre så lidt som muligt på den egentlige historie. Det kræver mod af instruktøren. Alfonso Cuarón fik en hård medfart af samme grund. Det samme er ved at ske for Newel. Det ændrer ikke på det faktum, at deres to film er de eneste i serien, der besidder den menneskelige dybde, der kendetegner HP. Det er jo ikke drager, kæmper og enhjørninge der er det nyskabende. Det er at lade eventyrlighederne udgøre rammen til en smukt spunden historie om at finde frem til sin egen identitet, gennem den mest turbulente periode af ens liv.
Ovenstående er ikke ment som en moralprædiken. Jeg vil ikke underkende folks personlige mening/smag. Jeg mener blot man bør overveje, hvor vidt den kritik man kommer med er relevant. Men nu til filmen.
"Flammernes Pokal" besidder ikke samme poetiske skønhed og dybde som "Azkaban". Hvor vidt dette skyldes valget af intruktør eller blot forlægget, skal jeg ikke kunne afgøre. Det er nok en blanding. Hvad der derimod, i særdeleshed, trækker filmen op er Newel's ekstremt håndfaste greb om historien. Han forstår på fornemmeste vis at fremhæve lige præcis det væsentlige, og bevare fokus hele vejen igennem. Han bruger ikke tid på at gentage noget vi allerede har set i 3 film. Det går naturligvis udover mange af de stærke biroller. Eksempelvis Alan Rickmans "Snape". Men uden Newels kompromisløshed var dette blevet en lang tour de force af ligegyldigheder. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis de havde sat Columbus på opgaven.
Jeg er specielt imponeret over hvor elegant "teenagedelen", hvad det end måtte indebære af dilemmaer og nyforelskelser, er flettet ind, ved hjælp af ganske få men virkningsfulde scener, uden overdreven brug af gængse klichéer, og behageligt langt fra kvalmegrænsen. Specielt dobbelttydige sexuelle referencer, børn næppe vil forstå, er til at more sig over. Bl.a. når Hermione fortæller Harry at forholdet mellem hende og Victor Krum mest er noget i retning af "a physical thing", mon hun selv er klar over hvad hun siger? :)
På trods af at Newel har valgt en meget mørk og dyster stil, virker filmen langt mere munter og opløftende end forgængeren, takket være humoren, der er gennemgående uden at være central. Dog er her stadig væk tale om en langt mere uhyggelig film, ikke mindst fordi filmen tager form efter klassisk gysertradition. Eksempelvis introen, såvel som slutningen, der ligeledes er oprigtigt rørende. Samtidig rummer filmen en klaustrofobisk stemning, på trods af de storlåede scenarier. En stemning der naturligt nok kulminerer i labyrintscenen.
Om stilistiske fællestræk med så forskellige film som "Seven" og "Ringenes Herre" er tilfældige eller ej, skal stå hen i det uvisse. Derimod er det tvivlsomt at Hermione's askepotscene er en tilfældighed, og nogen vil muligvis kalde lige netop den scene "for meget af det gode", men scenen fungerer rent faktisk, og er både humoristisk og dramatisk. Lad mig også benytte lejligheden til at fremhæve Emma Watson's talent. Hende er der fremtid i, og generelt præger et usædvanlig stærkt skuespillerteam produktionen. De tre hovedpersoner har for alvor fundet sig til rette i deres roller, og har skabt hver deres udtryk. At udskifte dem på det her tidspunkt i serien, vil være noget nær blasfemi. Birollerne er ligeledes særdeles stærke. Brendan Gleeson ligner et seriøst bud på årets mandlige birolle, uanset om han bliver belønnet for den eller ej ;)
At filmen desuden er et teknisk udstyrstykke af de helt store, glemte jeg vidst at få med i forbifarten. Såvel visuelt som på lydsiden. Det fungerer fint med fordrejningen af John Williams's efterhånden velkendte temaer, og så er det herligt med det ægte rockband til festen. Men generelt er dette en side af filmen man selv må opleve.
det blev et indlæg af de længere, men foruden Za Kannushis anmeldelse er det ikke de lange seriøse indlæg, der præger Potter-debatten. Jeg håber nogle flere af de "seriøse" skribenter vil slippe deres berøringsangst og komme på banen :)
-Ville en intro hos familien Dursley fremhæve det væsentlige i historien? Næppe!
-Ville levende væsener i labyrinten gøre det? Tvivlsomt!
Mange fans af Harry Potter bøgerne har, forståeligt nok, svært ved at acceptere at der laves om på deres elskede eventyr, men man må forstå, at årsagen til de store beskæringer jo netop er at fremhæve det vigtige, og sådan ændre så lidt som muligt på den egentlige historie. Det kræver mod af instruktøren. Alfonso Cuarón fik en hård medfart af samme grund. Det samme er ved at ske for Newel. Det ændrer ikke på det faktum, at deres to film er de eneste i serien, der besidder den menneskelige dybde, der kendetegner HP. Det er jo ikke drager, kæmper og enhjørninge der er det nyskabende. Det er at lade eventyrlighederne udgøre rammen til en smukt spunden historie om at finde frem til sin egen identitet, gennem den mest turbulente periode af ens liv.
Ovenstående er ikke ment som en moralprædiken. Jeg vil ikke underkende folks personlige mening/smag. Jeg mener blot man bør overveje, hvor vidt den kritik man kommer med er relevant. Men nu til filmen.
"Flammernes Pokal" besidder ikke samme poetiske skønhed og dybde som "Azkaban". Hvor vidt dette skyldes valget af intruktør eller blot forlægget, skal jeg ikke kunne afgøre. Det er nok en blanding. Hvad der derimod, i særdeleshed, trækker filmen op er Newel's ekstremt håndfaste greb om historien. Han forstår på fornemmeste vis at fremhæve lige præcis det væsentlige, og bevare fokus hele vejen igennem. Han bruger ikke tid på at gentage noget vi allerede har set i 3 film. Det går naturligvis udover mange af de stærke biroller. Eksempelvis Alan Rickmans "Snape". Men uden Newels kompromisløshed var dette blevet en lang tour de force af ligegyldigheder. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis de havde sat Columbus på opgaven.
Jeg er specielt imponeret over hvor elegant "teenagedelen", hvad det end måtte indebære af dilemmaer og nyforelskelser, er flettet ind, ved hjælp af ganske få men virkningsfulde scener, uden overdreven brug af gængse klichéer, og behageligt langt fra kvalmegrænsen. Specielt dobbelttydige sexuelle referencer, børn næppe vil forstå, er til at more sig over. Bl.a. når Hermione fortæller Harry at forholdet mellem hende og Victor Krum mest er noget i retning af "a physical thing", mon hun selv er klar over hvad hun siger? :)
På trods af at Newel har valgt en meget mørk og dyster stil, virker filmen langt mere munter og opløftende end forgængeren, takket være humoren, der er gennemgående uden at være central. Dog er her stadig væk tale om en langt mere uhyggelig film, ikke mindst fordi filmen tager form efter klassisk gysertradition. Eksempelvis introen, såvel som slutningen, der ligeledes er oprigtigt rørende. Samtidig rummer filmen en klaustrofobisk stemning, på trods af de storlåede scenarier. En stemning der naturligt nok kulminerer i labyrintscenen.
Om stilistiske fællestræk med så forskellige film som "Seven" og "Ringenes Herre" er tilfældige eller ej, skal stå hen i det uvisse. Derimod er det tvivlsomt at Hermione's askepotscene er en tilfældighed, og nogen vil muligvis kalde lige netop den scene "for meget af det gode", men scenen fungerer rent faktisk, og er både humoristisk og dramatisk. Lad mig også benytte lejligheden til at fremhæve Emma Watson's talent. Hende er der fremtid i, og generelt præger et usædvanlig stærkt skuespillerteam produktionen. De tre hovedpersoner har for alvor fundet sig til rette i deres roller, og har skabt hver deres udtryk. At udskifte dem på det her tidspunkt i serien, vil være noget nær blasfemi. Birollerne er ligeledes særdeles stærke. Brendan Gleeson ligner et seriøst bud på årets mandlige birolle, uanset om han bliver belønnet for den eller ej ;)
At filmen desuden er et teknisk udstyrstykke af de helt store, glemte jeg vidst at få med i forbifarten. Såvel visuelt som på lydsiden. Det fungerer fint med fordrejningen af John Williams's efterhånden velkendte temaer, og så er det herligt med det ægte rockband til festen. Men generelt er dette en side af filmen man selv må opleve.
det blev et indlæg af de længere, men foruden Za Kannushis anmeldelse er det ikke de lange seriøse indlæg, der præger Potter-debatten. Jeg håber nogle flere af de "seriøse" skribenter vil slippe deres berøringsangst og komme på banen :)
08/12-2005
