Sukker, sirup, og en sjov Will Ferrel
3.0
Will Ferrel fik stor popularitet efter sin rolle som Buddy, der er et menneske, der er opvokset i nisseland i det muntre legetøjsværksted hos julemanden. Denne film er en sød og harmløs lille julefilm med sjove scener med den naive og godhjertede mand i en kold og naiv verden.
Buddy er adopteret af Papa Elf (Bob Newhart), men han vokser sig hurtigt for stor og kluntet til at falde ind hos de andre nisser. Han får at vide, at hans virkelige menneskefar (James Caan) arbejder i Empire State Building i New York, og alene drager han ud i menneskeverdenen for at møde sin far. Alle inklusiv faren tror, at han er undsluppet en galeanstalt, da han opfører sig som en tiårig, der evigt er optimistisk og glad. Faren afviser først sin søn, men da Buddy viser billedet af sin mor, som faren var kæreste med i de glade 60'ere, får faren lavet en blodprøve. Buddy er hans søn, og han må slæbe ham hjem til familien, der ganske vidst ser på Buddy med skæve øjne, men ikke desto mindre er de glade for hans opmuntrende smil frem for farens negative og trætte miner.
Der er tale om den klassiske Scrooge historie om kynikeren, der gøres blød. Her er det ikke blot faren, men hele New York der er kynisk og sarkastisk i forhold til Buddys blødsødenhed. Buddy er så sukkersød, at han bogstaveligt talt hælder sirup på sin spaghetti. Will Ferrel gør rollen utrolig sjov. Vi kan hele tiden se Buddy fra hans eget uskyldige syn på sig selv, og samtidig kan vi se og forstå omverdens måben over dette fjols. Ja, det er en julefilm for familien, og der er en masse kunstige sentimentale ”believe in Santa” scener, hvor sukkeret overdoseres, men der er også en hel del for det voksne publikum. Denne film har måske hjulpet til at gøre en kynisk verden en smule varmere. Jeg klukkede i hvert fald lunt et par gange.
Hvis man er et barn i julestemning, så er denne film bestemt ikke et dårligt valg.
Buddy er adopteret af Papa Elf (Bob Newhart), men han vokser sig hurtigt for stor og kluntet til at falde ind hos de andre nisser. Han får at vide, at hans virkelige menneskefar (James Caan) arbejder i Empire State Building i New York, og alene drager han ud i menneskeverdenen for at møde sin far. Alle inklusiv faren tror, at han er undsluppet en galeanstalt, da han opfører sig som en tiårig, der evigt er optimistisk og glad. Faren afviser først sin søn, men da Buddy viser billedet af sin mor, som faren var kæreste med i de glade 60'ere, får faren lavet en blodprøve. Buddy er hans søn, og han må slæbe ham hjem til familien, der ganske vidst ser på Buddy med skæve øjne, men ikke desto mindre er de glade for hans opmuntrende smil frem for farens negative og trætte miner.
Der er tale om den klassiske Scrooge historie om kynikeren, der gøres blød. Her er det ikke blot faren, men hele New York der er kynisk og sarkastisk i forhold til Buddys blødsødenhed. Buddy er så sukkersød, at han bogstaveligt talt hælder sirup på sin spaghetti. Will Ferrel gør rollen utrolig sjov. Vi kan hele tiden se Buddy fra hans eget uskyldige syn på sig selv, og samtidig kan vi se og forstå omverdens måben over dette fjols. Ja, det er en julefilm for familien, og der er en masse kunstige sentimentale ”believe in Santa” scener, hvor sukkeret overdoseres, men der er også en hel del for det voksne publikum. Denne film har måske hjulpet til at gøre en kynisk verden en smule varmere. Jeg klukkede i hvert fald lunt et par gange.
Hvis man er et barn i julestemning, så er denne film bestemt ikke et dårligt valg.
11/12-2005
