- Brølet buldrer igen -

At Peter Jackson har lavet sin seneste film med hjerteblod, kan der næppe herske nogen tvivl om. Genindspilningen af en af filmhistoriens helt store klassikere ”King Kong” har ifølge eget udsagn været newzealænderens drømmeprojekt lige siden, han begyndte at interessere sig for filmskabelse. Efter at have taget hele verden med storm med sin filmatisering af Tolkiens eventyr om den berygtede ring, kunne forventningerne nærmest ikke være store nok til Jacksons næste projekt, men lad det være sagt med det samme – de er indfriet.

I en genindspilning der er meget tro mod den originale film formår Jackson nok engang at sprænge rammerne og levere en filmoplevelse for livet. Den storladne fortælling om kæmpeaben fra en fjern ø er på alle tænkelige planer vellykket i denne ”opdatering”, der må siges at være en af de bedste genindspilninger nogensinde.

Budget såvel som spillelængde figurerer i et meget større omfang end det er tilfældet ved originalfilmen, og det kan mærkes. Dette skal dog forstås positivt, da Jacksons version i den grad udviser kærlighed og respekt overfor sit forlæg, og trods det kolossale udtryk bevares den rette ånd hele vejen igennem, bl.a. ved at inkludere stort set samtlige nøglescener fra den gamle version.

I skuespillet finder vi en række gode navne, og alle må mere eller mindre siges at være velvalgte. Adrien Brody fortsætter de gode takter med en overbevisende præstation, mens Naomi Watts, ikke overraskende, udfylder den altafgørende rolle som Ann Darrow til perfektion. Også i de mindre roller er der castet godt, men den helt store overraskelse er og bliver dog Jack Black. I og med man er vant til at opleve ham som ”sjov mand” på det store lærred, har man på forhånd sine betænkeligheder ved at slippe ham løs i en så bærende rolle som denne, men heldigvis tager han en på sengen. Black lægger det humoristiske spil på hylden med bravur, og man skal ikke se ham i meget mere en enkelt scene, før man er overbevist.

Billedsiden er selvsagt imponerende. Post-Ringenes Herre er det jo svært for Peter Jackson, at overgå sig selv, men endnu engang beviser han, at storfilmen simpelthen ligger ham i blodet. Vi forkæles med et utal af bragende flotte actionsekvenser, store og poetiske billeder, og en effektside, der blæser en omkuld. King Kong selv er særdeles veludført og skræmmende livagtig. Tidsbilledet af 30’ernes New York er ligeledes fantastisk og bidrager til den rette stemning med henblik på originalfilmen. Mest imponerende er dog de afsluttende optagelser, hvor Kong kæmper sin sidste kamp på toppen af Empire State Building. Her bydes på åndeløs dramatik, ubegribeligt flotte kamerature, samt en afsked så smuk, at Kong nok engang skriver sig ind i filmhistorien.

For midt i effektorgiet skal vi jo ikke glemme, at King Kong-historien jo er en smuk og klassisk fortælling om mødet mellem skønheden og udyret. Dette har Jackson forstået til fulde. Han har i den grad formået at lade denne del af filmen skinne som aldrig før, og vi er af den grund også endt med en meget bevægende og emotionelt stærk film. Det er derfor med gråd i stemmen, at man jubler over endnu en storslået sejr for Peter Jackson, der ikke blot har været sin opgave voksen, men også har vist sig allerede nu at være en lige så stor personlighed i filmhistorien som sin hovedperson i filmen her. Bravo.