Straight to Hell
5.0
Lad mig starte med denne udmelding:
Et nyt instruktør-ikon indenfor horrorgenren er født. Hans navn er Neil Marshall.
Med Dog Soldiers formåede Neil Marshall at skabe en særdeles vellykket, semi-original og forbandet underholdende horrorfilm, der nærmest kom som et lyn fra en klar himmel.
Jeg havde i hvert fald ikke hverken hørt eller set nogen omtale af denne lille ”perle” førend jeg proppede den i DVD maskinen for knap 2-3 år siden.
Siden har jeg ventet utålmodigt og meget spændt på Neil Marshall’s opfølger til en film, der klart lovede spændende sager.
Og lad mig slå det fast først som sidst; Neil Marshall leverer varen til fulde.
I førnævnte Dog Soldiers tog Marshall en gruppe Britiske soldater og satte dem op imod en flok glubske varulve i det skotske højland.
Denne gang; i den fænomenale The Descent, udspiller handlingen sig om en gruppe kvinder, der kæmper en hård kamp mod naturen, blodtørstige underjordiske kannibaler og tilmed hinanden.
Hvert år tager de tre veninder Sarah, Beth og Juno på en slags ”oplevelses”-ferie, men alting ændrer sig drastisk efter en tur til Skotland, der ender i tragedie da Sarah’s ægtemand samt datter dør i et biluheld.
Et år efter mødes de trods dette sammen med 3 andre adrenalin-junkier i de Appalachiske bjerge i North Carolina.
Her skal de såvel som på huleudforskning forsøge at reparere deres indbyrdes venskab. Et venskab der i den grad er blevet formindsket af efterveerne af tragediens sorg og skyldfølelse.
Juno vil dog med vold og magt sørge for at dette års ”oplevelses”-tur bliver noget specielt.
I stedet for at lede veninderne ned i et velkendt hulesystem kravler flokken dybt ned i et hidtidigt ukendt underjordisk system.
Inden længe er gruppen derfor fanget dybt under jorden uden nogen som helst garanti for at finde en udgang.
En ganske slem situation, der blot forværres yderligere da Sarah indser gruppen ikke er alene i hulesystemets mange trange gange.
I første instans er de andre kvinder overbeviste om, at Sarah blot i et anfald af panisk angst hallucinerer, men inden længe får de alle selv syn for sagen.
En ækelt, slimet Gollum-lignende skikkelse er mere end svær at kategorisere som en hallucination når den dukker op lige bag en…
Kampen for at komme ud af de skelet-dækkede gange og gruber dybt under jorden tager herefter en helt anden og langt mere ubehagelig dimension.
Selv uden de bloddryppende kampe, hvor indvolde og hudstumper flyver gennem luften, ville The Descent være uhyggelig og klam.
Den er nervepirrende, mørk og meget klaustrofobisk i sin stil.
Kanten af stolesædet benyttes ihverfald meget flittigt i løbet af den halvanden time The Descent flimrer på skærmen.
Jovist “låner” den en del fra japanske gysere som Ringu og Ju On og prikker lidt til stemningen fra horrorklassikere som The Thing og Aliens, men for satan og helvede hvor er det underholdende og fedt!
Jeg nød hvert minut af denne lille funklende gyserperle – både første og anden gang.
Et nyt instruktør-ikon indenfor horrorgenren er født. Hans navn er Neil Marshall.
Med Dog Soldiers formåede Neil Marshall at skabe en særdeles vellykket, semi-original og forbandet underholdende horrorfilm, der nærmest kom som et lyn fra en klar himmel.
Jeg havde i hvert fald ikke hverken hørt eller set nogen omtale af denne lille ”perle” førend jeg proppede den i DVD maskinen for knap 2-3 år siden.
Siden har jeg ventet utålmodigt og meget spændt på Neil Marshall’s opfølger til en film, der klart lovede spændende sager.
Og lad mig slå det fast først som sidst; Neil Marshall leverer varen til fulde.
I førnævnte Dog Soldiers tog Marshall en gruppe Britiske soldater og satte dem op imod en flok glubske varulve i det skotske højland.
Denne gang; i den fænomenale The Descent, udspiller handlingen sig om en gruppe kvinder, der kæmper en hård kamp mod naturen, blodtørstige underjordiske kannibaler og tilmed hinanden.
Hvert år tager de tre veninder Sarah, Beth og Juno på en slags ”oplevelses”-ferie, men alting ændrer sig drastisk efter en tur til Skotland, der ender i tragedie da Sarah’s ægtemand samt datter dør i et biluheld.
Et år efter mødes de trods dette sammen med 3 andre adrenalin-junkier i de Appalachiske bjerge i North Carolina.
Her skal de såvel som på huleudforskning forsøge at reparere deres indbyrdes venskab. Et venskab der i den grad er blevet formindsket af efterveerne af tragediens sorg og skyldfølelse.
Juno vil dog med vold og magt sørge for at dette års ”oplevelses”-tur bliver noget specielt.
I stedet for at lede veninderne ned i et velkendt hulesystem kravler flokken dybt ned i et hidtidigt ukendt underjordisk system.
Inden længe er gruppen derfor fanget dybt under jorden uden nogen som helst garanti for at finde en udgang.
En ganske slem situation, der blot forværres yderligere da Sarah indser gruppen ikke er alene i hulesystemets mange trange gange.
I første instans er de andre kvinder overbeviste om, at Sarah blot i et anfald af panisk angst hallucinerer, men inden længe får de alle selv syn for sagen.
En ækelt, slimet Gollum-lignende skikkelse er mere end svær at kategorisere som en hallucination når den dukker op lige bag en…
Kampen for at komme ud af de skelet-dækkede gange og gruber dybt under jorden tager herefter en helt anden og langt mere ubehagelig dimension.
Selv uden de bloddryppende kampe, hvor indvolde og hudstumper flyver gennem luften, ville The Descent være uhyggelig og klam.
Den er nervepirrende, mørk og meget klaustrofobisk i sin stil.
Kanten af stolesædet benyttes ihverfald meget flittigt i løbet af den halvanden time The Descent flimrer på skærmen.
Jovist “låner” den en del fra japanske gysere som Ringu og Ju On og prikker lidt til stemningen fra horrorklassikere som The Thing og Aliens, men for satan og helvede hvor er det underholdende og fedt!
Jeg nød hvert minut af denne lille funklende gyserperle – både første og anden gang.
15/12-2005
