Filmen man hader og elsker

Når King Kong efter tre timer er styrtet til jorden - gennemboret af menneskenes hensynsløse metalfluer, sidder man tilbage med en klump i halsen, og et ar i hjertet, efter at have vidnet menneskenes egoisme og tankeløshed. En sjælden følelse efter en amerikansk film, så endnu mere ros når den kommer. Men samtidig øddelægger det lidt af alt den gode action. Man kan ikke bare læne sig tilbage og nyde bulder og brag, da man konstant er plaget af sorg og medfølelse for aben og pigen. Dette er ingen kritik, men man har følelsen af, gerne at ville have set en film med en abe der går amok, uden denne "tvangssorg." Men filmen kan jo som sagt ikke kritiseres for det, tværtimod kun roses, ved at få os til at sulte efter mere.

Hele historien er jeg set to gange før (1933, 1976), mens plottet, budskab, meddelelsen i filmen, er set utallige gange før, dog nok mest kendt i Befri Willy og Jurrasic Park. Men forskellen på denne nye Kong og de gamle er, at denne er fuldkommen renset for erotik. Ligesom i Ringenes Herre har Peter Jackson ikke ladet nogen form for erotik komme ind i billedet, og det får en til at tvivle en smule på Kongs følelser. Holder han bare af, og vil beskytte hende som en ven? Eller er han forelsket, og vil ikke indse det umulige i et erotisk forhold mellem de to? Svaret er klart og simpelt når filmen slutter, men cirka midt i filmen, (i øvrigt en scene som uden tvivl vil komme på plakat) har man en smule svært ved at greje hvad King Kong føler. Og sådan er det også med pigen, som i øvrigt er formidabelt spillet af Naomi Watts, men det skyldes nok hendes få replikker.

Filmen vil dog blive en milepæl i filmhistorien hvilket den også klart har fortjent. Se den, og gå ud med en følelse af sorg, uretfærdighed og ærgelse over ikke at kunne nyde den fremragende action fuldt ud!