Filmhistorisk perle
6.0
Hvis der er én sovjettisk film, der skiller sig ud i popularitet og almen kendskab, er det Potemkin. Den indeholder måske filmhistoriens vigtigste scene, og den er en fremragende fremsilling af Eisensteins egne filmteoretiske idéer om montageklipningens kraft.
Selve historien er en ærkekommunistisk probagandistisk fortælling om den mislykkede revolution i 1905. Her er der ingen enkeltpersoner, der står ud som helte, og det er kun fællesskabet, der kan sejre i sidste ende. Selvom den døde matros et mere enestående individ i historien, bruges hans personificering blot til at fremprovokere det store oprør mod tsarens tropper.
Det bringer mig videre til den scene, som alle vil tage frem, når man taler om montageklipning. Odessa-trappescenen er uden sidestykke et fremragende eksempel på emninent klipning. Her skabes en rytme i de enkelte indstillinger, som giver en helt unik fornemmelse af tid og rum. Al amerikansk kontinuitetsklipning bliver især i denne scene lagt til side for den mere forvirrende men også æstetiske montage. Nøglescenen er i mine øjne de tre klip af løvestatuerne, der bliver vakt til live gennem netop montage, hvor man ved de tre klip skaber en fornemmelse af bevægelse. At løvestatuerne metaforisk bliver vakt til live er et symbol på massernes oprør, og det ender med at symbolisere det håb, som oprørerne mister efter den mislykkede revolution.
Meget er skrevet om denne film, og det ville være umuligt at nå hele vejen rundt, men jeg vil anbefale dette mesterværk til alle, der er interesseret i filmhistorie og især klipning.
Selve historien er en ærkekommunistisk probagandistisk fortælling om den mislykkede revolution i 1905. Her er der ingen enkeltpersoner, der står ud som helte, og det er kun fællesskabet, der kan sejre i sidste ende. Selvom den døde matros et mere enestående individ i historien, bruges hans personificering blot til at fremprovokere det store oprør mod tsarens tropper.
Det bringer mig videre til den scene, som alle vil tage frem, når man taler om montageklipning. Odessa-trappescenen er uden sidestykke et fremragende eksempel på emninent klipning. Her skabes en rytme i de enkelte indstillinger, som giver en helt unik fornemmelse af tid og rum. Al amerikansk kontinuitetsklipning bliver især i denne scene lagt til side for den mere forvirrende men også æstetiske montage. Nøglescenen er i mine øjne de tre klip af løvestatuerne, der bliver vakt til live gennem netop montage, hvor man ved de tre klip skaber en fornemmelse af bevægelse. At løvestatuerne metaforisk bliver vakt til live er et symbol på massernes oprør, og det ender med at symbolisere det håb, som oprørerne mister efter den mislykkede revolution.
Meget er skrevet om denne film, og det ville være umuligt at nå hele vejen rundt, men jeg vil anbefale dette mesterværk til alle, der er interesseret i filmhistorie og især klipning.
15/12-2005
