Filmhistoriens Bedste Remake

Eller burde jeg skrive Return Of The King...

Filmhold ankommer til ukendt ø, hvor deres kvindelige hovedrolle (Watts) kidnappes af primitiv stamme, der ofrer hende til deres gud, Kong. Kong viser sig at være en kæmpeabe, som det efter meget dramatik lykkes at fange og bringe til New York.

At det cirka 30 år efter at have set den originale ”King Kong”, der straks blev en af mine all-time favoritter, også efter utallige gensyn, skulle lykkes at lave et remake der topper den, havde jeg ikke turde tro eller håbe på i min vildeste fantasi.

Da Jackson annoncerede at han ville lave en genindspilning af ”King Kong”, fandt jeg det var en dårlig ide, selv om jeg kunne lide hans grunde til at gøre det.

”King Kong” var filmen der i sin tid inspirerede Jackson til at blive filmskaber og hører til en af hans egne favoritter. Han havde i mange år ønsket selv at lave en udgave, både for at hylde originalen, men også for at give den videre til en ny generation, så ingen tvivl om at han havde hjertet med og grundene i orden, og det ses!!!

Han havde allerede før succesen med den fantastisk ”Lord Of The Rings” trilogi, forsøgt at få den finansieret , men dengang ville man ikke spytte penge i kassen til projektet og måske forståeligt nok. At røre sådan en gammel og elsket klassiker, fandt i hvert fald ikke genklang hos mig og jeg følte også det var et dårligt karrierevalg, der havde stor chance for at gå galt.

Et remake var allerede forsøgt tilbage i 1976 og det var ikke blevet videre vellykket. Men det er Jackson’s version på alle tænkelige og ja, utænkelige punkter. ”King Kong” anno 2005 er ganske enkelt (eller måske ikke så enkelt) en af de flotteste, mest imponerende og fantastiske storfilm der har set dagens lys og sandsynligvis filmhistoriens bedste remake.

Inden folk formalistisk og tungnemt begynder at påpege, at det kan jeg vel ikke vide, hvis jeg ikke har set alle de originaler der er lavet remakes af og deres genindspilninger, så lad mig skynde mig at begrunde den påstand med, at jeg naturligvis bedømmer udfra dem jeg har set, men også mener det på den måde, at da originalen for mig, hører til en af min mest skattede filmoplevelser, så må en ny udgave, der næsten overgår den, unægteligt kunne kaldes det bedste remake endnu lavet.

Den har kostet kassen, over 200 millioner dollars, så på den måde har Jackson selvfølgelig haft økonomien til at åbne op for sluserne som han gør, men ikke desto mindre får han mere ud af sit oplæg end pengene kan tage æren for. Jeg har set andre instruktører der har haft store budgetter at lege med, uden at det er lykkes dem at lave videre succesfulde film og succesfuldt ment rent indholdsmæssigt, ikke på indtjening.

Selvfølgelig er det at skabe en film, en holdindsats, så instruktøren alene kan teoretisk ikke tage hverken hele æren eller det modsatte, for hvordan en film ender. Men det er i sidste ende instruktørens ansvar og ham der står med alle trådene til at få det til at gå op i den berømte enhed og her har Jackson igen og igen bevist at han er en mester. Både til at fortælle den gode historie, til at få det bedste ud af sine skuespillere, gøre rollerne fyldigere end man i regelen ser i den type film, give handlingen det lidt dybere lag end disse genrer han bevæger sig i normalt besidder og samtidig skabe effekter, action og fremdrift i historien, så hans film fremstår som ren magi på det store lærred og her er ”King Kong” ingen undtagelse.

Lige fra første billede og helt frem til den grusomme uretfærdige og tragiske slutning holdes man fanget i hvert et sekund filmen kører og det i over tre timer, hvad der er en bedrift jeg sjældent har oplevet.

Jackson bygger handlingen grundigt op, man introduceres omhyggeligt til filmens i øvrigt nuanceret persongalleri og får en større forståelse hvorfor de handler som de gør og føler med og for dem, på godt og ondt, før det går løs i et action- og eventyrbrag af en anden verden (jeg kan stadig ikke tro på hvad jeg har set), alt imens filmen indimellem de medrivende og gigantiske scener, giver sig tid til både poetiske, rørende og morsomme øjeblikke (øjeblikke der i en mindre begavet instruktørs hånd kunne have virket frygteligt kikset).

Skuespillet er generelt rigtigt godt og folk som den evigt skønne Watts, den ellers normalt komiske Black og den sympatiske Brody giver alle toppræstationer af den seriøse slags. Her overrasker særligt Black som den sleske og løgnagtige filmskaber Denham, der er parat til at sælge sin sjæl til satan selv og også ynkeligt synker så lavt at han ender med at gøre det, for succes og penge. Black formår at gøre hans figur både troværdig og til tider usympatisk, uden at han støder publikum fra sig.

På billedsiden er der kælet for hver eneste mindste lille detalje, hvor kameraet og kameramanden Andrew Lesnie, der også stod bag ”LOTR”’s eventyrlige billeder, flot indrammer en fabelagtig scenografi, særligt Skull Island og 30’ernes New York er elegante og eventyrlige, men også rejsen til øen er betagende. De raffinerede farveskalaer fremstår delikat og skarpe, så filmen fremstår som var den et smukt malet kunstværk og man overvældes gang på gang over de mageløse klip man præsenteres for.

Imens føles hvert eneste billede som det vokser og vokser for hvert minut filmen skrider frem og bliver mere og mere blændende og mastodontisk, så det næsten ender med at voksne ud og omkring sin tilskuer og opsluge en.

Musikken af den renommerede James Newton Howard, både understøtter og fremhæver på smukkeste vis filmens både kulørte og opulente action og de mere stille øjeblikke, mens den også formår at give den tiltænkte spænding det sidste, der får en til at sidde ude på stolekanten. Den er måske indimellem en smule til den sentimentale side, men det går i tråd med filmens tragiske fortælling.

Teknisk er filmen ikke overraskende en lækkerbisken, men selv efter dagens standard overrumpler effekterne alligevel og blæser en bagover. Specielt Kong er en bedrift af de helt store. Man tror virkelig på at man ser et levende væsen og ikke ”bare” en fed effekt skabt på en computer.

Filmens mange store og små effekter understøtter og bruges naturligvis til at fortælle en historie, men der er også gået fuldstændigt legebarn i Jackson (og tak for det!), der nærmest er gået amok i et vidunderligt effektorgie ude på Skull Island, der er som et festmåltid for enhver aficionado af den slags.

Actionscenerne og dem er der mange af, er noget af det vildeste og mest medrivende endnu set på film, for ikke at forglemme noget af det største. Hver gang man tror man lige har set noget af det drabeligste, så kommer der endnu en scene der er både større og endnu mere drabelig, så man til sidst mister pusten og snapper efter vejret. Fra Kong’s kamp med en T-Rex (jeg siger ikke mere for dem der ikke har set filmen), til menneskers kamp med diverse dinosaurrusser, over til den fængslende finale på toppen af Empire State Building og flere andre scener, kastes alt ind i underholdningens navn og bedre underholdning finder man ganske enkelt ikke. Det er respirationsfremkaldende, gigantisk og sindssygt.

Jackson er gået helt amok og over gevind. Det er som han har tænkt at større er bedre og han går over grænsen, uden tvivl, men det virker og det virker godt. Det er så herligt at jeg fik lyst til at klappe i mine små hænder over, at her er en mand der har skidt på hvad folk ville tænke om dette totalt overdimensionerede og forrygende actionfyrværkeri og byder på en tur man aldrig, jeg mener virkelig aldrig, har set mage til (og måske aldrig kommer til igen).

Samtidig evner Jackson både at opbygge og formidle ægte spænding og også uforvansket følelser, og en anelse uhyggeligt bliver det endda tillige med, hvad der overraskede mig i en gammeldags monster-film som ”King Kong” i sidste ende er.

Det er desuden den klassiske fortælling om skønheden og udyret og det er en fortælling om at være afvigende, ensom og misforstået i en verden der ikke har plads til en, og det er samtidig en kritik af menneskers trang til at ødelægge alt der er enestående og naturen i profittens navn. Det er også en tragisk og skæv kærlighedsfilm, om et umuligt forhold der må og skal ende galt, uanset hvor meget vi måtte håbe på noget andet. Den hjerteskærende historie om en enlig sjæl der ønsker sig noget, som den aldrig vil kunne få, men alligevel sætter alt ind på at opnå det og går til grunde i forsøget og det ender så man får tårer i øjnene, når vi kommer til en uundgåelige slutning vi ved må komme, uanset hvor meget vi ville ønske os andet.

Det er en kulørt og fantasifuld fabel og det uden grænser for det mulige.

Jeg har ganske enkelt ingen kritik af den her film og hvis jeg har, så er den så minimalistisk at jeg ikke gider ofre tid på den. ”King Kong” er en storfilm på alle måder og en af de få film der for alvor fortjener at få betegnelsen ”blockbuster”. Den er både en tilbagevenden til de store klassiske værker og et skridt fremad for både fantasy-genren og film-mediet generelt. Den er med et ord et ”mesterværk”, jeg elsker den.

Har man set originalen og kender til den, så indeholder denne nye version, der følger sit oplæg ret tæt og har mere eller mindre alle vigtige kernepunkter med, men lægger mere til af alt, flere skægge indersider jokes og referencer.

Til slut vil jeg kun sige, skynd jer ind og se den og se den så igen. Snyd ikke jer selv for årets absolut største (også i overført betydning) filmoplevelse.

Hører allerede til blandt mine all-time favoritter (var nogen i tvivl efter at have læst hvad jeg skrev:o).