the everything movie
5.0
Den konsekvent kvalitative og egenrådige mesterinstruktør David O. Russell debuterede med den charmerende komedie Spanking the Monkey, og fundamentet var derved blevet lagt for en opsigtsvækkende og ganske unik karrierer for en af den amerikanske filmindustris mest opsigtsvækkende og oversete filmmager. Den efterfølgende Flirting With Disaster var et atypisk, lettere apatisk (positiv ment) og ganske velspillet komediedrama, der på nærmest kontemplativ vis eksplorerede voksenlivets tilstand udformet af enten gener eller opdragelse. Det var dog først i 1999 at O. Russell begik sit første sande mesterværk med den ubeskrivelig superbe antikrigsfilm Three Kings, hvis kyndige genremix mellem lattervækkende komik, realistiske og rystende krigssekvenser og emotionelt og alvorligt drama fremviste O. Russells monumentale, respektindgydende og alsidige talent for filmmediets muligheder. Det har derfor været med god og absolut berettiget grund, at jeg det sidste halvandet års tid har glædet mig afsindig meget til O. Russells eksistentialistiske og særprægede I Heart Huckabees. Filmen blev et overraskende stort kommercielt hit, mens den dog delte vande hos kritikerne, der kun kunne blive enige om deres uenighed med hensyn til I Heart Huckabees’ filmiske kvaliteter, og derved enten kaldte den håbløst prætentiøs eller mesterlig og mageløs. For mit vedkommende er udskældningen ganske uforståelig og ufortjen, da I Heart Huckabees er lidt af et flerlaget mesterværk, som utvivlsomt er en udfordrende affære for publikum, men som ultimativt også er uhyre udbytterig.
I Heart Huckabees byder på en forrygende indledning, der sætter tonen for resten af filmens skæve og kringlede univers. Den gennemgående fremragende Jason Schwartzman træder ud af naturens luner og forbander (meget eksplicit og meget morsomt!) sin egen eksistens og manglende menneskelig selverkendelse. Hans eksistentialistiske komplikationer og evigt søgende og kriseramte eksistens indikeres fornemt under credits, hvor Schwartzman ihærdigt leder efter et kontor, indeholdende det obskure makkerpar Dustin Hoffman (yderst veloplagt og en sand fornøjelse) og Lily Tomlin, vis sammenspil er helt eminent. De to byder på en alternativ form for terapi, eksistentialistisk observering, og hyres til at betragte Schwartzmans dagligdag, kortlægge problemerne og derefter ændre disse gennem en destruering af selvopfattelsen. Og herfra ledes publikum ind i et filosofisk, abstrakt og uhyggelig originalt univers, hvor associationer til Wes Andersons film er uundgåelige, men enhver form for paralleldragning umuliggøres, da I Heart Huckabees er fuldkommen sin egen.
O. Russell har samlet lidt af et ensemblecast til sit seneste opus, hvor de komplekse karakterer, hvoraf flere ihærdigt leder efter en form for selverkendelse, levendegøres sublimt af de velvalgte og velspillende skuespillere. Udover førnævnte er der også stor skuespilmæssig styrke at finde i den slibrige, kalkulerende og nonchalante Jude Law og Naomi Watts’ naive og udseendefokuserede karakter, mens Mark Wahlberg må siges at yde velsagtens karrierens allerbedste præstation som den evigt filosoferende brandmand, der fordømmer petroleumets naturdestruktive egenskaber. Den fysiske komik er formidabel og efterlader publikum åndeløs af latter, og de fleste af disse geniale scenariums anføres af Wahlbergs karakter. Dialogen skal dog ikke undermineres i denne sammenhæng, da replikkerne er så formfuldendte og gennemførte, at man undrer sig over, at manuskriptet ikke er blevet prisbelønnet på festivaler over hele verdenen. Den sofistikerede og dybt intelligente humor sviner kongruent mellem det afvæbnende og det evident lattervækkende, og I Heart Huckabees må siges at være superunderholdende hele vejen igennem. Især to sekvenser skal fremhæves som genistreger. Den ene er det mest bizarre forspil nogensinde set på filmlærredet (hvor relation mellem mennesket og naturen udpensles), mens den eskalerende familiemiddag med fremmede religiøse mennesker, der skal fremstå som en normal amerikansk forstadsfamilie, er noget nær uforglemmelig.
O. Russells skildring af humanistiske konfrontationer, der svinger mellem eksistentiel optimisme og destruerende nihilisme, hænger ifølge ham unægteligt sammen med naturen, men O. Russell er ikke interesseret i at postulerer nogen af sine poetiske betragtninger og udgydelser. Han fokuserer mere på en gradvis destruering, genkonstruering og visualisering af filmens egne idéer og idealer, samtidig med at han elegant og overlegent sikkert leger med filmmediets konventioner og den standardanvendte dramaturgiske struktur. Det lyder muligvis abstrakt og syret, og ja, det er det skam også. Men det er samtidig så gennemført filosofisk og legende udført, at man som publikum ikke er et sekund i tvivl om, at man bevidner en dybt originalt, livsbekræftende og inspirerende filmoplevelse, der er unik i alle sammenhænge. O. Russell gaber over bredtfavnende og meget komplekse emner, men serverer disse med en fornem og opløftende simplicitet, og tillige med et visuelt overskud og velvalgt og iørefaldende musik. I Heart Huckabees er surrealistisk, sensationel morsom, kontemplativ og på alle mulige måder yderst anbefalelsesværdig. En analytikers våde drøm, der gør sig værdig til utallige gensyn. O. Russell er et kunstnerisk geni, der forhåbentlig en dag får den respekt og ære, som han så fuldt ud fortjener.
Great to be back, you guys ;-)
I Heart Huckabees byder på en forrygende indledning, der sætter tonen for resten af filmens skæve og kringlede univers. Den gennemgående fremragende Jason Schwartzman træder ud af naturens luner og forbander (meget eksplicit og meget morsomt!) sin egen eksistens og manglende menneskelig selverkendelse. Hans eksistentialistiske komplikationer og evigt søgende og kriseramte eksistens indikeres fornemt under credits, hvor Schwartzman ihærdigt leder efter et kontor, indeholdende det obskure makkerpar Dustin Hoffman (yderst veloplagt og en sand fornøjelse) og Lily Tomlin, vis sammenspil er helt eminent. De to byder på en alternativ form for terapi, eksistentialistisk observering, og hyres til at betragte Schwartzmans dagligdag, kortlægge problemerne og derefter ændre disse gennem en destruering af selvopfattelsen. Og herfra ledes publikum ind i et filosofisk, abstrakt og uhyggelig originalt univers, hvor associationer til Wes Andersons film er uundgåelige, men enhver form for paralleldragning umuliggøres, da I Heart Huckabees er fuldkommen sin egen.
O. Russell har samlet lidt af et ensemblecast til sit seneste opus, hvor de komplekse karakterer, hvoraf flere ihærdigt leder efter en form for selverkendelse, levendegøres sublimt af de velvalgte og velspillende skuespillere. Udover førnævnte er der også stor skuespilmæssig styrke at finde i den slibrige, kalkulerende og nonchalante Jude Law og Naomi Watts’ naive og udseendefokuserede karakter, mens Mark Wahlberg må siges at yde velsagtens karrierens allerbedste præstation som den evigt filosoferende brandmand, der fordømmer petroleumets naturdestruktive egenskaber. Den fysiske komik er formidabel og efterlader publikum åndeløs af latter, og de fleste af disse geniale scenariums anføres af Wahlbergs karakter. Dialogen skal dog ikke undermineres i denne sammenhæng, da replikkerne er så formfuldendte og gennemførte, at man undrer sig over, at manuskriptet ikke er blevet prisbelønnet på festivaler over hele verdenen. Den sofistikerede og dybt intelligente humor sviner kongruent mellem det afvæbnende og det evident lattervækkende, og I Heart Huckabees må siges at være superunderholdende hele vejen igennem. Især to sekvenser skal fremhæves som genistreger. Den ene er det mest bizarre forspil nogensinde set på filmlærredet (hvor relation mellem mennesket og naturen udpensles), mens den eskalerende familiemiddag med fremmede religiøse mennesker, der skal fremstå som en normal amerikansk forstadsfamilie, er noget nær uforglemmelig.
O. Russells skildring af humanistiske konfrontationer, der svinger mellem eksistentiel optimisme og destruerende nihilisme, hænger ifølge ham unægteligt sammen med naturen, men O. Russell er ikke interesseret i at postulerer nogen af sine poetiske betragtninger og udgydelser. Han fokuserer mere på en gradvis destruering, genkonstruering og visualisering af filmens egne idéer og idealer, samtidig med at han elegant og overlegent sikkert leger med filmmediets konventioner og den standardanvendte dramaturgiske struktur. Det lyder muligvis abstrakt og syret, og ja, det er det skam også. Men det er samtidig så gennemført filosofisk og legende udført, at man som publikum ikke er et sekund i tvivl om, at man bevidner en dybt originalt, livsbekræftende og inspirerende filmoplevelse, der er unik i alle sammenhænge. O. Russell gaber over bredtfavnende og meget komplekse emner, men serverer disse med en fornem og opløftende simplicitet, og tillige med et visuelt overskud og velvalgt og iørefaldende musik. I Heart Huckabees er surrealistisk, sensationel morsom, kontemplativ og på alle mulige måder yderst anbefalelsesværdig. En analytikers våde drøm, der gør sig værdig til utallige gensyn. O. Russell er et kunstnerisk geni, der forhåbentlig en dag får den respekt og ære, som han så fuldt ud fortjener.
Great to be back, you guys ;-)
17/12-2005
