Ligegyldigt virvar...
2.0
David Lynch er, i min bog, een af vor tids mest misforståede og overvurderede filmskabere, nok allermest af sig selv. Hans film bevæger sig i sære, stemningsfyldte drømmescenarier hvor alt kan ske, hvilket så får den konsekvens at historie og karakterer ofte aldrig falder på plads og man efterlades med tom fornemmelse i maven, som i et "cup and ball" trick hvor man har fulgt bolden med øjnene hele filmen igennem men alligevel må løfte bægeret og konstatere at der ikke er noget.
Mulholland Drive er ikke anderledes, måske er den netop den film der bekræfter min påstand allermest. Naomi Watts er god, og Justin Theroux gør hvad han kan, men filmen drukner i fortænkte særheder og set-ups der aldrig tilbagebetales.
En film kan ikke retfærddigøres alene på grund af sin tvetydighed og løse ender, uanset hvor meget 'debat' den lægger op til. Film er nu engang kommunikation, og det henseende mangler Lynch basale kommunikative værktøjer til at overbringe sin fortælling.
En spidsfindig oplevelse for de særligt indviede.
Mulholland Drive er ikke anderledes, måske er den netop den film der bekræfter min påstand allermest. Naomi Watts er god, og Justin Theroux gør hvad han kan, men filmen drukner i fortænkte særheder og set-ups der aldrig tilbagebetales.
En film kan ikke retfærddigøres alene på grund af sin tvetydighed og løse ender, uanset hvor meget 'debat' den lægger op til. Film er nu engang kommunikation, og det henseende mangler Lynch basale kommunikative værktøjer til at overbringe sin fortælling.
En spidsfindig oplevelse for de særligt indviede.
18/12-2005
